Bekendtgørelsen har væsentligt ændrede regler idet begrebet ”samdrift” bliver ophævet.
Det betyder at kvæg i hidtidige samdrifter skal registreres ud på de besætninger, hvor de fysisk befinder sig. Der indføres ”forenklet flytning” af dyr mellem besætninger med samme ejer. Der indføres obligatorisk mærkning med elektroniske øremærker til kvæg og mulighed for at benytte øremærker fra en kvægbesætning også i andre kvægbesætninger med samme ejer. Der kommer endvidere nye regler vedrørende registrering af græsningsarealer.
Samdrift ophæves
Samdriftsaftalerne for kvæg, får og geder falder automatisk bort pr. 31/12 2009. Besætningsejerne (kvæg) skal inden 1. maj 2010 sørge for at hvert enkelt kreatur er registreret i netop den besætning, hvor det fysisk befinder sig. Det sker ved at melde flytning ud af ”hovedbesætningen” af de dyr, der befinder sig i besætninger på andre CHR-numre. Når dyrene er flyttet på plads skal besætningsejer løbende melde alle flytninger af dyr mellem sine besætninger.
Besætningsejere med får/geder skal fra 1. januar 2010 løbende melde alle flytninger af dyr mellem sine besætninger. Får og geder, der flyttes mellem besætninger med samme ejer skal ikke ledsages at et sundhedsdokument.
For svins vedkommende vil eksisterende griseringsaftaler automatisk blive konverteret til omsætningsaftaler umiddelbart i forbindelse med bekendtgørelsens offentliggørelse. Samdriftsaftalerne ved svin kan ikke konverteres, men de vil manuelt blive omlagt til omsætningsaftaler, hvis besætningsejeren ønsker dette. Nogle griseringsaftaler og samdrifter vil ikke kunne fortsætte som hidtil som følge af nye regler for, hvor mange besætninger man må modtage svin fra. Ved svin skulle man allerede efter den gamle bekendtgørelse indberette flytninger mellem besætninger inden for samdriften.
Alle besætningsejere med kvæg, får, geder og svin der hidtil har haft en samdrift eller grisering vil i løbet af december få et brev fra Fødevarestyrelsen om hvad de nye regler betyder for dem.
Forenklet flytning
For at lette indberetning af flytninger af kvæg, får og geder mellem besætninger med samme ejer indføres et nyt system, således at besætningsejeren blot skal indberette den ene ende af flytningen. Kvægdatabasen danner så automatisk den modsvarende ende. Det vil først og fremmest være en fordel for dem, der tidligere havde samdrift, men løsningen gælder helt automatisk ved alle flytninger mellem besætninger med samme ejer.
Ved samme ejer forstås, at besætningerne er registreret med samme CVR-nummer eller samme CPR-nummer på ejeren. Numrene skal være ens. Man kan således ikke bruge forenklet flytning mellem besætninger hvor ejeren af den ene er registreret med CVR-nummer og ejeren på den anden er registreret med CPR-nummer, - heller ikke selv om det er samme person.
Besætningsejeren kan selv vælge, om han vil indberette afgang fra den ene besætning eller modtagelse i den anden besætning. Kvægdatabasen vil så danne den modsvarende hændelse på samme dato, samme dyr og modsvarende besætning. Der er således ingen risiko for at de 2 indberetninger ikke modsvarer hinanden præcist.
Baggrunden for at man har kunnet lave ”forenklet flytning” er, at det ved flytning mellem besætninger med samme ejer vil være den samme person, der har det endelige ansvar for indberetningerne.
Alle flytninger mellem besætninger med forskellige ejere skal håndteres som hidtil. Her er der ingen automatik.
Obligatorisk anvendelse af elektroniske øremærker til kvæg fra 1/6 2010
Anvendelse af elektroniske øremærker til kvæg gennemføres i 2 tempi. Fra 1/3 2010 vil man ikke mere kunne få udleveret seriemærker til kvæg uden at øremærket til dyrets venstre øre er et elektronisk øremærke. Fra 1/6 2010 er det ikke tilladt at anvende ikke elektronisk mærkning af nyfødte eller importerede dyr. Der er ingen undtagelser
Anbefalingen må derfor være at besætningsejerne enten skifter til elektroniske øremærker med det samme eller i hvert fald ikke anskaffer flere ikke elektroniske seriemærker end at de vil være opbrugte inden 1/6 2010.
Der er ikke umiddelbart udsigt til prisændringer, så man får næppe billigere mærker ved at vente.
Alle besætningsejere med kvæg vil få et orienterende brev om de nye regler om elektroniske mærker, forenklet flytning, græsningsarealer mm.
Vi arbejder p.t. på en orientering vedrørende de elektroniske mærker og de tænger, der kan anvendes til elektroniske mærker.
Der vil snarest muligt komme et brev til samtlige kvægbesætninger, hvor vi sammen med Fødevarestyrelsen orienterer om overgangen til elektronisk mærkning, mærker og tænger, forenklet indberetning m.v.
Anvendelse af øremærker i andre kvægbesætninger med samme ejer
Det er nu tilladt at anvende øremærker fra en kvægbesætning også i andre kvægbesætninger med samme ejer. Det imødekommer nogle af de tidligere samdriftsbesætninger og løser et problem i forbindelse med importerede dyr, der står i karantæne på en anden ejendom. Definitionen af ”samme ejer” er igen samme CVR-nummer eller samme CPR-nummer som ejer af de berørte besætninger.
Vi fortsætter indtil videre med de kendte begrænsninger på udlevering af øremærker indtil vi har indhøstet erfaringer med den nye ordning.
Der skal ikke indberettes transportmiddel ved flytning af får og geder
Kravet om indberetning af køretøjs indregistreringsnummer og nationalitet samt transportørens autorisationsnummer er bortfaldet. Kravet gav mange problemer og en granskning af EU-reglerne har vist, at det ikke er et EU-krav. Derfor bortfalder kravet nu.
Vi har rettet datakontrollen i Kvægdatabasen, således at indberetninger uden de nævnte oplysninger nu kan falde på plads. Vi laver også nye registreringsblokke uden kolonner til oplysningerne. Vi må overveje, om vi skal destruere restlageret af de nuværende blokke.
Græsningsarealer
Bekendtgørelsen indeholder krav om registrering af græsarealer der ikke støder op til det areal hvorpå CHR-nummerets staldanlæg er beliggende. Hvis anden ejendoms jord ligger mellem græsningsarealet og det areal hvor CHR-nummeret er beliggende, skal anvendelse af græsningsarealet i mere end 30 dage registreres ved, at man i GHI knytter det markbloknummer, hvor græsarealet er beliggende, til besætningsejer (CVR eller CPR-nummer). Den besætningsejer, der benytter et græsningsareal i mere end 30 dage skal indberette, at han kan have dyr (kvæg, får eller geder) gående på det pågældende areal, men han skal ikke indberette eller føre notat over, hvilke dyr det er.
Veterinær status
I samdrifter havde alle dyr automatisk samme veterinære status (salmonella og andre overvågede sygdomme på besætningsniveau). Med samdrifternes bortfald får hver enkelt besætning nu beregnet sin helt egen veterinære status.
En ny ungdyrbesætning, der får samtlige sine dyr fra den tidligere samdriftsbesætning, får automatisk samme salmonellastatus som den besætning dyrene kom fra. Derefter håndteres den som en ikke mælkeproducerende besætning, med den normale overvågning, som klares ved hjælp af stikprøvevis udtagning af blodprøver fra slagtedyr på slagteriet. Kvægdatabasens systemer til udpegning af dyr til blodprøvning vil helt automatisk håndtere dette.
Besætningen bevarer sin oprindelige status indtil den modtager dyr med lavere status eller falder ved en stikprøvevis blodprøve på slagtedyr. Tilføres et dyr med lavere status, får besætningen automatisk samme lavere status som det tilførte dyr. Falder besætningen på en blodprøve med antistofværdi over 50, overføres den til salmonellaniveau 2. Besætningens status må derefter afklares ved udtagning af blodprøver enten på slagteriet eller via dyrlægen.