Betegnelsen ”Blackhead” stammer oprindeligt fra kalkuner, hvor sygdommen kan forårsage cyanotiske forandringer i huden på hovedet. Det er en noget misvisende betegnelse for histomoniasis hos høns, hvor man sjældent ser misfarvninger af hovedet. Kalkuner er langt mere følsomme for histomoniasis end høns og bør ikke holdes på områder, hvor der har været hønsehold. Efterhånden som stadig flere høns får adgang til det fri, må vi påregne at se flere tilfælde af histomoniasis hos høns.
Der ligger et kompliceret samspil bag udbrud af histomoniasis. Den sygdomsfremkaldende organisme, Histomonas meleagridis er en protozo, dvs. en lille parasit, der kan antage forskellige former eller stadier. Histomonas meleagridis overføres til hønsefugle via æg af blindtarmsormen Heterakis gallinarum, og den er således fundet i tarmceller hos nyklækkede blindtarmsorm. Forskellige typer af regnorme fungerer som transportværter for Heterakis-æg. Æggene klækkes i regnormen, og de unge, infektive Heterakis-orm overlever i regnormens væv. Regnorm formodes at kunne indeholde et anseeligt antal Heterakis-æg og –orm, som frigøres i fugle, der æder regnorm (1).
Sygdomsudvikling
Sygdommens udvikling afhænger af værtsfuglens race, alder og tarmflora. Histomonas meleagridis’ evne til at fremkalde sygdom er bl.a. afhængig af tilstedeværelse af bakterier som E.coli, Bacillus subtilis og Cl. Perfringens (2), og der kan derfor være stor variation i kliniske symptomer og dødelighed i flokkene.
Histomonas meleagridis opformeres i blindtarmen, hvor tarmvæggens tykkelse øges ca. otte dage efter infektionen. Blindtarmsindholdet kan blive blodigt, og efterhånden dannes faste, hvidgule ”udstøbninger” i blindtarmen. Parasitten passerer via blodet til leveren, hvor den forårsager forandringer, der ses som cirkulære, lyse eller mørke, evt. grønligt misfarvede områder. Kliniske symptomer på sygdom ses ca. 11 dage efter infektion, og dødeligheden vil hos høns kunne nå op på ca. 30 pct. mens den hos kalkuner kan være tæt på 100 pct.
Lever og blindtarm fra høne med forandringer forårsaget af Histomonas meleagridis
Foto: Videncentret for Landbrug, Fjerkræ
Histomonas meleagridis overlever kun nogle få minutter uden for sine værter. Infektionen kan overføres direkte mellem kalkuner (3), men hos høns sker smitte udelukkende via mellemværter (4), og bekæmpelse af sygdommen kan derfor rettes mod mellemværterne: blindtarmsorm og regnorm. Sol og udtørring vil reducere antallet af de ellers meget hårdføre Heterakis-æg i jorden. Angrebne hønseflokke bør undersøges regelmæssigt og evt. behandles for orm ved tilstedeværelse af Heterakis-æg i fæces.
Behandling af Blackhead
Der er ikke længere adgang til midler til direkte behandling af protozo-infektioner. Kontrol af sygdommen må derfor baseres på managementfaktorer som højt hygiejneniveau, lavt smittepres, kontrol med indvoldsorm og kontrol med andre stressfaktorer, der kan belaste fuglenes generelle modstandskraft.
Referencer
- Diseases of Poultry, 10th ed. Edited by Calnek BW
- McDougal LR (2005) Blackhead disease (histomoniasis) in poultry: a critical review. Avian Diseases 49 (4) 462-476
- Hu J, McDougal LR (2005) Blackhead disease in turkeys: direct transmission of Histomonas meleagridis from bird to bird in a laboratory model. Avian Diseases 49 (3) 328-31
- Hu J, Fuller L, Armstrong PL, McDougal LR (2006) Histomonas meleagridis in chickens: at-tempted transmission in the absence of vectors Avian Diseases 50 (2) 277-9
