Feedback Form

  

Oprettet: 10-10-2011

Hjælp til mycoplasma-ramte 

Nyt beredskab skal hjælpe ramte besætningsejere og afklare mulige årsagsforhold.


Foto: VFL, Kvæg

Landbrug & Fødevarer, Kvæg har besluttet at oprette et beredskab for mycoplasma. Først og fremmest ønsker man at håndtere og hjælpe de ramte besætninger. Dernæst ønsker man at fastslå med sikkerhed, at sygdomsårsagen er Mycoplasma Bovis, og man vil forsøge at finde årsagerne til, at sygdommen pludseligt blusser op samt at få et overblik over situationen på landsplan.

Først afklaringsfase
De kommende tre måneder består beredskabet af en afklaringsfase. I denne periode forventer man at finde årsager til de kliniske symptomer og at få overblik over situationen. Både dyrlæger, foder- og plantekonsulenter fra Videncentret for Landbrug deltager i dette arbejde, så afklaringen af årsager og fastlæggelse af diagnoser foregår på samme måde i alle besætninger. Efter afklaringsfasen vil beredskabet omfatte yderligere opsamling af viden og erfaring samt rådgivning om håndtering af infektioner med mycoplasma.

Afklaringsfasen omfatter:

  • Fælles besætningsbesøg med plante-, fodrings- og veterinærkonsulenter fra Videncentret i de næste fem-ti besætninger, der rammes. Under besøgene undersøges mulige smittekilder, afgrøder, fodermidler og fodring i perioden forud for symptomer.
    Der vil desuden blive udtaget forskellige prøver til diagnostik. Besætningsejeren vil modtage rådgivning om, hvordan han bedst muligt håndterer situationen.
  • Obduktion af et-tre døde eller aflivede dyr fra hver besætning.
  • Opfølgning i de ramte besætninger med relevante intervaller.  

Ved mistanke om Mycoplasma Bovis i besætningen kan dyrlæge Kaspar Krogh kontaktes på tlf. 8740 5270, ksk@vfl.dk

Læs mere om mycoplasma og beredskabet på www.landbrugsinfo.dk/mycoplasma
 

Artiklen har været bragt i KvægNyt nr. 18, 2011  



Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 10-10-2011 Oprettet: 10-10-2011 Revideret: 10-10-2011

Forfatter

Informationskonsulent
Kirsten Foss Marstal
Kvæg