Feedback Form

Info-planter  

Oprettet: 08-07-2008

Kyoto-protokollen 

 

Landbrugets udledning af metan og lattergas udgør 13,6 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Landbrugets brændstof- og energiforbrug indgår dog ikke i tallet.


Danmarks udledninger af drivhusgasser i 2006. Energi- og transportsektoren bidrager med næsten 80 pct. af udledningen. Landbrugets udledning af metan og lattergas udgør 13,6%. Landbrugets brændstof og energiforbrug indgår dog ikke i de 13,6 pct.
Kilde: DMU 2008.

Kyoto-protokollen er en FN-protokol, som er udarbejdet for at begrænse udledningen af drivhusgasser og mindske den globale opvarmning.

Kyoto-protokollen forpligter industrilandene til at nedbringe udslippet med i gennemsnit 5,2 procent for perioden 2008-2012 i forhold til udslippet i 1990.

Danmark skal reducere udslippet af drivhusgasser med 21procent.

EU's målsætninger

 Europa-Kommissionen lægger derudover op til, at udledningen af drivhusgasser fra transport og landbrugsektoren i EU inden 2020 skal reduceres med 10 pct. i forhold til 2005. Danmark forventes at skulle reducere udledningen af drivhusgasser fra de to sektorer med 20 pct. inden 2020.  

Vanskeligt at nå målet

Danmark har endnu langt fra opfyldt de nuværende målsætninger. I 2005 havde vi således kun reduceret udledningen af drivhusgasser med under 10 pct., hvilket betyder, vi ikke er nået halvvejs til målet.

Der skal derfor indsættes nye og kraftige initiativer, for at Danmark kan nå sin forpligtelse om at reducere udledningen af drivhusgasser med 21 pct. før 2012.

Danmarks CO2-forpligtigelser forventes i nogen grad at kunne opfyldes ved køb af CO2-kvoter fra andre industrialiserede lande, som ikke udfylder deres CO2-kvote.

Der er dog næppe tvivl om, at der skal arbejdes på at begrænse den nationale udledning af drivhusgasser.

Det går den rigtige vej

Landbrugets udledning af drivhusgasser er reduceret betydeligt de seneste år.

Fra 1990 til 2006 faldt udledningen med 26 %. Det skyldes primært, en bedre udnyttelse af gødningen og dermed til et fald i lattergasudledningen. Hertil kommer et svagt faldende forbrug af fossil energi i landbruget.

Kilde: DMU

 

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 08-07-2010 Oprettet: 08-07-2008 Revideret: 08-07-2008

Forfatter

Landskonsulent
Søren Kolind Hvid
Planteproduktion, Plantefaglig specialviden