De fleste ved sikkert, at når man malker i en bindestald, er det en rigtig god ide at placere celletals- køer og udsættere, så de malkes til sidst. Og det er faktisk et rigtig godt råd – også i en løsdriftstald. Smitte fra ko til ko er nemlig et af de helt centrale punkter, når det drejer sig om at reducere nyinfektioner med mastitisbakterier – især med det, vi kalder smitsomme bakterier som mycoplasma, Stafylokok aureus og B-streptokokker.
Smittereduktion flere steder
Sektionering har en dramatisk effekt på risikoen for nyinfektion. Det skyldes, at risiko for smitte ved kontakt med mælkerester i liggeområdet reduceres, risiko for smitte ved vand og foder reduceres, men først og fremmest reduceres smitten ved, at de rene køer malkes først, og smittede køer malkes for sig selv. Så nu, hvor mange løsdriftbesætninger er blevet store, er der altså god mening i at huske det gode råd fra bindestaldene.
Noget af den samme effekt kan opnås i robotsystemer med desinfektion af malkekopper og forberedelsesudstyr mellem hver ko. Men også her er det endnu bedre at fjerne inficerede køer fra rene køer og samle dem ved én robot.
Det virker i praksis
I forbindelse med projektet ’Mastitis 2011’ har jeg besøgt 34 besætninger med enten B-streptokok- eller Stafylokok aureus-infektioner. En af disse besætninger var udpeget på grund af problemer med Stafylokok aureus, men var også nyinficeret med B-streptokokker. Vi undersøgte alle 193 malkende køer og fandt 18 med reaktion for B-streptokokker ved PCR analyse på ydelseskontrolprøver. Besætningen havde ikke mulighed for at isolere de 18 alene. Men sammen med de køer, der havde kraftigst reaktion for Stafylokok aureus, kunne der dannes et hold på i alt 60 køer, som kunne sektioneres og malkes til sidst. Af de 18 B-køer blev nogle slagtet, nogle goldbehandlet og de sidste behandlet med penicillin i maj-juni måned.
Derudover blev malkeanlæg kigget efter og aftagerniveau hævet. Der blev pattedyppet med jod, og der blev indledt goldbehandling efter prøve af alle køer før goldning med PCR på ydelseskontrolprøverne. Siden januar 2010 har tankcelletallet i besætningen ligget mellem 240.000 og 340.000 celler/ml. I juli 2011 faldt det til under 200.000, og PCR tankmælksprøven i juli, september og oktober har været negativ (Ct værdi 40) for B-streptokokker. Så der er bare at konstatere: Sektionering er en ren fornøjelse.
Artiklen har været bragt i Kvæg Nyt nr. 23, 2011