De danske renter forventes at forblive lave langt ind i 2011.

Den europæiske gældskrise har store konsekvenser for den økonomiske udvikling i Europa og på de finansielle markeder, herunder renten. Som en direkte effekt af gældskrisen vil væksten i Europa være mat i en længere årrække. Det skyldes striben af europæiske genopretningspakker, som har til formål at nedbringe gælden gennem besparelser i det offentlige forbrug, lavere overførselsindkomster samt højere skatter. Det trækker købekraft ud af forbrugerne. Da også investeringerne lader vente på sig, er eksporten næsten ene om at trække væksten.

Den lave vækst dæmper den indenlandsk skabte inflation. Samtidig er lønpresset i Euro-zonen og Danmark afdæmpet, og stigningen i avancerne vil være afmålt.

De tre B’er afgør væksten
Et af de vigtigste spørgsmål for renterne er, om væksten i den private sektor er stærk nok til at opveje de finanspolitiske opstramninger og besparelserne i den offentlige sektor. Hvis dette ikke er tilfældet, risikerer flere europæiske lande at glide tilbage i recession.

Væksten i den private sektor bestemmes altovervejende af privatforbruget. Privatforbruget afhænger igen af de tre B’er; Beskæftigelsen, Boligmarkedet og Balancen på de offentlige finanser:

• Beskæftigelsen afgør udviklingen i indkomsterne og opsparingskvoten. Familierne kan ikke forbruge, hvis ledigheden er høj og tør ikke forbruge, hvis risikoen for ledighed er høj.
• Boligmarkedet afgør udviklingen i formuerne og opsparingskvoten. Familiernes lå-nemuligheder er begrænsede, hvis formuerne forvitrer med faldende boligpriser, og de tør ikke forbruge, når formuen falder.
• Balancen på de offentlige finanser er afgørende for den offentlige sektors bidrag til væksten og opsparingskvoten. Ubalancer modsvares af ”Genopretningspakker”, og med udsigt til færre overførsler og højere skatter, holder familierne igen med forbruget.

Der er så småt ved at ske en vending i såvel beskæftigelsen som på boligmarkedet. Selvom vi primært forventer, at vendingen netop sker tids nok og kraftigt nok til at sikre opsvinget, er der stor risiko for, at de offentlige besparelser i Europa, som typisk træder i kraft allerede fra 2010/2011, kaster Europa tilbage i lavkonjunktur eller sågar recession.

Finansielle markeder i udskilningsløb – Danmark får rabat
En direkte udløber af den europæiske gældskrise er fortsat lave renter i Danmark.
Under mere normale konjunkturmæssige forhold, ville der så småt være påbegyndt en normalisering af renteniveauerne, men dybden af gældskrisen i en række lande har ført til et udskilningsløb på de finansielle markeder.

Investorerne flygter fra de mest gældsramte lande med rentestigninger til følge. Modsat tiltrækkes investorerne af de bedst funderede lande, som fungerer som ”save haven”. De stærke lande har derfor oplevet moderate rentefald.

Det kommer til udtryk gennem rentespændet til Tyskland, hvor de gældsramte lande oplever stigende spænd, mens et økonomisk stærkt land som Danmark oplever faldende rentespænd.

De psykologiske markedsmekanismer er stærke i øjeblikket, og for begge grupper af lande gælder det, at renterne har bevæget sig væk fra en fundamentaløkonomisk ligevægt. Landene betaler således hhv. en ”strafrente” og en ”rabatrente”.

Danmark har i kraft af en stærk økonomi status af ”save haven” og er et af de lande, der får rabat. De danske renter er nu faldet til et ”unaturligt” lavt niveau.

Vores beregninger af en ”ligevægtsrente” under mere normale konjunkturforhold, viser, at den korte europæiske rente burde ligge 1,5-2,0 pct. point højere end det nuværende niveau og den danske rente tilsvarende 3,0-3,5 pct. point højere. Markedsrenterne bliver holdt lave af investorernes forkærlighed for den stabile danske økonomi og den Europæiske Centralbanks massive udpumpning af likviditet. Danmarks Nationalbank har i ekstrem grad været tvunget til at sætte renterne ned for at styrkelsen af kronen over for euroen.

Den 10-årige danske statsobligation burde under mere normale konjunkturforhold tilsvarende ligge 0,50-0,75 pct. point højere plus et risikotillæg.

De europæiske staters gældskrise skyldes mangeårige forsømmelser og blev udløst af den finansielle og økonomiske krise. Foranstaltningerne for at nedbringe gælden vil i lang tid lægge en dæmper på vækst og inflation, og vi ser derfor ikke væsentlige rentestigninger på kort og mellemlangt sigt.

Udover en længere periode med lave renter, har gældskrisen også medført et fald i eurokursen. Isoleret set stimulerer renter og valutakurser således de europæiske konjunkturer. Også den danske vækst og eksport har gavn af de lave renter og et fald i den handelsvægtede kronekurs. Rente- og valutastimulanserne er ikke tilstrækkelige til at hæve væksten væsentligt, men medvirker til at reducere risikoen for, at Europa på ny bliver ramt af recession.

Renteforventninger
Vi forventer nogenlunde uændrede lange renter i 2010 og 2011. Den Europæiske Centralbank vil formentlig begynde at normalisere renterne i – først gennem opsugning af likviditet, så markedsrenterne stiger, og sidenhen gennem forhøjelse af de officielle renter i 2-3. kvt. 2011. De danske renter vil på den baggrund så småt begynde at trække opad i første halvår 2011 i takt med, at markedsrenterne stiger, og de officielle renteforhøjelser rykker nærmere.

I forhold til vores tidligere prognose fra december 2009, forventer vi et lidt lavere renteniveau ved udgangen af 2010 og 2011, både gældende for den korte og den lange rente. Reelt er der tale om, at de tidligere forventede renteforhøjelser er udskudt ½-1 år, svarende til en nedjustering på godt 1 pct. point ultimo 2010 og 0,90 pct. point ultimo 2011 for lån op til 1 års løbetid. For de lange renter vedkommende er der tale om en nedjustering på 0,50 pct. point ultimo begge år.

* Videncentret for landbrugs prognose. **Inkl. bidrag

For både den korte og den lange rentes vedkommende er der tale om ganske moderate stigninger det næste 1½ års tid. Den korte rente vil stige lidt mere end den lange rente på grund af det ekstremt lave og ekspansive udgangspunkt. Derved ventes rentekurven at blive lidt fladere.

Risiko
Der er især to makroøkonomiske forhold, som udgør en risiko for vores rentescenarium.

For det første er centralbankerne og regeringerne ude i en vanskelig balancegang mellem hensynet til vækst på den ene side og hensynet til at modvirke nye bobler på aktiver som boliger og aktier.

I øjeblikket er der ingen tvivl om, at hensynet til at sikre en genrejsning af væksten vejer tungest for centralbankerne, qua de ekstremt lave renter i den udviklede del af verden. Den lange række af finanspolitiske opstramninger, især i Europa, levner samtidig plads til en mere ekspansiv pengepolitik. Men på lidt længere sigt er der risiko for, at de meget lave renter puster til aktivpriserne, så der opstår nye bobler. Derfor er det et højt prioriteret ønske fra centralbankernes side at kunne normalisere renterne – og helst være lidt på forkant med udviklingen.

Håndteringen af balancegangen bliver et af de afgørende forhold for den næste store rentebevægelse. Kommer centralbankerne for sent, kastes verdensøkonomien ud i en gentagelse af de seneste fem års udvikling med opbygning af bobler - og brist af bobler. Det vil medføre behov for massive rentenedsættelser for at samle økonomierne op igen og fortsat høj volatilitet i rentemarkedet.

For det andet er der risiko for en global skævvridning, hvor der i begge lejre er forhold, der kan generere en ny global recession. Asien og andre emerging market lande er hurtigt kom-met på fode efter den økonomiske nedtur i 2008 og 2009, og her består risikoen i for høj og inflationsskabende vækst samt opbygning af bobler. Modsat er der risiko for, at Europa mister momentum og glider tilbage i recession, godt hjulpet på vej af de finanspolitiske ”genopretningspakker”.

Risikoen består altså i for høj vækst i Asien og for lav vækst i Europa.

Uanset om skævvridningen forceres den ene eller den anden vej – eller øges i begge retninger – vil det resultere i, at verdensøkonomien igen presses ned i en recession. Resultatet bliver også her lave renter og høj volatilitet.

I begge scenarier er risikoen således størst for, at de europæiske renter falder.

Hvis vi undgår de to ovennævnte  risici, vil en normalisering trække renterne opad, når vi kigger lidt længere frem. På grund af de ekstraordinært store makroøkonomiske risici i øjeblikket er det ekstra vigtigt at forholde sig til den kommende renteudvikling. Gennem stillingtagen til virksomhedens risikoevne, risikovilje og risikostyring, bør virksomhedens finansieringsstrategi medvirke til at minimere risikoen for virksomhedens likviditets- og indtjeningsforhold. Samtidig bør der tages stilling til konsekvenser og udarbejdes handlingsplaner i forbindelse med de alternative scenarier.