Formål
Rapporten er udarbejdet på baggrund af et projekt gennemført af dyrlægerne Lis Olesen og Susanne Kabell, Fjerkræklinikken som en fortsættelse af Veterinærinstituttets projekt fra 2008, med det samlede overordnede formål at sikre, at unge vildtfugle, der udsættes til jagt, kan karakteriseres som en sund og levedygtig bestand af spiseegnede fugle. Projektet omfattede aldersgruppen 3-6 uger, den sidste periode af opdrættet i fangenskab. Målet var at katalogisere årsager til og udbredelse af sygdomme hos vildtfuglekyllinger opdrættet i Danmark. De indvundne data skulle danne basis for anbefalinger vedrørende management af de forskellige aldersgrupper af vildtfugle, primært fasaner.

Baggrund
Ifølge DANMAPs årlige opgørelser over antibiotikaforbrug har forbruget til vildtfugleopdræt været stigende i perioden 2003-2005, og forbruget er højt sammenlignet med slagtekyllinger.
I 2009 blev der brugt 73 kg antibiotika til vildtfugle og 41 kg antibiotika til slagtekyllinger. Der produceres årligt ca. 1,5 mio. vildtfugle og 120 mio. slagtekyllinger.
Vildtfugleopdrætterne kan komme til at stå over for et forklaringsproblem mht. antibiotikaforbrug og imødeser velfærdsproblemer, når der er stor dødelighed blandt opdrættet. Da vildtfugle er et fagområde af begrænset størrelse i Danmark, har mange praktiserende dyrlæger ringe mulighed for at få indsigt i sygdomme hos vildtfugleopdræt. Der synes at være behov for en objektiv identifikation af de problemstillinger, som kan danne basis for optimering af produktionsforhold og anbefalinger til dyrlæger og vildtfugleopdrættere vedrørende behandlingsmidler og -metoder.

I England har vildtfugleopdræt et omfang af betydelig størrelse, samtidig med at fuglenes levebetingelser er sammenlignelige med de danske. Det privat finansierede Game Conservancy Trust gennemfører således en del forskningsprojekter. Det forekommer derfor logisk at trække på erfaringer fra engelske interessegrupper.

Konklusion

Tilsætning af coccidiostat til foderet til vildtfugle på lige fod med slagtekyllinger og kalkuner ville kunne reducere vildtfugleopdrætternes samlede forbrug af antibiotika betydeligt. Tilsætning til foderet sikrer, at der anvendes minimale doser pr. fugl, mens der ved behandling i forbindelse med udbrud skal anvendes større doser, samtidig med at det ikke altid er muligt at udlevere en passende lille mængde til en lille flok pga. pakningsstørrelserne. En forebyggende indsats mod coccidiose vil ikke alene reducere udbrud af coccidiose, men også følgetilstande som langvarig diarré og generel utrivelighed, som medfører modtagelighed for andre sygdomme med flere behandlingsforsøg med flere antibiotikatyper til følge.
Coccidiose forekommer i alle hønsefuglehold med større eller mindre frekvens. For tamhøns findes vacciner, men da hver fugleart har sin type coccidier, er der ikke mulighed for at få effekt af disse vacciner hos vildtfugle. Vildtfugleopdræt har et så begrænset omfang selv på verdensplan, at udvikling af coccidiosevacciner ikke er rentabel.
Af hensyn til at begrænse forbruget af antibiotika, og især af hensyn til opdrættede vildtfugles trivsel og velfærd, må det anbefales, at det i fremtiden tillades at tilsætte coccidiostat til foder til vildtfugleopdræt.

Forfattere: Dyrlæger Susanne Kabell og Lis Olesen, Videncentret for Landbrug, Fjerkræ.