Kontrolassistenten rejste i begyndelsen rundt fra gård til gård. Han overnattede på den gård, hvor han var i kontroldøgnet. Når han var færdig med arbejdet på en gård, transporterede gårdejeren ham og hans udstyr videre næste gård. Efterhånden blev det almindeligt at besætningsejeren selv målte mælkemængde og udtog mælkeprøverne (B-kontrol), så assistenterne kunne klare flere besætninger om dagen. De kørte så rundt i bil og samlede prøverne, som de derefter analyserede ude på den gård, hvor de havde haft en A-kontrol samme døgn.

Køerne blev malket i spand, og mælken blev så hældt op i prøvespanden. Mælkemængden blev vejet med bismervægt, og mælkeprøven blev udtaget ved at dreje på hanen nederst på prøverøret, som netop kan ses på billedet. Dette var normal praksis helt fra 1895 og op til ca. 1960, hvor rørmalkningen tog over.

Kontrolassistentens udstyr var i en kontrolkasse, hvis indhold på billedet her er vist ved et bord.

Nederst til venstre er kassen med flasker til mælkeprøver. Ved siden af den står butyrimeterkassen og til højre står vandbadet, hvor prøverne blev holdt varme efter analysering.

Øverst til venstre igen en butyrimeterkasse og pipetter til gerbersyre (ren svovlsyre), amylalkohol og mælk. Yderst til højre er centrifugen. 

10 ml gerbersyre, 11 ml mælk og 1 ml amylalkohol blev blandet i et specielt glas (butyrimeter), som derefter blev proppet til og omrystet. Man rystede hele butyrimeterkassen, som derfor var forsynet med et drejeligt låg, som kunne holde butyrimetrene på plads. Svovlsyren opløste proteinerne, fedtet blev frigjort og smeltede pga. varmeudviklingen og lagde sig efter en kort centrifugering oven på svovlsyren, så rumfanget kunne aflæses på en skala i butyrimetret.

Når analyseringen var afsluttet rengjorde assistenten alt sit udstyr og pakkede det i kontrolkassen, hvorefter han med håndskrift førte resultaterne for hver enkelt ko ind i kontrolbogen, hvor han også beregnede koens dagsproduktion af smørfedt. Baseret på resultaterne fra de enkelte kontroldage ajourførte han løbende hver enkelt ko's ydelse fra kontrolårets begyndelse.

Da rørmalkningen tog over efter spandemalkning fik man mælkemålere, som udtog en proportionel prøve af mælkemængden i et målerør. På røret var en skala, så man kunne aflæse mælkemængden. Det var vigtigt at holde målerøret lodret, når man aflæste, for ellers blev mælkemængden aflæst forkert. Et andet problem var mængden af skum oven på mælken.

I begyndelsen havde man pipetterør, så man kunne udtage mælkeprøver, der var proportionale med mælkemængden fra hver malkning. Teoretisk set kan man kun finde det korrekte fedtindhold for hele døgnet ved hjælp af proportionale prøver. Imidlertid er forskellen på mælkemængde ved aftenmalkning og morgenmalkning normalt ikke voldsomt stor, så man kunne tillade sig at gå over til lige store prøver fra hver malkning.

Mælken fra målerøret blev hældt i et blandingsbæger, hvilket sikrede korrekt opblanding af mælkeprøven, og man udtog en fast mælkemængde med en særlig øse, som det ses på billedet til venstre.

Når øsen blev sat ned oven i et prøveglas (nederst til højre i billedet) blev indholdet automatisk fyldt i prøveglasset.

Kontrolbogen var udskiftet med et prøvemalkningsblad (det gule og blå skema nederst) og kontrolassistenten regnede ikke mere ydelsesresultaterne ud. Han sendte prøvemalkningsbladet til en af landets 11 TP-stationer og analyserne til et af landets 3 centrallaboratorier. Det betød, at kontrolassistenten kunne nå endnu flere besætninger, når besætningsejerne selv udtog prøverne.

Den ovenfor beskrevne Gerbermetode til bestemmelse af mælkens fedtindhold blev afløst af fotometriske apparater, som ud over fedtindholdet også kunne analysere protein og mange andre stoffer. Hertil kom at laboratorierne fik udstyr til måling af mælkens celletal.

Sådan kørte det frem til 2005, da RYK blev dannet og kontrolarbejdet blev omorganiseret og ny teknik blev indført i ydelseskontrollen.

Hvis du gerne vil se, hvordan ydelseskontrollen gennemføres nu, så klik her