Feedback Form

  

Oprettet: 16-08-2011

Fjerkræproducenters foreløbige økonomiske resultater 2010 

Producenter af slagtekyllinger og økologiske æg opnåede en forbedring af driftsresultatet i forhold til 2009, mens de konventionelle ægproducenter i gennemsnit fik et lidt dårligere driftsresultat.

 

  • Producenter af slagtekyllinger og økologiske æg oplevede i 2010 en kraftig fremgang i driftsresultatet i forhold til 2009
  • Forbedringen skyldes især en forbedret effektivitet i omsætningen af input til output
  • De konventionelle ægproducenter fik et højere dækningsbidrag i marken, men et fald i ægproduktionen

Slagtekyllinger
Der indgår 32 regnskaber i analysen. Regnskaberne indgår alle både i 2009 og 2010. Det forholdsvis lave antal regnskaber betyder, at man ikke nødvendigvis kan foretage konklusioner om indtjeningsniveauet. Når det er identiske bedrifter i begge år, kan man til gengæld med rimelig sikkerhed sige noget om udviklingen i resultaterne. Bemærk endvidere at der analyseres på hele bedriften, og ikke kun slagtekyllingeproduktionen. Det gennemsnitlige jordtilliggende er i både 2009 og 2010 ca. 90 ha, mens der i 2010 produceres ca. 680.000 kyllinger mod knap 600.000 i 2009.

De foreløbige driftsresultater for 2010 viser, at slagtekyllingeproducenterne oplevede en fremgang på 635.000 kr. i forhold til 2009. Fremgangen skyldes især en forbedring af dækningsbidraget på knap 690.000 kr.

Det er primært en højere afregningspris for kyllingerne, der fører til fremgangen i dækningsbidraget. Derudover bidrog også et højere antal solgte kyllinger og en højere pris på det solgte korn til fremgangen.

Foderomkostningerne steg mindre end produktionsomfanget. Samtidig faldt omkostningerne til gødning betydeligt i 2010 i forhold til 2009.

Der blev holdt godt styr på de kontante kapacitetsomkostninger, som steg 11 pct. Til sammenligning steg produktionsomfanget med 14 pct. Det er især omkostninger til løn og vedligehold, der steg. 

Finansieringsomkostningerne faldt med 10 pct., hvilket især skyldes mindre renteudgifter. En stor del af gælden udgøres af rentetilpasningslån. Et realiseret tab på finansaktiver på gennemsnitlig 63.000 kr. gør, at faldet i finansieringsomkostninger ikke blev større. I 2009 var der i gennemsnit en realiseret gevinst på finansaktiver på knap 25.000 kr.

Foreløbige driftsresultater - 32 regnskaber
I 1.000 kr. Realiseret 2009 Foreløbige driftsresultater 2010 Ændring
Antal slagtekyllinger* 597.114 680.478 83.364
Dækningsbidrag 1.280 1.970 690
Kontante kapacitetsomkostninger -853 -949 -97
Resultat af primær drift 7 582 575
Finansieringsomkostninger -625 -565 59
Driftsresultat, landbrug -423 212 635

*Gennemsnit for alle slagtekyllingeproducenter i Økonomidatabasen i 2009 var knap 600.000 kyllinger.

Konventionel ægproduktion
Datagrundlaget består af regnskaber fra 14 bedrifter. Det er de samme 14 bedrifter, der indgår i begge år. Bemærk derfor at datagrundlaget er for smalt til at sige noget om indtjeningsniveauet generelt i konventionel konsumægsproduktion. Derimod kan vi være rimelig sikker på udviklingen i indtjeningen. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at det er hele bedriften, der analyseres. Det vil sige, at f.eks. markdrift også indgår i regnskabstallene.

I 2010 er det dyrkede areal i gennemsnit 95 ha mod 85 ha i 2009. Stigningen skyldes især, at få bedrifter har øget jordtilliggendet. Til gengæld har der været et fald i antal høns. Igen skyldes det, at enkelte bedrifter har sænket antallet betydeligt. De fleste bedrifter har et uændret antal årshøns.

 

I forhold til 2009 fik producenterne af konventionelle konsumæg i 2010 et driftsresultat, der var ca. 162.000 kr. mindre. Dækningsbidraget faldt med knap 30.000 kr., hvilket især skyldes et fald i indtægten fra salg af æg, og at foderomkostningen ikke er faldet tilsvarende. Også ægindtægten pr. høne faldt fra 2009 til 2010. Til gengæld steg bruttoudbyttet fra marken. En medvirkende årsag hertil er højere salgspriser samt en udvidelse af det dyrkede areal.

Resultat af primær drift faldt med ca. 260.000 kr. især pga. en forøgelse af kapacitetsomkostningerne. Det er primært omkostninger til energi og løn samt afskrivninger, der er steget. En af årsagerne til stigningen i afskrivninger kan være, at nogle producenter af buræg har bygget om til berigede bure. Investeringen heri medfører øgede afskrivninger. Dette svarer samtidig godt overens med, at antallet af årshøns er faldet en smule i gennemsnit.

Foreløbige driftsresultater - 14 regnskaber
I 1.000 kr. Realiseret 2009 Foreløbige driftsresultater 2010 Ændring
Antal årshøns* 29.589 29.138 -451
Dækningsbidrag 2.662 2.634 -28
Kontante kapacitetsomkostninger -1.084 -1.230 -145
Resultat af primær drift 1.152 893 -259
Finansieringsomkostninger -702 -620 81
Driftsresultat, landbrug 646 484 -162

* Gennemsnit for alle producenter af konv. æg i Økonomidatabasen i 2009 var ca. 32.000 årshøns.

Økologisk ægproduktion
Der indgår regnskaber fra 18 bedrifter i analysen. Som i de 2 foregående afsnit er det de samme 18 i både 2010 og 2009. Implikationerne heraf er de samme som ovenfor. Jordtilliggendet er faldet med 5 ha i gennemsnit, således at det i 2010 var 44 ha. Antallet af høns er til gengæld steget med godt 1.100.  

Producenterne af økologiske æg fik i 2010 en forbedring af driftsresultatet på 275.000 kr. i forhold til året før. Det skyldes primært et fremgang i dækningsbidraget samt et lille fald i finansieringsomkostningerne. Dækningsbidraget er især steget, fordi bruttoudbyttet fra mark og hønsene er forøget. Bruttoudbyttet fra markdriften steg med ca. 68 pct., hvilket især skyldes forbedrede afregningspriser. Bruttoudbyttet fra hønsene steg pga. det større antal høns og dermed flere solgte æg. Indtægten pr. høne faldt til gengæld.

Stykomkostningerne til marken samt foderomkostningerne er stort set uændrede. Fremgangen i dækningsbidraget skyldes dermed alene en forbedring af bruttoudbyttet.

De kontante kapacitetsomkostninger steg lidt fra 2009 til 2010, hvilket især skyldes stigende brændstofpriser. Faldet i finansieringsomkostningerne skyldes et lavere renteniveau. Gælden er stort set uændret.

Foreløbige driftsresultater - 18 regnskaber
I 1.000 kr. Realiseret 2009 Foreløbige driftsresultater 2010 Ændring
Antal årshøns 8.088 9.233 1.145
Dækningsbidrag 957 1.258 301
Kontante kapacitetsomkostninger -513 -601 -88
Resultat af primær drift 208 440 231
Finansieringsomkostninger -447 -399 48
Driftsresultat, landbrug -110 165 275

* Gennemsnit for alle producenter af økologiske æg i Økonomidatabasen i 2009 var ca. 8.300 årshøns.

Disclaimer:
Denne analyse er udarbejdet af Videncentret for Landbrug, som er en uafhængig rådgivningsvirksomhed.Analysen er udarbejdet af analytikere uden et forretningsmæssigt forhold til de emner, der berøres, og tjener alene til orientering. Der er anvendt kilder, som Videncentret for Landbrug finder pålidelige, men Videncentret for landbrug påtager sig ikke ansvar for materialets rigtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund af analysens informationer eller vurderinger. Analysens vurderinger og anbefalinger kan ændres uden varsel. Analysen er til personlig brug for DLBR’s rådgivere og kunder, og må ikke kopieres eller offentliggøres nogetsteds uden kildeangivelse.

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 19-12-2011 Oprettet: 16-08-2011 Revideret: 16-08-2011

Forfatter

Specialkonsulent
Lene Bruun Siriwadhananuraks
Økonomi & Virksomhedsledelse