Feedback Form
Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 13-06-2007 

PlanteNyt  - 66 konv. 

Oprettet: 25-06-2004

Vildtet skal ud af græsmarken før skårlægning 




Høst af grønafgrøder foregår midt i vildtets yngletid. Mange dyr kan reddes, hvis der enten opsættes skræmmemidler op før høst, marken afdrives inden høst, eller hvis marken høstes rigtigt .

Skræmmemidler
Aftenen inden høst opsættes stokke med ca. 20 meters mellemrum. På stokkene fastsættes stanniol eller papir-/plastsække eller -strimler. Herved får råen mulighed for at flytte sit lam i løbet af natten. Det er også muligt at montere en bom på traktorens front, hvorfra der hænger kæder eller klokker, der jager vildtet op før det påkøres af maskinen. Det er en god idé at gøre bommen så lang, at den også afsøger det næste skår.

Figur 1. Bom monteret på traktor front.

Brug vildtredderen - det er gratis!
Det er muligt at hente hjælp hos Danmarks Jægerforbunds vildtredderkorps. En vildtredder kan tilkaldes umiddelbart inden høst og afdrive marken med sin hund. Det er gratis at bruge vildtredderen, der dog er berettiget til at få kørselsomkostningerne dækket. Den nærmeste vildtredder findes på www.jaegerforbundet.dk/437 eller oplyses på tlf.: 87 91 06 07.

Rigtig høst redder vildtet
Mange vilde dyr dræbes og kvæstes, når græsmarken høstes ved at starte med at køre en eller flere gange rundt om marken. De fleste dyr vil undgå at passere den åbne flade og vil derfor søge ind mod midten, før de til sidst havner i skårlæggeren. I vildtets yngletid er dyrene mere frygtsomme og skjuler sig hellere i afgrøden end at flygte. Men ved rigtig høst, fra midten og ud mod kanterne, drives dyrene ud af marken, efterhånden som den høstes.

Figur 2. Rigtig høst af marken redder mange dyr.

Døde dyr i ensilerede afgrøder medfører desuden botulisme - pølseforgiftning - hos de husdyr, som æder ensilagen. Det kan medføre adskillige dødsfald i en kobesætning, der fodres med ensilage, som indeholder dødt vildt.

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 13-06-2006 Oprettet: 25-06-2004 Revideret: 25-06-2004

Forfatter

Landskonsulent
Martin Mikkelsen
Planteproduktion, Plantefaglig specialviden