Feedback Form
Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 07-02-2012 

  

Oprettet: 07-02-2011

Arbejdsgiver får den ansattes erstatning, den digitale verden for arbejdsgivere, arbejdsgivers ret til refusion afhænger af den ansattes ret 

Erstatning for tab af erhvervsevne udbetalt til arbejdsgiver. Manglende pensionsbidrag ikke forskelsbehandling. Ægtefælle ansat i ægtefællens virksomhed omfattet af funktionærloven.

Principsag om sygedagpenge. Feriepenge, refusion og oplysning om udlændinge m.v. digitaliseres.

Uændret bidrag til LG i 2011
Arbejdsgiverne skal betale uændret bidrag til Lønmodtagernes Garantifond (LG) i år.  Arbejdsgivernes bidrag vil dermed også i 2011 være 693 kr. pr. fuldtidsansat om året. Læs om  LG.
 

Praksis
Erstatning for erhvervsevnetab til ansat udbetalt til arbejdsgiver
Arbejdsgiveren og ikke medarbejderen havde ret til at få udbetalt en fastsat erhvervsevnetabserstatning i en privattegnet pensionsforsikringsordning i en virksomhed, der ikke var underlagt en overenskomst, så længe den ansatte modtog løn fra virksomheden, ligesom virksomheden havde ret til at få refunderet arbejdsgiverdelen af et pensionsbidrag, der i henhold til pensionsforsikringsaftalen blev præmiefritaget som følge af den ansattes uarbejdsdygtighed. SH2011.F.0001.10

Opsparede flekstimer uden pensionsbidrag til deltidsansat ikke forskelsbehandling
Udbetaling af opsparede timer i henhold til en flekstidsordning uden beregning af pensionsbidrag til en deltidsansat var ikke forskelsbehandling i medfør af deltidsloven. Virksomheden, der ikke var omfattet af overenskomst, havde oprettet en pensionsordning for medarbejderne Aftalen om udbetaling af overskydende flextimer var identisk med de udbetalingsaftaler, som var indgået mellem arbejdsgiver og fuldtidsansatte medarbejdere i virksomheden.

Efter deltidsloven må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, med mindre forskelsbehandlingen kan begrundes i objektive grunde.

HK henviste som mandatar for den ansatte til EF-Domstolens dom af 15. december 1994. Dommen behandlede spørgsmålet om, hvorvidt deltidsansatte kunne kræve betaling af tillæg for overarbejde udover deres individuelle arbejdstid med samme procentsats, som der gjaldt for fuldtidsansatte ved overarbejde ud over normal arbejdstid. SH F-0009-09 Sagen er muligvis anket til Højesteret.

Ansat ægtefælle var omfattet af funktionærloven
Ægtefælle ansat i ægtemandens virksomhed blev fyret, da hun ville skilles. Almindelige funktionær-regler gælder, siger byretten.

Da en kvindelig HK’er fortalte sin mand, at hun ønskede skilsmisse, blev hun fyret fra mandens virksomhed. Kvinden fik løn for udenfor normal arbejdstid at passe virksomhedens vagttelefon fra hjemmet og havde ikke en ansættelseskontrakt.

Alligevel skal hun betragtes som ansat i virksomheden og har dermed funktionærrettigheder. Dommen er omtalt af HK-Nordjylland februar 2011.

Principsag nr. 15-11.  Sygedagpenge - kommunens opfølgning - postforsendelse - e-mail - refusion
Kommunen var i forbindelse med opfølgning i en sygedagpengesag ikke forpligtet til at anvende en e-mailadresse, som var oplyst af borgeren. Den sygdomsramte havde ikke ret til sygedagpenge efter manglende opfølgning, og arbejdsgiver havde derfor heller ikke ret til refusion.

Vestre Landsret har dømt en svineproducent for at overtræde Ligebehandlingsloven over for rumænsk ansat. Landbrugsavisen 1. februar 2011

Den digitale verden
Arbejdsgivere kan nu indberette oplysninger om udenlandske ansatte digitalt
Arbejdsgivere kan nu spare tid ved at bruge en ny digital indberetningsløsning på internetportalen virk.dk, når de skal indberette oplysninger om tidligere udenlandske ansatte. Læs om indberetningsløsningen

Lønmodtagere får nemmere adgang til feriepengene
Fra den 15. januar 2011 er feriepengene kun et klik væk, når lønmodtagerne i FerieKonto kan betjene sig selv på www.feriekonto.dk eller på TastSelv-telefon.

Hver eneste arbejdsgiver skal kende NemRefusion
I løbet af 2011 bliver det obligatorisk for arbejdsgivere at bruge NemRefusion. Derfor indgår løsningen i en stor fællesoffentlig kampagne, som skal få de sidste virksomheder med på den digitale vogn. Læs om Kampagne skal få de sidste virksomheder med på den digitale vogn.

VirkGuiden - E-læring om digital indberetning
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Virk.dk har i samarbejde med IT- og Telestyrelsen gennemført et E-læringsprojekt, der skal hjælpe virksomheder med at bruge statens digitale løsninger. 

Projektet har resulteret i 30 undervisningsfilm, som vejleder virksomhederne i at bruge de digitale værktøjer, som staten stiller til rådighed.
Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 07-02-2011 Oprettet: 07-02-2011 Revideret: 07-02-2011

Forfatter

Britta Sejr Nielsen