Feedback Form

Landmand.dk Kvæg  

Oprettet: 03-02-2012

Ludkorn fremstillet af spiret korn fordærver let 

Skimmelsvampe og jordbakterier fordærver vådt og spiret ludkorn og medfører risiko for ophobning af giftstoffer i foderet.


Sammenklumpet ludhvede med ”vat-agtig” vækst af bl.a. skimmelsvampe.

Ludbehandlet korn har en relativ høj stabilitet sammenlignet med f.eks. valset korn. Men erfaringer fra den vanskelige høst i 2011 viser, at ludning af spirede eller meget våde og ikke fuldt afmodnede kornpartier ikke giver lagerstabilt ludkorn. En række mælkeproducenter har oplevet, at partier af 2011-hvede, ludbehandlet med 3 pct. natriumhydroxid, efterfølgende har taget varme. 

Mider, bakterier og gær
En undersøgelse af to ustabile partier har da også vist, at eftervarmning af ludkorn, der opstår uger efter behandlingen, er en aktiv og kompleks mikrobiel proces, som er meget vanskelig at stoppe. I de to partier fandt man således mider, bakterier, gær og en del forskellige skimmelsvampe i begge partier. Blandt andet fandt man såkaldte Streptomyceter, der dækker over talrige arter af bakterier, og som kan producere mange biologisk højaktive stoffer. Stoffer, der bl.a. kan påvirke andre mikroorganismer - eksempelvis vombakterier. Eftervarmning i ludkorn medfører således risiko for ophobning af giftstoffer i foderet. Husk derfor, at fordærvet foder aldrig bør udfodres.

Fakta om ludet korn
Ludning (sodabehandling) af korn giver en kraftig behandling af kornets skaldele i form af den ætsende effekt af lud og varmepåvirkning. Sammen med den mekaniske påvirkning i blanderen og et højt vandindhold ved udfodring opnås et fodermiddel med høj fordøjelighed og gode ernæringsmæssige egenskaber ved opfodring til malkekøer.  

  • Holdbarheden af ludet korn falder med stigende vandindhold
  • Tørt ludkorn skal opfugtes før udfodring for at sikre en høj fordøjelighed
  • Hele hvedekerner bør ikke kunne genfindes i gødningen hos køer fodret med ludbehandlet hvede
  • Hvede behandles med 3 % natriumhydroxid (25 kg kaustisk soda/natriumhydroxid pr 800 kg lagerfast hvede)
  • Husk aldrig at opfodre ludbehandlet korn til goldkøer af hensyn til risikoen for mælkefeber
  • Fodring med ludbehandlet korn erstatter anvendelse af natriumbikarbonat i foderrationen og er mere skånsom for vommen end fodring med valset eller pelleteret korn. 

Læs mere i KvægInfo 2275

 

Landmandsportalen Landmand.dk

Gå til Landmand.dk

Landmandsportalen Landmand.dk

Gå til Landmand.dk

 

 

 

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 03-02-2012 Oprettet: 03-02-2012 Revideret: 03-02-2012

Forfatter

Kvægbrugskonsulent
Niels Bastian Kristensen
Kvæg, Team Foderkæden