Nu er Bedriftsløsningen nedlagt, og de fleste bedrifter styrer i dag fodringen gennem NorFor og DMS (Dairy Management System). Det skifte betyder samtidig, at begrebet ‘Fodereffektivitet’ er erstattet af et nyt energimål: ‘Energiudnyttelse’.
”Energiudnyttelsen i NorFor/DMS viser, hvor mange livsytringer (mælk, tilvækst, foster og vedligehold) malkekøerne har fået ud af det foder, som de er tildelt i krybben,” forklarer specialkonsulent Henrik Martinussen hos VFL, Kvæg.

Figuren viser skematisk, hvordan danske besætninger typisk fordeler sig med hensyn til Fodereffektivitet og Energiudnyttelse.
I det gamle system nåede de bedste besætninger typisk en fodereffektivitet i niveauet 87-88, og gennemsnittet var 83. Nu ligger besætningerne med den højeste energiudnyttelse typisk i niveauet 98-100, og gennemsnittet ligger på 93.
”Det teoretiske maksimum for energiudnyttelse på 100 afspejler en situation, hvor der ikke tabes energi i form af syge dyr, foderspild, overfodring eller unøjagtigheder i fodringen,” supplerer Henrik Martinussen.
Landbrug og Fødevarer, Kvægs mål for 2013 bliver således konverteret fra at hæve fodereffektiviteten fra 83 til 87 pct. til at hæve energiudnyttelsen fra 93 til 97 pct.
Artiklen har været bragt i KvægNyt nr. 2 - 2012