Den 30. juni 2010 trådte ”Lov om ændring af lov om hold af slagtekyllinger” i kraft, hvor slagtekyllingeproducenterne blandt andet skulle indsende en anmeldelse til den lokale Fødevareregion for at producere med en belægningsgrad på over 33 kg pr. m2.
Nogle kunne ikke producere med øget belægning
Da de nye regler trådte i kraft sommeren 2010, var der nogle slagtekyllingeproducenter, som ikke opfyldte kravene til at kunne producere med en belægningsgrad på op til 40-42 kg pr. m2, da der havde været konstateret væsentlige eller gentagne dyrevelfærdsproblemer på bedriften inden for de sidste 2 år. Det vil sige i perioden fra juni 2008 og frem til juni 2010.
Ansøgning om øget belægning
De producenter, der i dag producerer med en nedsat belægningsgrad grundet ovennævnte, skal selv indsende en anmeldelse til den lokale Fødevareregion om, at de ønsker at øge belægningsgraden.
Ønsker du som producent at øge den maksimale belægningsgrad fra for eksempel 33 eller 39 kg pr. m2 og op til 40-42 kg pr. m2, skal du indsende en anmeldelsesformular for registrering af forøgelse op til 39 kg pr. m2 samt en anmeldelsesformular om forøgelse op til 42 kg pr. m2. Fødevareregionen tager først stilling til, om betingelserne for forøgelse op til 39 kg er opfyldt, og herefter om betingelserne for forøgelse fra 39 og op til 42 kg pr. m2 er opfyldt.
Anmeldelserne kan indsendes tre uger, før de 24 mdr. er gået til den fødevareregion, du er tilknyttet. Når Fødevareregionen har registreret anmeldelsen, vil de fremsende et kvitteringsbrev for modtagelse og registrering heraf vedlagt en opkrævning på gebyret. Ved samtidig fremsendelse af de to anmeldelsesformularer med henblik på registrering af den maksimale belægningsgrad op til 42 kg pr. m2 opkræves der kun ét gebyr, idet det anses som én anmeldelse.
Fødevareregionen foretager ikke særskilt behandling af anmeldelsen men kontrollerer ved først kommende besøg, om din produktion lever op til betingelserne for den anmeldte belægningsgrad. Det betyder bl.a., at der i de sidste år ikke må være konstateret væsentlige eller gentagne dyrevelfærdsproblemer på din bedrift.
Anmeldelsesformularer findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Dyr/Dyrevelfaerd/Landbrugsdyr_heste/Slagtekyllinger.
Påbud om nedsat belægningsgrad efter den 30. juni 2010
For producenter, der har fået påbud om nedsat belægningsgrad som følge af kontrolbesøg efter juli 2010, beror varigheden af et sådan påbud på en konkret vurdering fra myndighederne.
Du skal som producent kunne dokumentere, at forholdene, der var årsag til påbuddet, er bragt i orden, og at det er muligt at sikre dyrene i henhold til lovgivningen. Når dette kan dokumenteres, kan du som producent gå i dialog med myndighederne (Fødevareregionen) med henblik på at kunne producere ved den belægningsgrad, der i første omgang er opnået tilladelse til. Det vil sige evt. allerede ved efterfølgende hold kyllinger.
Forfattere: Seniorkonsulent Christina Nygaard, Landbrug & Fødevarer og konsulent Malene Jørgensen Videncentret for Landbrug, Fjerkræ.
Artiklen er bragt i Dansk Erhvervsfjerkræ nr. 9 - 2011.