Kvantespring i konsumægsproduktionen med Projekt Opdræt og Æg
Konsumægsbranchen har lagt et kæmpe arbejde i at få gennemført projekt Opdræt og Æg. Nu hvor projektet slutter - med udgangen af 2011 - kan vi se i E-kontrollen, at der er sket en stor og markant stigning i antal æg pr. årshøne fra før projektet startede og til nu. I alle 4 produktionsgrene er produktionen øget med mindst 5 æg pr. årshøne! (fra 325 til 331 æg pr. indsat høne ved 364 dage). Det kan man da kalde et kvantespring! Øget fokus i produktionen er en af årsagerne. Konsumægsbranchen skal have stor ros for, at den allerede i 2008 så mulighederne og samlede kræfterne om at gennemføre et så stort og udviklende projekt. På baggrund heraf er Fjerkræafdelingens rådgivere nu super godt klædt på til at hjælpe endnu flere fjerkræproducenter med at udnytte kvantespringet og forbedre bedriftens konkurrenceevne og dyrevelfærd så meget som muligt.
Kom med i kvantespringet – brug rådgivning!
For konsumægsproducenter og opdrættere gælder det nu om at komme med i kvantespringet og fastholde produktionsfremgangen ved at tage ny viden i brug. Konsumægskonsulenterne har ekspertise og næse for, hvad der skal til, for at du kommer med. Du trækker den nyeste viden ind i produktionen ved at bruge konsulenterne. Din succes i ægproduktionen starter med en kvalitetssikring af opdrættet i forhold til de krav, konsumægsproducenten stiller. Hvis du og din opdrætter tegner en opdrætsaftale, sikrer konsulenten, at Jeres forventninger bliver afstemt, og vi følger op på at kravene overholdes ved at tilse opdrættet 3 gange i opdrætsperioden. En velfungerende opdrætsaftale er i særlig grad vigtig, når der skiftes leverandør eller kunde.
Hvis du vil være sikker på, at hønerne har højest mulig ydelse af første klasses konsumæg igennem hele produktionsperioden, kan du tegne en rådgivningsaftale, som giver dig 3 faste besøg, en liste med indsatsområder og en professionel opfølgning, som gør, at du eller din driftsleder holder fokus på produktionen og får grebet ind i tide, hvis noget unormalt skulle ske. En del opdrættere og konsumægsgproducenter har allerede tegnet rådgivningsaftaler, og der er plads til mange flere, så du kan også komme med i succesen og styrke din konkurrenceevne! For yderligere oplysninger ring til konsumægskonsulenterne.
Forfatter: Jette Søholm Petersen, Videncentret for Landbrug, Fjerkræ