Feedback Form

Økoboksforsøg  

Oprettet: 31-01-2012

Økoboksforsøg nr. 6 - Afprøvning af forhøjet hvedetilsætning 

Resultaterne af forsøget viste, at kyllingernes vægt og foderudnyttelse blev påvirket signifikant af forhøjet hvedetilsætning.

Sammendrag og konklusioner

Det overordnede formål med forsøget var at undersøge, i hvilket omfang økologiske slagtekyllinger påvirkes af forhøjet hvedetilsætning gennem store dele af vækstperioden. Påvirkningen blev undersøgt i forhold til vægt, foderforbrug, foderudnyttelse, trædepudesundhed og fjerdragtsbedømmelse.

I forsøget indgik i alt tre behandlinger med fire gentagelser, som blev gennemført fra dag 21 til dag 60.

  • Behandling 1: Normal hvedetilsætning (ca. 8 pct. akkumuleret) 
  • Behandling 2: Høj hvedetilsætning (ca. 19 pct. akkumuleret) 
  • Behandling 3: Meget høj hvedetilsætning (ca. 26 pct. akkumuleret)

Fra dag 0 til 21 blev der i alle bokse tildelt startfoder. Dag 21 skiftedes til voksefoder og hvedetilsætningen startede. Fra dag 7 blev kyllingerne tildelt byg/ært-helsædsensilage. Tilsætningen af hel hvede og grovfoder skete efter et i forvejen fastlagt program.

Kyllingernes vægt og foderforbrug blev registreret på dag 0, 7, 21, 35, 51 og 60. Ved forsøgets afslutning på dag 60 blev trædepudesundheden og fjerdragten vurderet på 30 kyllinger fra hver boks. Antal døde kyllinger blev registret dagligt.

Resultaterne viste, at kyllingernes vægt og foderudnyttelse blev påvirket signifikant af forhøjet hvedetilsætning. Laveste vægt og dårligste foderudnyttelse sås hos kyllingerne i behandling 3 med meget høj hvedetilsætning. Der var signifikant forskel fra dag 51 og frem til forsøgets afslutning, hvor behandling 1 og 3 dannede yderpunkter.

Ved forsøgets afslutning på dag 60 var vægten 2.343 g, 2.260 g og 2.166 g i hhv. behandling 1, 2 og 3.

Den opnåede trædepudescore var meget fin. Trædepudescoren var hhv. 2, 3 og 1 i de tre behandlinger.
Bedømmelsen af kyllingernes fjerdragt viste signifikante forskelle. Kyllingerne i behandling 3 skilte sig signifikant ud fra de to øvrige behandlinger med den dårligste fjerdragt. Fjerdragtsbedømmelsen i behandling 1 og 2 adskilte sig ikke signifikant. Behandling 2 opnåede den numerisk bedste bedømmelse.  

Dødeligheden var meget lav gennem hele forsøget med i alt 9 døde kyllinger svarende til 1,4 pct. af kyllingerne i forsøget.

Meget høj hvedetilsætning kan reducere kyllingernes vækst, men forsinker samtidig fjerdragtens udvikling og forringer foderudnyttelsen. Meget høj hvedetilsætning gennem størstedelen af vækstperioden kræver derfor ekstra opmærksomhed på kyllingernes udvikling.

Af økonomiske årsager kan det i den økologiske produktion overvejes at gå på kompromis med foderudnyttelse og maksimering af tilvækst. Der kvitteres ikke økonomisk for ekstra tilvækst, og da hvedeprisen er mindre end prisen på voksefoder, kan der være bedre rentabilitet i at udskifte en del af fodret med hvede. Effekten forstærkes, des mindre prisen på hvede er, hvilket kan give ekstra fordel for de, der selv producerer hvede til foderet.

Forsøget fortæller ikke noget om, hvilken effekt der kan forventes af en forhøjet hvedetilsætning i en kortere del af produktionsperioden. Det vil være oplagt at undersøge dette i et kommende boksforsøg. 

 

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 31-01-2012 Oprettet: 31-01-2012 Revideret: 31-01-2012

Forfatter

Slagtekyllingekonsulent
Inger Knude Rasmussen
Fjerkræ, Slagtefjerkræ