Undersøgelserne betales af Dansk Slagtefjerkræ. Som det ses af figuren, er der varierende andele af positive prøver igennem året, og i april har der tilsyneladende stadig været et betydeligt smittetryk, hvorfor rugerivaccinationen opretholdes. Maj måneds undersøgelser af indtil videre 13 flokke har resulteret i fund af to tilfælde af IB D388. Fortsatte indsendelser til Fjerkræklinikken af kyllinger fra flokke, hvor der opleves luftvejssymptomer, er forudsætningen for at opretholde overblikket over infektionens udbredelse. Slagtekyllingerne vaccineres på rugeriet indtil risiko for smitte skønnes at være minimal.
Blodmider
Blodmider er blevet et problem, der nu strækker sig over hele året, og især det varme vejr afkorter midernes formeringstid, så der kan opleves eksplosiv vækst af mider i huset. Inventaret kan behandles med Byemite uden tilbageholdelse af æg. Byemite udleveres af dyrlæge med tilladelse fra lægemiddelstyrelsen efter besøg i besætningen.
E-coli autovaccine
Via en dyrlæge kan man nu igen bestille E-coli autovaccine hos Dianova, der får vaccinen fremstillet hos Lohmann Animal Health. Vaccinen fremstilles efter samme retningslinier som tidligere produktion i Danmark, men afprøvningen har vist en lille risiko for krydsreaktion med den anvendte salmonella-serologi, som besætningsejeren selv må tage ansvar for. Prisen er 2.283,75 kr. for 1.000 doser.

Figur 1: Forekomsten af IB D388 opgjort efter undersøgelse af slagtekyllinger ved PCR. Røde felter angiver antal positive fund mens blå angiver det antal analyser, der ikke viste fund af IB D388.