Krav om registrering og pas til alle heste
Alle heste i Danmark skal have et pas med medicinsider. Dette præciseres i bekendtgørelse nr. 1448 af 15/12/2009, der er trådt i kraft 1. januar 2010. Bekendtgørelsen supplerer EU forordning 504/2008 af 6. juni 2008.
Bekendtgørelsen medfører følgende:
1. Alle heste skal have et pas, der skal relatere til en mærkning af hesten
2. Alle pas skal indeholde sider til registrering af medicinering
3. Registrering af ejerskifte er lovpligtigt
4. Registrering af afgange (døde heste) er lovpligtigt.
5. Ny pasfarve til hidtil uregistrerede heste samt heste i ikke EU-godkendte forbund
Pas på hidtil uregistrerede heste udstedes fra 1. januar 2010 af Landscentret, Heste.
1. Alle heste skal have et pas
Kravet om pas gælder for alle heste, både i og udenfor den organiserede avl. Der er dog fastlagt en overgangsordning, med en række tidsfrister, der præciserer hvornår den enkelte hest senest skal registreres og have et pas.
Ved bekendtgørelsens ikrafttræden (1. januar 2010) gælder kravet umiddelbart for heste til slagtning, heste til eksport og heste på markeder/samlesteder.
For øvrige heste er der følgende tidsfrister:
1) Senest den 31. december 2010 kræves registrering og pas på heste, der er født mellem den 31. december 2005 og den 31. december 2009
2) Senest den 1. juni 2011 kræves registrering og pas på heste, der er født mellem den 31. december 2001 og den 31. december 2005
3) Den 31. december 2011 afsluttes overgangsordningen, og der kræves registrering og pas for alle heste
Fra 1. januar 2010 skal desuden alle føl have udstedt pas inden 6 mdr. eller udgangen af fødselsåret, alt efter hvilken dato, der er senest.
For at kunne få udstedt et pas skal hesten være chipmærket. Heste i den organiserede avl, der allerede er brænde-/frysemærkede og hvor mærket indeholder cifre, kræves dog ikke chipmærket.
Hesten skal mærkes og besigtiges af en autoriseret mærker fra Landscentret, Heste eller en dyrlæge. Formular til brug herfor er tilgængelig på www.hestepas.dk, hvor der også kan bestilles chipmærkning ved en mærker fra Landscentret, Heste.
De gamle grønne ID-beviser (udstedt før 1999) er ikke gyldige pas; ej heller de blå/grønne stamtavler.
2. Alle pas skal indeholde sider til registrering af medicinering
Pas udstedt hos Landscentret, Heste i perioden 1999 til 1. juli 2009 indeholder ikke sider til brug for registrering af medicinering, da der i denne periode ikke har været lovhjemmel til at inkludere disse.
Det samme gælder mange udenlandske pas.
Pas skal opdateres med medicinsider hos pasudstedende myndighed, dog opdateres alle pas på islændere hos Dansk Islandshesteforening. Udenlandske pas skal således til udlandet for opdatering.
Tidsfristerne for opdatering af pas tilsvarer tidsfristerne for nyudstedelse af pas i punkt 1.
Prisen for opdatering af pas udstedt af Landscentret Heste er kr. 87,50 incl. moms.
På www.hestepas.dk findes link til bestillingsformular og online
betaling.
Både de røde, blå og grønne pas er gyldige, når de er opdateret.
3. Obligatorisk registrering af ejerskifte
Senest 30 dage efter at en hest er handlet, skal den ejerskiftes ved indsendelse af originalt ejercertifikat eller, hvis ejercertifikat ikke er udstedt, hestepas. Relevante underskrifter fra sælger(-e) og køber(-e) skal forefindes ved anmodning om ejerskifte.
Krav om registrering af ejerskifte træder umiddelbart i kraft 1. januar 2010. Der er ikke nogen overgangsordning på dette område.
Prisen for registrering af ejerskifte er kr. 95,- inkl. moms.
4. Obligatorisk anmeldelse af døde dyr og destruktion af pas
Senest 30 dage efter en hests død skal det anmeldes.
For slagteheste sker anmeldelsen direkte fra slagteriet, mens den for aflivede og selvdøde heste skal foretages af ejeren.
Hestens pas skal indsendes ved anmeldelse af død.
5. Ny pasfarve til hidtil uregistrerede heste samt heste i ikke EU-godkendte forbund
Fremover vil opdelingen på pasfarver være som følger:
Røde/bordeaux pas: Heste i hovedafsnittet i EU anerkendte avlsforbund
Blå pas: Heste i bilag i EU anerkendte avlsforbund eller krydsninger, hvor som minimum far er godkendt af EU anerkendt avlsforbund
Sorte pas: Renracede heste i EU anerkendte avlsforbund, hvor far ikke er avlsgodkendt
Lysegrønne pas: Alle andre heste.
Registrering af konkurrenceheste og ponyer overdrages til Dansk Ride Forbund.
Overdragelsen sker fra d. 1. april 2010, og har baggrund i en ny bekendtgørelse, der trådte i kraft 1. januar 2010.
Bekendtgørelsen præciserer at alle heste og ponyer skal have et hestepas. Endvidere skal en mærkning relatere hesten til passet.
Hestene er således besigtiget og mærket i forbindelse med pasudstedelsen, og man har derfor besluttet at en ny besigtigelse i forbindelse med konkurrenceregistrering er unødvendig.
Ansøgninger der indsendes til Landscentret, Heste inden d. 31. marts, vil blive behandlet efter nugældende regler og procedurer.
Følpas
Alle føl født i 2009 er nu identitetsmærkede og passene udsendt. Har du endnu ikke modtaget pas på føl født i 2009, skal du derfor kontakte Marianne Klitgaard på tlf. 87405477.
Messen Hest og Rytter
I år vil det igen være muligt at finde Landscentret, Heste på messen “Hest og Rytter” i forbindelse med Dansk Varmblods hingstekåring i Herning fra d. 11. til 14. marts. Kom og find din hest og dens rideresultater på internettet, se vores foderprogram eller bare få en hestesnak med os. Vi er at finde i hal E på stand nr. 4070.
Adresseårbog for Landsudvalget for Heste 2010
Husk at Adresseårbogen altid er ajour på vores hjemmeside www.landsbrugsinfo.dk/heste. Adresseårbogen holdes løbende ajour i forbindelse med vi modtager ændringer fra avlsforbundene. Årbogen indeholder bl.a. alle adresser på avlsforbundenes bestyrelser.
Fælles dommerkonference 2010
Landscentret, Heste afholder dommerkonference for alle tilsluttede avlsforbund fredag d. 19. marts på Malling Landbrugsskole, Beder. Tilmelding senest den 3. marts til Jørgen Finderup, tlf.: 87405471.
Konferencen omfatter bl.a.:
· Veterinærundersøgelse af avlsdyr til kåring
· Arvelige lidelser hos heste
· Eksteriør og benstillinger
Pris for konferencen og forplejning kr. 450,- inkl. moms.
Bedømmelseskursus for dommeraspiranter og andre interesserede
Landscentret, Heste afholder bedømmelseskursus for alle tilsluttede avlsforbund lørdag d. 20. marts på Malling Landbrugsskole, Beder. Tilmelding senest den 3. marts til Jørgen Finderup, tlf.: 8740 5471.
Kurset omhandler bl.a.:
· Vurdering af eksteriør med fokus på optimal funktion
· Bedømmelse af gangarter
· Karakterer og beskrivelse
· Bedømmelse på fast bund og i ridehus
Pris for kurset og forplejning kr. 450,- inkl. moms.