I forbindelse med validering af fremstillingsmetoderne hos Vaxxinova er der foretaget safety test ved vaccination af høns samt undersøgelser af mulige krydsreaktioner til den serologiske test i forbindelse med salmonella-overvågning i Danmark. Ved test af 9 forskellige E. coli isolater i 5 autovaccinebatch (3 vacciner á 1 isolat og 2 vacciner á 3 isolater) med normal dosis blev der påvist krydsreaktion til ét af de anvendte batch. Dette vaccinebatch var fremstillet på ét E coli isolat, og der var 2 ud af de 10 vaccinerede høns, som reagerede i den serologiske salmonella-test. Følgelig konkluderes, at der er en lille risiko for, at der kan opstå krydsreaktion for salmonella ved anvendelse af E. coli autovaccine. Den serologiske salmonella-test blev foretaget på blodprøver. I praksis foregår salmonella-overvågningen ved test af æg. Det er usikkert, hvilken indflydelse dette har på risiko for krydsreaktioner ved anvendelse af E. coli autovaccine, men det vurderes fortsat, at risikoen er lille.
Fødevarestyrelsen har bl.a. kommenteret:
”Dersom vaccinen skal markedsføres i Danmark, vil det være hensigtsmæssigt at orientere køberne om risikoen for krydsreaktion, da de supplerende kontrolomkostninger ved afdækningen af en krydsreaktion vil svare til omkostningerne ved udredningen af andre salmonella-mistanker. Uden oplysning om krydsreaktionsrisikoen ses køberne at kunne påstå, at de er blevet foreholdt oplysninger, som ville have sat dem i stand til at træffe et oplyst valg”.
Ovenstående indebærer, at ægproducenterne må acceptere risikoen for, at der kan opstå krydsreaktioner ved den serologiske overvågning for salmonella. Besætningsejer vil derfor blive bedt om at underskrive en samtykkeerklæring i forbindelse med bestilling af vaccinen.
Nye E. coli isolater, der skal bruges til fremstilling af autovaccine, indsendes til DTU Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1790 København V til identifikation, og der anføres samtidig det ønskede antal doser. Bestilling af autovaccinen foretages desuden af dyrlægen hos Dianova. Denne procedure skal også følges, hvis der isoleres E coli bakterier ved undersøgelse af høns hos Lohmann Animal Health eller i projektsammenhæng på KU-Life.
Kilde: Dianova
Forfattere: Fjerkræklinikkens dyrlæger