Tilbage til oversigt
Ugeplanlægning er et hjælpeværktøj, som ikke erstatter, at man sætter sig grundigt ind i forsøgsplanen / opgaven og bruger sin sunde fornuft.
Angivelse af en afgrødes tidlighed
Principperne i ugeplanlægning baserer sig på, at der til alle forsøgsbehandlinger og måletider i forsøgsplanen er angivet et stadium (eller dato). For afgrøderne hvede, byg, triticale, rug, alm. rajgræs, roer og majs er der en tabel, der angiver forholdet imellem stadium og dato i et normalt år. Ud fra denne tabel beregnes datoen/ugen for en given aktivitet i et forsøg. Hvis en afgrøde adskiller sig i tidlighed fra et normalt år kan man rykke datoen frem eller tilbage til en af grupperne meget tidlig, tidlig, sen eller meget sen. Dette gøres ved i menuen at vælge Indstillinger, Afgrødernes tidlighed – til ugekalender, vælge afgrøde i listen og tidlighed i kolonnen til højre.
For afgrøder, hvor der ikke findes en stadium-dato tabel, skal man i Ugeplan selv angive den dato/uge aktiviteten skal udføres.
Klargøring af forsøg til Ugeplanlægning
Efter modtagelsen af et forsøg i PC-Markforsøg kontrolleres det på fanebladet Ugeplan, Aktiviteter, at der er beregnet en dato til alle forsøgsbehandlinger og måletider. Eventuelle manglende stadier/datoer indtastes enten i kolonnen Planlagt, stadium eller kolonnen Planlagt, dato.
Bemærk!
- For overvintrende afgrøder kan der være overlap i vækststadier, f.eks. kan vinterhvede være både i stadium 15 i efteråret og i foråret. Dette kan ikke styres automatisk i ugeplanlægningen, og derfor fastsættes alle aktiviteter med stadierne til 19-20 til at skulle foregå i efteråret
(for vinterrug dog st. 16), mens efterfølgende stadier er sat til at foregå i foråret. Uanset stadium i kalenderplanlægning skal aktiviteten altid udføres på det tidspunkt, der er anført i forsøgsplanen og det er det aktuelle stadium, som en given aktivitet er udført på, der skal registreres i Forsøgsbehandlinger eller Måletider.
- Der kan forekomme betydelige forskydninger i forhold til det automatisk planlagte, især i starten (ved såning/etablering) og f.eks. ved høst af slæt.
- Det er vigtigt at du selv gennemgår alle aktiviteter og får justeret aktiviteterne i overensstemmelse med de faktiske forhold
I kolonnen Egen tekst angives en sigende tekst for den pågældende aktivitet. For alle aktiviteter, der stammer fra forsøgsplanen (forsøgsbehandlinger og måletider) er teksten oprettet automatisk ud fra forsøgsplanen. Denne tekst kan man selv skrive om eller redigere blot ved at klikke i feltet. Udover de aktiviteter, der fremgår af forsøgsplanen, er der en række andre aktiviteter, som skal udføres i forsøget, f.eks. afsætning af parcelgrænser, skiltning, aftale med forsøgsvært osv. Disse aktiviteter oprettes på følgende måde:
- Højreklik musen og vælg Tilføj aktivitet.
- Vælg relevant tidsbetegnelse eller skriv egen tidsbetegnelse og klik OK.
- Skriv stadium eller dato i kolonnen Planlagt for hvornår aktiviteten skal udføres og skriv tekst for aktiviteten i kolonnen egen tekst. Ved at klikke på pil ned i feltet ses en liste af standardtekster, som der kan vælges imellem.
Den samme fremgangsmåde følges for alle forsøg.
Rykke en aktivitet
I kolonnen Flyttet uger på fanebladet Aktiviteter kan en aktivitet rykkes frem eller tilbage (angives med minus). Af kolonnen fremgår også det antal uger aktiviteten er blevet rykket i ugeplanlægningen.
Status
I kolonnen Status er angivet om aktiviteten er Planlagt eller Udført. Alle aktiviteter er planlagte indtil de er udførte. Måletider bliver automatisk sat til Udført, når alle tilhørende måleparametre enten er registreret som Godkendt eller Ikke udført.
Forsøgsbehandlinger registreres automatisk som udførte, når der er indtastet en behandlingsdato eller den er markeret som ikke udført.
Ugeplanlægning
Forsøgsaktiviteterne planlægges ugevis ved at man går ind på fanebladet Ugeplan.
Når man åbner fanebladet Ugeplan checker programmet om der findes aktiviteter tilbage i tiden med status Planlagt, og som altså på nuværende tidspunkt skulle være udført. Disse aktiviteter kan man vælge at få rykket frem til den aktuelle uge.
Øverst til venstre i fanebladet Ugeplan er angivet det aktuelle ugenr. og år. Det kan ændres ved at klikke på pilene. Aktiviteterne kan opdeles efter status, forsøgsgrupper eller forsøgsansvarlig.
Princippet er at man gennemgår aktiviteterne, der hører til den valgte uge. De aktiviteter, der er udførte markeres som udført ved at klikke på knappen Flyt aktivitet til udført. De aktiviteter, som ikke skal udføres i den valgte uge flyttes ved at klikke på de røde pile.
Når man har gennemgået og flyttet alle aktiviteter for den valgte uge, har man en liste over de aktiviteter, der er planlagt til udførelse. Listen kan udskrives ved at højreklikke musen og vælge Udskriv.
Listen kan også kopieres til klippebord og indsættes i Excel/Word.
Fanebladet Oversigt
Oversigten indeholder en liste over alle aktiviteter for det år, der er valgt på fanebladet Ugeplan. Der er mulighed for at opdele på status, forsøgsgrupper og forsøgsansvarlig. Farverne har følgende betydning:
| Rød farve: |
Aktiviteten burde have været udført |
| Gul farve: |
Aktiviteten er planlagt til at blive udført |
| Grøn farve: |
Aktiviteten er udført |
Bemærk at alle aktiviteter/den fulde information for et forsøg i en given uge ikke altid kan vises på skærmen, men ved at holde musen over feltet vises den.
Oversigten udskrives ved at højreklikke musen og vælge Udskriv. Oversigten udskrives for en periode på 8 uger. Det er en fordel at lægge papiret ned (landscape).
Til top