Heste æder gerne tørret
brandbæger
Af Landskonsulent Eric
Clausen
I frisk tilstand undgår de
fleste heste normalt at æde de giftige brandbæger. Men når
planterne er tørret mister de den bitre smag, og ædes gerne af
heste.
Findes der en del brandbæger i folden og disse bliver knækket af
hestene ved deres færden rundt på marken, er der risiko for at
hesten kommer til at æde disse tørrede brandbægerplanter. Ved
græsmangel ses det også at heste æder de friske brandbægere.
Brandbægeren står i fuldt flor mange steder her sidst på sommeren,
og udgør en reel risiko for hestene. Planten trives især på sandet
jord i grøfter, vejkanter og langs skovbryn.
Brandbæger er meget giftige for heste og alene i England dør 500
heste årligt som følge af brandbægerforgiftning. Her i landet har
der været akutte forgiftninger, men mere almindeligt har været
snigende kroniske forløb.
Tilsvarende bør man være meget opmærksom på, om der er kommet
brandbæger med i hø og wrapballerne, netop fordi hestene ikke selv
kan fravælge de giftige planter når disse er tørret.
Symptomer:
Et meget almindeligt symptom på brandbæger forgiftning er, at
hesten vakler usikkert rundt, presser hovedet mod væggen eller
trykker hovedet mod jorden, mister appetitten. Forløbet er ofte
kronisk over flere måneder og ofte dør hesten eller må
aflives.
Ved blodprøver vil leverværdierne være forhøjet ligesom
leverfunktionen vil være abnorm.
Der er udført forsøg, hvor indhold af 10 % engbrandbæger i foderet,
som bestod af lucernehø, har givet forgiftning indenfor 50-150
dage. I en dansk undersøgelse blev der observeret forgiftning hos
heste, der blev fodret med 0,5 kg vårbrandbæger pr dag i 21
dage.