Detaljeret, faglig beskrivelse af sygdommen.
Ætiologi og epidemiologi
Kvægpest findes hos klovbærende dyr og er karakteriseret ved feber, necrotiserende stomatitis, gastroenteritis, lymfoid nekrose og høj mortalitet.
Kvægpest skyldes et morbillivirus, der er nært beslægtet med fåre- og gedepestvirus, hundesygevirus og mæslingevirus.
Virustyperne varierer markant i værtsspektrum og virulens.
Serum fra rekonvalescente og vaccinerede dyr krydsreagerer med alle virusstammerne i neutralisationstest, men små antigene forskelle har været påvist.
I den epidemiske form er kvægpest den mest dødelige sygdom, der er beskrevet hos kvæg. Modtageligheden varierer mellem de klovbærende dyrearter, og sygdommen kan optræde subklinisk hos svin.
I områder, hvor kvægpest forekommer endemisk (Indien og Afrika), ses infektion af unge dyr efter ophør af maternel immunitet, og før en vaccination har effekt. Dette betyder ofte en efterfølgende spredning til får, geder og til vilde klovbærende dyr med risiko for tilbagesmitte til kvægbestanden. Morbiditeten er lav og de kliniske tegn ofte milde.
I epidemiske områder (dele af Afrika, Asien) inficeres hovedparten af modtagelige dyr og bliver selvbegrænsende, da morbiditeten er næsten 100%, og mortaliteten er op til 90%. Kun i meget store populationer kan sygdommen efterfølgende blive endemisk i disse områder.
Transmission og patogenese
Virus udskilles i næseflåd i inficerede dyr i 1-2 dage, før dyrene får feber. Efter udbrud af kliniske symptomer er udskillelsen massiv i alle sekreter, men falder hurtigt hos de dyr, der overlever og begynder at danne antistoffer.
Smittespredning sker ved direkte kontakt eller tæt indirekte kontakt mellem dyr, og infektionen sker i næse-svælgregionen.
Der er ikke risiko for udvikling af carriers, men virusinfektionen vedligeholdes gennem konstant overførsel mellem modtagelige individer.
Efter opformering i lymfeknuderne i næse-svælgregionen prolifererer virus via det lymfatiske system til slimhinderne i det gastro-instestinale system samt de øvre luftveje.
Vævsskaderne skyldes en direkte cytopatogen effekt af virus.
Virale antigener inducerer et kraftigt immunrespons, der hurtigt begrænser infektion med opheling af vævsskaderne, hvis disse ikke er for udbredte.
Kliniske og patologiske symptomer
Efter en inkubationsperiode på 3-15 dage begynder kliniske symptomer at optræde: feber, ophørt ædelyst og depression. Øjen- og næseflåd optræder 1-2 dage efter, og inden for 2-3 dage begynder små nekrotiske læsioner, der dog hurtigt øges i omfang, at optræde i mundhulen. Både den hårde og bløde gane er omfattet af skaderne.
Øjen- og næseflåd bliver pusagtigt, og mulepladen bliver tør og skorpet.
Diarré er det sidste symptom, der kan observeres, og kan være vandig, blodig og eventuelt indeholde slimhinder.
Dyrene viser tydelige tegn på kraftig abdominal smerte, tørst og åndenød og dør ofte af dehydrering.
Rekonvalescens er langvarig og kan blive kompliceret af andre infektioner som følge af en generel immunosuppression.
Makroskopiske forandringer ses i tydeligt i hele udstrækningen af det gastro-instestinale system og de øvre luftveje i form af store områder med nekroser og blodfyldninger - det sidste kendes som "zebra-striber" i rectum.
Lymfeknuderne er svulne og ødematøse med nekrotiske foci i Peyerpletterne.
Histologisk ses lymfoid og epithelial nekrose med virale syncytier og intracytoplasmatiske inklusioner.
Diagnose
De kliniske og patologiske fund er tilstrækkelige til at diagnosticere kvægpest i endemiske områder, første laboratoriediagnose er nok i epidemiske områder.
I områder, hvor sygdommen ikke er almindelig, skal der anvendes laboratoriediagnostik til at differentiere kvægpest fra BVD, mund-og klovesyge, IBR og ondartet katarrfeber.
Laboratoriediagnosen stilles ved isolation af virus fra blod, milt eller lymfeknuder samt påvisning af antistoffer i blod eller vævsvæsker.
Det er nødvendigt at udtage prøver fra flere dyr i den tidligere fase af et klinisk udbrud - helst før tegn på diarré.
Stabiliseret fuldblod, lymfoidt væv, milt og tarme skal udtages aseptisk og transporteres i frossen stand eller med køleelementer i forsendelsen.
Kontrol
Ved udbrud af kvægpest vil besætningen med tilhørende kontaktbesætninger blive slået ned.
Ved bekæmpelsen af kvægpest er et yderst vigtigt at iværksætte "stand-still", da sygdommen praktisk talt kun overføres ved direkte kontakt mellem dyr.
Det er muligt at vaccinere mod kvægpest, og immuniteten er livslang. Maternel beskyttelse varer i 6-11 måneder.
Endemisk kvægpest bekæmpes bedst ved karantæne og ringvaccination, eventuelt med nedslagning af syge dyr.
I epidemiske områder bekæmpes kvægpest mest optimalt ved hjælp af nedslagning og karantæne.
I lande fri for kvægpest er importkontrol meget vigtigt, eventuelt suppleret med vaccination af dyrene nær grænsen.
Der er global enighed om at bekæmpe kvægpest ved hjælp af massive vaccinationskampagner - et mål, der snart er inden for rækkevidde, idet kvægpest kun findes i områder i Pakistan og Indien.
