Feedback Form

Succes med Økologi  

Oprettet: 10-03-2009

Økologisk drift af offentligt ejet landbrugsjord 

Stat, kommuner og menighedsråd ejer i alt ca. 69.000 ha landbrugsjord, hvoraf knap 16.000 ha drives økologisk. En landsdækkende undersøgelse udført af Landscentret, Økologi har afdækket, hvilke udsigter der er til, at en større andel fremover kan drives økologisk, og hvad der bør gøres for at fremme den udvikling.

Af det samlede offentligt ejede landbrugsareal på 69.000 ha drives ca. 15.900 ha økologisk.
Staten står for ca. 10.500 ha økologisk drift, kommunerne for ca. 4.500 ha og menighedsrådene for ca. 900 ha. Forholdsmæssigt har menighedsrådene en mindre andel af jorden drevet økologisk (8 %) mod kommunerne (25 %) og staten (26 %).

Siden 1998 har Miljøministeriet haft en aftale med andre ministerier og kommunerne om at udfase brugen af pesticider på offentlige arealer.
Denne aftale efterleves bedst af staten, nogenlunde af kommunerne og i mindre grad af menighedsrådene.
Aftalen kan ses Kommunernes Landsforenings hjemmeside.

Barrierer for at få mere jord omlagt til økologisk drift (eller pesticidfri drift) er oftest, at jorden ikke er til disposition længe nok til, at man kan lægge det om og drive det i de fem år, det kræver at få tilskud til økologisk drift. En anden årsag kan være, at der ikke er økologiske besætninger i nærheden til at afgræsse græsningsjord. Men også mangel på viden og mangel på opbakning bag ønsket om pesticidfri drift spiller ind.

Mere jord kunne blive drevet økologisk, hvis:
  • udlejerne af landbrugsjord vil lægge større vægt på at bruge økologisk drift til at opfylde kravet om, at offentligt ejet jord skal drives uden brug af pesticider,
  • kravet om pesticidfri drift bliver effektivt kontrolleret,
  • lejevilkårene bliver indrettet, så der tages højde for, at lejer skal kunne disponere over jorden i en hel tilskudsperiode, eller kan få økonomisk kompensation, hvis perioden bliver kortere,
  • jord der skal udlejes bliver annonceret i de blade og hjemmesider, som økologiske landmænd læser,
  • udlejerne får bedre adgang til landbrugsfaglig viden og viden om økologisk drift,
  • der eventuelt etableres en hjemmeside, hvor man kan se al den landbrugsjord, der sendes i udbud,
  • at økologiske landmænd er aktivt opsøgende i forhold til udbydere af offentligt ejet landbrugsjord, og parterne indgår en positiv og konstruktiv dialog, for at finde lejevilkår, der tilgodeser begge parters interesser.

Undersøgelserne om udlejning af offentligt ejet landbrugsjord er gennemført i 2008 af Landscentret, Økologi med tilskud fra Fonden for Økologisk Landbrug.
En rapport om undersøgelserne er publiceret på LandbrugsInfo.

Nærmere oplysninger hos Landskonsulent Erik Fog, Økologi, der har gennemført undersøgelsen.

 

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 06-02-2012 Oprettet: 10-03-2009 Revideret: 10-03-2009

Forfatter

Landskonsulent
Erik Fog
Økologi, Projektledelse