Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 26-08-2010
GrovfoderNyt - 193
Oprettet: 26-08-2009
Høst og ensilering af majshelsæd
Høst og ensilering af majshelsæd
Overvej enten kolbehøst på en del af majsarealet eller en længere stub hvis forsyningen af grovfoder er rigelig. Vær omhyggelig med finsnitning, indlægning og sammenkørsel. Majshelsæd skal snittes kort og ensartet med 9-10 mm snitlængde. Majsen skal køres omhyggeligt sammen i tynde lag, og overfladen skal være fast og fuldstændig jævn inden stakken dækkes med plastik. Brug en tynd underlagsfolie. Lav ikke større stakke end der kan opfodres 20-30 cm om dagen, mest til sommerfodring.
Indhold:
- Høst af majshelsæd
- Indlægning på lager
- Afslutning og tildækning
- Snitfladens areal
- Ensileringsmidler i særlige situationer
- Samensilering med græs
|
|
|
1. Høst af majs helsæd til top
|
|
Regulering af foderværdi
Normal stubhøjde i majshelsæd er ca. 20 cm. En forøgelse af stubhøjden i majshelsæd kan være interessant, hvis:
- Der er rigelige mængder grovfoder på bedriften, og man ønsker et koncentreret foder. En forøgelse af stubhøjden øger indholdet af stivelse og mindsker indholdet af cellevægge og dermed tyggetiden.
- Majsen er veludviklet og moden til helsæd, dvs. har omkring 30 pct. tørstof.
- Plantehøjden er usædvanlig stor. Nogle sorter f.eks. Saludo har en stor plantehøjde.
En forøgelse af stubhøjden fra 20 til 40 cm påvirker udbyttet mindre og foderværdien mere end ved at øge stubhøjden fra 40 til 60 cm:
Tabel 1. Stubhøjdens betydning for udbytte og foderværdi.
I normal udviklet majs sker der følgende ændringer hver gang stubhøjden hæves med 20 cm:
- Tørstofindholdet øges med 1,2 pct.
- Indholdet af stivelse øges med 1,5 pct.
- Indholdet af NDF reduceres med 1,5 pct.
- FK NDF øges med 1,4 pct.
Udbyttetabet ved at sætte en højere stub er størst i umoden majs og majs med en lav plantehøjde. Effekten på foderværdien er mindre afhængig af tørstofindholdet.
Alternativet til en længere stub er at lade en del af majsen stå til kolbehøst, se GrovfoderNyt nr. 192.
Snitlængde
I fuld udviklet majshelsæd med 30 pct. tørstof tilstræbes en kort og ensartet snitlængde på 9 -10 mm og en effektiv kerneknusning. Længere snitlængde øger ikke tyggetiden væsentligt, men giver tendens til lavere foderoptagelse og mælkeydelse. På finsnittere med knusebro tilstræbes en snitlængde på 6-7 mm.
Den korte snitlængde giver mulighed for en kompakt ensilage med en høj stabilitet under lagring og opfodring. En forøgelse af snitlængden til 15-17 mm kan være aktuel i ikke fuldt udviklede majs med mindre end 28 pct. tørstof for at modvirke saftafløb.
Knivene på finsnitteren skal være skarpe og modskæret skal være skarpt og korrekt indstillet, således at blade og svøbblade findeles. Ellers er det vanskeligt at køre afgrøden sammen, og køerne vrager bladene på foderbordet.
Kerneknuser
I majshelsæd med over 28 pct. tørstof er det påkrævet, at majshøsteren er udstyret med cracker eller knusebro, således at alle kerner bliver knust eller anslået, og alle spindelstykker bliver trukket fuldstændig i stykker.
|
|
|
|
2. Indlægning på lager til top
|
|
En god og effektiv indlægning og tildækning kræver:
- At indlægningen sker i tynde lag
- At der bruges ekstra tid til at udjævne toppen af lageret og køre overfladen godt sammen
- At der er gode kørselsforhold omkring lageret.
er kan opstå problemer med holdbarheden:
- Hvis ikke afgrødemassen er kørt godt sammen.
- Hvis tørstofprocenten er for høj.
- Hvis man kommer for langsomt frem i stakken under opfodring.
- Hvis der kan komme luft ind under plastikken ved snitfladen.
Sammenkørsel i tynde lag
Afgrødemassen skal lægges ud i tynde lag i hele markstakkens/køresiloens længde, og hvert lag skal køres godt sammen. Før sammenkørsel skal lagtykkelsen helst være 5 til maks. 10 cm. Øges lagtykkelsen til 25 cm halveres pakningsgraden.
Når afgrøden er lagt ud i tynde lag og pakket godt sammen fra bunden:
- Er der flere FE pr. m3,
- Er der begrænset risiko for varmedannelse under opfodring og dermed tab.
- Er der en mere ensartet ensilage og større mulighed for at udtage en repræsentativ prøve til analyse.
Der skal være tilstrækkelig kapacitet til indlægning og sammenkørsel, dvs. én gummiged er ofte for lidt.
|
|
|
|
3. Afslutning og tildækning til top
|
|
Toppen af lageret skal være jævnet fuldstændig af, og overfladen skal køres sammen, så den er fast som et ladegulv. Er overfladen fuldstændig jævn og fast:
- Kan man få dækplasten til at ligge tæt, fast og stram over ensilagen.
- Undgår man luftlommer under plastikken, der virker som et drivhus for vækst af svampe.
- Begrænser man muligheden for, at luft kan suse rundt under plastikken.
Altid to lag plastik
Anvend altid to lag plastik af god kvalitet. Der er god erfaring med at anvende en meget tynd underlagsfolie, som det underste lag plastik. Underlagsfolien er en transparent plastfolie med svag grønlig farve med en tykkelse på 0,04 mm. Den tynde underlagsfolie udlægges løst hen over stakken og efter en kort udvikling af kuldioxid suger det sig tæt til overfladen. Herved begrænses risikoen for dannelse af luftlommer mellem plastik og ensilage, der kan fungere som luftkanaler, når stakken åbnes.
|
|
|
|
4. Snitfladens areal til top
|
|
Snitfladen bør ikke være større end at der dagligt opfodres 20-30 cm af stakken eller siloen - mest i majshelsæd til sommerfodring.
Er forbruget af majsensilage lille i sommerperioden, bør endefladen på lageret også være lille. I mindre besætninger kan det være fornuftigt at lave en markstak med de ideelle mål til sommerfodring, selvom man har rigelig silokapacitet til rådighed.
Et eksempel
Har man f.eks. en besætning på 100 køer, og der skal anvendes 3-4 FE majsensilage dagligt, bør endefladen ikke være større end 9 m2. Dvs. med 6 m i bredden, 1,5 m i højden og med ca. 200 FE pr. m3 skal der udtages ca. 20 cm dagligt for at få 360 FE pr. dag.
|
|
5. Ensileringsmidler i særlige situationer til top
|
|
Majshelsæd er normalt en let ensilérbar afgrøde, hvor der ikke er behov for at fremme forgæringen ved at bruge ensileringsmidler. Der kan i særlige situationer være behov for at forbedre ensilagens stabilitet ved udtagning:
- I for tør majshelsæd dvs. med over 34-35 pct. tørstof.
- I kraftig tørkeskadet og uens moden majs med et højt tørstofindhold.
- Ved anvendelse af små mængder majsensilage, f.eks. i sommerperioden, hvor der bruges mindre end 20 - 30 cm om dagen.
- På bedrifter, hvor der forventes problemer med majsensilagens stabilitet, men her bør der samtidig ske en forbedring af ensileringsteknik og management.
Majsensilagens stabilitet kan forbedres med:
- Homofermentative mælkesyrebakterier i kombination med benzoesyre eller sorbinsyre.
- Heterofermentative mælkesyrebakterier, der fremmer dannelsen af eddikesyre.
- Kemiske midler med indhold af propionsyre, eddikesyre, benzoesyre eller sorbinsyre.
Homofermentative mælkesyrebakterier reducerer stabiliteten og bør kun bruges i kombination med svampehæmmende midler som f.eks. benzoesyre eller sorbinsyre.
Markedsførte midler
Vil du vide mere om egnede og godkendte midler til salg i Danmark i 2009, så se GrovfoderNyt nr. 178 om Markedsførte ensileringsmidler i Danmark.
På listen ses hvilke midler, der egner sig til majs, og for hvert middel er angivet, hvilke godkendelser midlet har i det tyske afprøvningssystem. Generelt bør man kun vælge ensileringsmidler, som findes på den tyske liste. Kun få midler anbefales til majs.
|
|
|
|
6. Samensilering med græs til top
|
|
Flere steder kan det være rationelt at samensilere majsen med en efterafgrøde af græs eller et sidste slæt græs. Det er typisk aktuelt, hvor:
- Der står et mindre areal med kløvergræs eller græs.
- Majsen har en tilstrækkelig høj tørstofprocent.
Ved samensilering tilstræbes, at den samlede afgrødemasse har et tørstofindhold på 28-30 pct., så saftafløb undgås. Græsset blandes med majsen undtagen i de øverste 50 cm, som bør være ren majs.
|

|
Sidst bekræftet: 26-08-2009
Oprettet: 26-08-2009
Revideret: 26-08-2009
|