Når der anlægges et økologisk markforsøg i en mark, er landmanden ikke altid selv i besiddelse af dokumentation for den anvendte udsæd. Der er tre mulige situationer:
- Udsæden er den samme som den omgivende mark. Her har landmanden dokumentationen.
- Udsæden er skaffet lokalt. Her skal den lokale forsøgsenhed sikre sig dokumentation.
- Udsæden er leveret af AgroTech. Her har AgroTech dokumentationen.
Når udsæden leveres af AgroTech, vil landmanden ikke få tilsendt dokumentation for udsæden.
I stedet har Videncentret for Landbrug sendt en liste over forsøgsværter og den anvendte udsæd til Plantedirektoratet, så den information er lagt ind på hver enkelt landmands sag. Kontrolløren vil derfor selv have de nødvendige oplysninger om udsæden i forbindelse med kontrolbesøget.
Denne ordning træder i stedet for landmandens dokumentation for udsæd på bedriften. Der er dog knyttet en meget væsentlig betingelse til denne ordning: Udsæden må kun anvendes i forsøget. Dvs. landmanden må ikke så rester af udsæden andre steder. Det gælder uanset om det er konventionel eller økologisk udsæd, hvilket hænger sammen med, at dokumentationen kun gælder for forsøget.
Videncentret for Landbrug, Økologi søger hvert år tilladelse til at anvende konventionel ubejdset udsæd i de økologiske landsforsøg for nogle sorter. Den tilladelse der gives her, er en speciel dispensationsmulighed, der findes i forordningen, og som kun gælder forsøg. Det er derfor en betingelse, at udsæden kun må anvendes i forsøget. Det forekommer dog ofte, at der også er søgt tilladelse til konventionel ubejdset udsæd af sorter, hvor der på såtidspunktet er en generel tilladelse. Det skyldes, at vi skal bestille udsæden tidligere end landmændene for at kunne nå at få den ud til forsøgsenhederne.
Landmanden kan derfor komme ud for to forskellige overtrædelser ved at anvende udsæden udenfor forsøget:
- Manglende dokumentation for udsædens oprindelse, men udsæden er økologisk eller der gælder en generel dispensation til konventionel ubejdset udsæd.
- Anvende konventionel ubejdset udsæd, når der findes økologisk udsæd på markedet.
I det første tilfælde kan dokumentationen fremskaffes ved at kontakte AgroTech.
Når udsæden skaffes lokalt, skal man være opmærksom på at overholde reglerne for økologisk udsæd og sikre sig dokumentation. Har man egne led, skal man huske selv at sørge for at søge individuel tilladelse, hvis det er nødvendigt.