Feedback Form

Landmand.dk Kvæg  

Oprettet: 20-02-2012

Det globale mælkemarked viser tegn på stabilisering 

Det gennemsnitlige driftsresultat pr. kg mælk på danske bedrifter forventes at falde til 23 øre i første kvartal. Det ser dog ud til, at det globale mælkemarked er kommet mere i balance i starten af 2012 i forhold til udsigterne i slutningen af 2011.


Den markante svækkelse af euroen i forhold til dollaren har forbedret den europæiske mælkesektors konkurrenceevne.

I 1. kvartal 2012 forventes et driftsresultat på 23 øre pr. kg mælk for det gennemsnitlige kvægbrug. Dermed er resultatet pr. kg mælk faldet til omkring samme niveau som i foråret 2011. Det skriver Kvægøkonomisk nyhedsbrev. Driftsresultatet pr. kg mælk har været faldende siden tredje kvartal 2011 og ligger i øjeblikket cirka på samme niveau som i foråret 2011. I de kommende kvartaler forventes det at blive lavere end gennemsnittet for 2011. Resultatet for 2012 forventes dog stadig at ligge over niveauet for både 2009 og 2010. Siden nytår er mælkeprisen blevet sænket med 5,5 øre. Afregningsprisen er pt. 2,59 kr. pr. kg konventionel standardmælk og tilsvarende 3,17 kr. pr. kg økologisk standardmælk.

Bedre balance i det globale mælkemarked
Samlet set ser det dog ud til, at det globale mælkemarked i starten af 2012 er kommet mere i balance i forhold til udsigterne i slutningen af 2011. Hjemmemarkedet – særligt markedet for højværdiprodukter - er dog stadig svagt. Mælkemarkedet holdes oppe af efterspørgslen uden for EU. Efter at trenden på det globale mælkemarkedet har peget nedad gennem hele efteråret 2011, ser det nemlig nu ud til, at der i det nye år er kommet mere balance i markedet. Det kan blandt andet forklares med, at væksten i den new zealandske mælkeproduktion er aftaget noget her i vinteren i 2011/12. Det skyldes, at landet visse steder har været ramt af tørke i starten januar.

Derudover har den markante svækkelse af euroen i forhold til dollaren forbedret den europæiske mælkesektors konkurrenceevne. Eksporten fra EU har været stigende gennem de seneste måneder. Og da der samtidigt ikke er noget stort mælkeoverskud i EU, forventes den stigende eksportefterspørgsel også at holde hånden under priserne på det pressede europæiske marked.

Tæt på fuld kvoteudnyttelse
Den foreløbige mælkeindvejning i Danmark ligger i øjeblikket et halvt procentpoint under fuld kvoteudnyttelse. Siden uge 45 har mælkeindvejningen ligget over indvejningen de foregående to år. Dog har det meget kolde vejr de seneste uger medført et fald i indvejningen. Samlet set forventes det, at Danmark kommer tæt på fuld kvoteudnyttelse i 2011/12. 

Læs mere i Kvægøkonomisk nyhedsbrev

 

Landmandsportalen Landmand.dk

Gå til Landmand.dk

Landmandsportalen Landmand.dk

Gå til Landmand.dk

 

 

 

 

 

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 20-02-2012 Oprettet: 20-02-2012 Revideret: 20-02-2012

Forfatter

Konsulent
Jannik Toft Andersen
Kvæg, Team Bedriftledelse