
Langt over 1.000 kvægbrugere deltog i åbent-hus arrangementet på Kjargården I/S ved Sunds. Foruden besøg i de store stalde med næsten 3.000 kalve fik de i gårdens værksted information om det nye krydsningskalveprojekt. Foto: Trine Barrett
Under overskriften ”Krydsningskalve – en mulighed? - fra inseminering til slagtning", havde kvægbruger Karsten Willumsen i går åbnet dørene til sin slagtekalvebedrift og i samarbejde med Viking, Danish Crown og Videncentret for Landbrug, Kvæg, sat fokus på produktionen af krydsningskalve. Og der var stor tilslutning til arrangementet – over 1.000 deltagere så på dyrene og hørte faglige indlæg, som kunne inspirere dem til at overveje selv at producere krydsningskalve. Dagen bød ud over et selvsyn af de flotte dyr også på faglige indlæg, hvor der blev blandt andet præsenteret resultater fra de forsøg der er i gang på Kvægbrugets Forsøgscenter med krydsningskalve. Og teamleder Per Spleth fra Videncentret for Landbrug, Kvæg er meget tilfreds med dagen:
”Det er meget tydeligt, at der, med den opbakning til vores åbent-hus arrangement, er mange, der ser en mulighed i at løfte kalvekødsproduktionen ved hjælp af krydsningskalve på grund af den bedre tilvækst og afregning”, siger Per Spleth. Per Spleth understreger desuden, at et væsentligt element i modellen med krydsningskalve er, at det er en win-win-situation for både slagtekalveproducenten og mælkeproducenten, som leverer kalven:
”Slagtekalveproducenten betaler mere for krydsningskalven til leverandøren, men får så til gengæld en bedre pris hos slagteriet,” forklarer Per Spleth.

Gå til Landmand.dk

Gå til Landmand.dk