
I 2011 afprøvede en række danske landmænd kompostmåtten. Ud fra deres erfaringer skal forskerne nu videreudvikle komposteringsstalden. Foto: Inger Dalgaard, VFL, Kvæg.
Komposteringsstalde får en stadig større opmærksomhed på grund af en positiv indvirkning på kokomfort og velfærd. Forekomsten af halte køer og køer med hasetrykninger er lavere i komposteringsstalde i forhold til sengebåsesystemer med madrasser eller sand. Den bløde og tørre kompostmåtte muliggør fri bevægelighed og naturlig ligge- og rejse-sig adfærd. Det skriver nyhedsbrevet Ny KvægForskning. Mælkeproducenterne i Israel og USA er da også meget tilfredse med systemet og synes, at kokomforten er bedre i forhold til deres tidligere system.
Det fugtige danske klima er en udfordring
De første danske erfaringer viser imidlertid, at det er svært at holde kompostmåtten tør ved harvningen alene, især i vintermånederne. Et nyt forskningsprojekt skal derfor udvikle komposteringsstalde, der er tilpasset det fugtige og kølige danske klima. I en pilotbesætning etableres en kompostmåtte bestående af egnet flismateriale og køernes gødning. Måtten skal holdes tør og ren ved hjælp af varmen fra komposteringsprocessen og daglig harvning.
Da komposten består af organisk materiale, kan det give øget vækst af miljøbakterier, som kan give yverbetændelse. Studier og praktiske erfaringer viser dog, at det er muligt for besætninger med komposteringsstald at opnå tilfredsstillende yversundhed. Nogle besætninger har endda vist forbedringer i yversundhed og mælkekvalitet efter implementering af komposteringsstalden. Det peger på, at komposteringsstalden kan fungere godt med rigtig management. Forskerne mangler dog viden om, hvilken management der skal til for at sikre en god yversundhed og mælkekvalitet. Det vil man se på i det nye projekt. Desuden testes, hvordan mekanisk luftcirkulation eller indblæsning kan fremme iltning af komposten og bidrage til at holde kompostmåtten tør. Også virkninger af komposteringsstalden på køernes sundhed, velfærd, ammoniakfordampning, lugtgener, energiregnskab samt etablerings- og driftsomkostninger undersøges.
Bag projektet står KU-LIFE, AU-DJF, Økologisk Landsforening, KomTek og Videncentret for Landbrug – Kvæg.
Læs mere i Ny KvægForskning
|
Komposteringsstalde er stalde, hvor køerne holdes på et lag
af komposterende materiale som regelmæssigt bearbejdes
- fx med en kraftig harve, når køerne malkes. Systemet er
beskreveti litteraturen fra Israel, USA og Holland, og er
fra sommeren 2011 afprøvet blandt danske landmænd.
|
|

Gå til Landmand.dk

Gå til Landmand.dk