Der er dog udsigt til en længere periode med svag til moderat vækst – og lave renter.

Verdensøkonomien er i klar bedring. Myndighedernes redningsaktion med kraftig finanspolitisk stimulans, lave renter og stor likviditetsudpumpning har båret frugt. Virkningen af stimulanserne og de lave renter begynder for alvor at slå igennem på blandt andet boligmarkedet og privatforbruget, og effekten vil fortsætte et godt stykke ind i 2010. Også risikopræmierne på de finansielle markeder er faldet.

Billedet er ens i det meste af verden. På grafen ses vendingen på boligmarked og i privatforbruget i USA. Mens boligpriserne nærmer sig punktet, hvor de ikke længere falder, er privatforbruget så småt begyndt at stige igen. En lignende udvikling ses så småt i Europa.

Den økonomiske vækst er således på vej tilbage, og de fleste lande afsluttede recessionen i 2. kvartal 2009.

Lang vej til normale vækstrater
Selvom verdensøkonomien er tilbage på vækstsporet, er der lang vej til mere normale vækstrater. Det skyldes, at landene skal nedbringe den store gæld, der er oparbejdet under krisen. Væksten dæmpes også af, at den finansielle sektor har et stort konsolideringsbehov, og at virksomheder og husholdninger har et stort opsparingsbehov. Endvidere vil renterne så småt begynde at trække opad i løbet af 2010, og endelig dæmpes væksten af, at genopbygningen af lagrene efterhånden ophører, og centralbankerne gradvist trækker likviditet tilbage fra markederne (exit-strategi).

De tre store vækstmotorer i den private sektor - privatforbrug, eksport og investeringer - skal derfor snart til at klare sig selv, efterhånden som den offentlige stimulans stilner af. Det betyder, at vi skal se en stigning i den private efterspørgsel fra forbrugere og virksomheder, før opsvinget bliver holdbart. Privatforbruget vil afhænge af udviklingen i familiernes indkomst og formue. Her spiller beskæftigelsen og boligpriserne en afgørende rolle. Eksporten afhænger af den globale vækst.

Investeringerne er normalt meget konjunktur- og rentefølsomme. Men i lyset af det store væksttilbageslag er der rigelig med ledig kapacitet, så investeringerne kommer formentlig først til at spille en positiv rolle for væksten efter 2010.

På trods af de mange forhold, som lægger en dæmper på væksten bekræftes de forbedrede konjunkturudsigter af OECD’s ledende indikatorer for den økonomiske vækst, som har en rigtig god træfsikkerhed på 2-8 måneders sigt. OECD’s ledende indikatorer fortsætter den kraftige stigning, siden bunden blev nået omkring årsskiftet 2008/09.

Den store test
Selvom der er ganske kraftigt momentum i det fornyede opsving, varer det ikke længe, før vi ser de første tegn på afmatning. Stimulanserne fra finanspolitikken og lagerkorrektionen klinger formentlig ud i løbet af 1. halvår 2010. På dette tidspunkt finder ”den store test” af opsvingets holdbarhed sted.

Det er vores forventning, at efterspørgslen har den fornødne kraft til at opsvinget bliver tilstrækkelig robust. Så væksten vil fortsætte, om end i et lidt lavere tempo. Vi forventer, at konjunkturerne følger det i figuren angivne forløb:

Nedgangen i konjunkturerne og eftervirkningerne heraf har været så voldsomme, at vi formentlig skal helt hen forbi 2011, før vækstraterne nærmer sig den langsigtede gennemsnitlige vækstrate.

Lavinflationen fortsætter – godt nyt for renterne!
Med det skitserede konjunkturforløb er der ikke udsigt til inflation på hverken kort eller mellemlangt sigt. Det er særdeles positivt for renterne.

Inflation kan have mange årsager, f.eks. kan inflation indtræffe i en periode med høj vækst eller på grund af stærkt stigende råvarepriser, som vi f.eks. har set under tidligere oliepris chok.

Den konjunkturafledte inflation indtræffer i reglen, når den faktiske vækst overstiger en økonomis potentielle vækstrate gennem en periode. Når den faktiske vækst ligger højt i en længere periode, opbruges samfundets produktionsressourcer – arbejdskraft og produktionsanlæg – og prisen på arbejdskraft, investeringsgoder, materialer mv. presses i vejret.

Den største risiko for inflation i øjeblikket er stigende råvarepriser. Ikke på grund af for voldsom efterspørgsel, men på grund af risikoen for spekulation. De fleste råvarepriser har taget et kraftigt dyk under krisen, og efterhånden som væksten og efterspørgslen så småt vender tilbage, kan det tiltrække spekulanter. Vi har allerede set tendenser i denne retning. Kun hvis disse tendenser forstærkes og spekulationspresset bliver af længere varighed, vil det have afgørende indflydelse på renterne.

Rentestigninger på grund af afledte effekter fra stigende råvarepriser er dog ikke forventningen i vores hovedscenarium. Tværtimod er der mange andre forhold, som holder inflationen i skak, og samtidig kigger centralbankerne i reglen mest på den underliggende inflation, hvor f.eks. energi, fødevarer og andre varegrupper med traditionelt store prisudsving ikke indgår.

Vi forventer derfor, at det er konjunkturerne, der langt hen ad vejen bliver afgørende for udviklingen i inflationen. De seneste par års recession har betydet et gigantisk vækstefterslæb, som det vil tage flere år at indhente. Vækstefterslæbet kan udtrykkes ved et såkaldt output gap, der viser forskellen mellem den faktiske vækst og den potentielle vækstrate. Jo mere negativt output gap, desto større vækstefterslæb.

Som det ses af OECD’s beregninger af output gap’et i en række lande/regioner, vil der være et negativt output gap i en længere årrække fremover. Dvs. der er plads til, at den faktiske vækst kan overstige den potentielle vækst i en længere årrække, uden at det giver sig udslag i pres på priserne – og renterne.

Renteforventninger
På baggrund af de økonomiske udsigter for vækst og inflation forventer vi samlet set følgende forløb for hhv. den 1-årige rente på rentetilpasningslån og renten på 30-årige realkreditobligationer (inkl. administrationsbidrag):

Der er tale om en marginal nedjustering af både den korte og den lange rente i forhold til prognosen fra september, primært på grund af Nationalbankens yderligere indsnævring af rentespændet til Euro Zonen og centralbankernes påbegyndte exit-strategier.

Det er således stadig forventningen, at både den korte og den lange rente formentlig bunder ud i disse måneder. Den lange rente vil så småt begynde at stige i 1. halvår 2010, mens centralbankerne vil begynde at sætte den korte rente op i 2. halvår 2010, hvilket vil afspejle sig i markedsrenterne.

Ved udgangen af 2011 forventer vi, at den korte rente at nå lidt over 4 % og den lange rente omkring 6,25 % - begge dele inklusive kreditinstitutternes forventede gennemsnitlige bidragssatser.

* Inkl. bidrag

For både den korte og den lange rentes vedkommende er der tale om ganske moderate stigninger – den korte rente lidt mere end den lange på grund af det ekstremt lave og ekspansive udgangspunkt.
Rentekurven ventes således at blive lidt fladere.

Risici
Risikoen for den korte rente er nogenlunde afbalanceret i op- og nedadgående retning. Den største risiko i forhold til den lange rente er, at renten ikke stiger helt så meget som ventet.

Mht. den korte rente føler vi os meget overbeviste om centralbankernes behov for at neutralisere det meget ekspansive renteniveau. Det peger i retning af vores estimat. Kun timingen kan variere lidt.
Mht. den lange rente skyldes usikkerheden vanskelighederne ved at estimere renten på baggrund af den ekstreme økonomiske nedtur, kombineret med den finansielle krise. Det kan give anledning til en lidt større inerti i opsvinget, og derfor et lidt langsommere opsving end i vores hovedscenarium.

Risikoen for højere renter på grund af for megen stimulans – især i forhold til aktier og ejendomsmarkedet – tillægger vi kun en mindre sandsynlighed. Dertil har myndighederne for stor fokus på exit-strategierne, og de har tilstrækkelig tid til at reagere præventivt, da vi i bedste fald først når kapacitetsgrænsen igen om 3-4 år. Det er værd at huske på, at historien har vist, at det tager længere tid for en økonomi at rejse sig, når den økonomiske krise ledsages af en finanskrise.

Betydning for landmanden
Vi er kommet meget positivt igennem ”refinansierings-sæsonen”, og mange private og erhvervsdrivende har i løbet af 2009 fået gavn af de lave renter. Fremtiden tegner også lys i kraft af fortsat lave, men let stigende renter. For fortsat at udnytte de muligheder de lave renter giver i forhold til likviditet og indtjening på de danske bedrifter, er det vigtigt at landmanden holder løbende kontakt med sine rådgivere, så finansieringsstrategien kan tilpasses, når behovet og muligheden opstår.

Udgangspunktet for finansieringsstrategien bør være landmandens og dermed virksomhedslederens forventninger til den fremtidige renteudvikling, suppleret med stillingtagen til konsekvenser og handlingsplaner i forbindelse med alternative scenarier. Som hidtil er risikoevne, risikovilje og risikostyring de tre centrale begreber.