Motivation til at forbedre sine produktionsresultater er et af nøgleordene i projekt DB-Løft, hvor i alt otte slagtekyllingeproducenter deltager. Hver producent får besøg af enten en konsulent eller dyrlæge syv gange fordelt over tre rotationer. Dette giver mulighed for at lokalisere, hvor i produktionsperioden der opstår problemer, og hvor der er behov for nye tiltag. Nye øjne ser som bekendt tingene fra nye sider og vinkler, og netop samarbejdet mellem konsulent og dyrlæge gør, at mange fagområder afdækkes og diskuteres under et besøg. Formålet med det intensive rådgivningsforløb er at forbedre bundlinjen og hjælpe producenten til at sætte nye mål med produktiviteten hos kyllingerne.
Viden- og erfaringsudveksling
Som en del af projekt DB-Løft dannes en erfagruppe med de deltagende producenter. I erfagruppen kan man snakke med de andre deltagere om, hvilke problemstillinger der har været i netop deres besætning, og hvilke tiltag, der har hjulpet. Udover sparring fra de andre deltagere, giver erfagruppen også mulighed for, at produktionsresultaterne for den enkelte deltager bliver fulgt tæt af konsulenten.
Indsatsen giver allerede gevinst
Den systematiske gennemgang og opfølgning i besætningerne viser, at der er flere områder, hvor der er behov for tiltag og justeringer. Resultaterne fra de første afsluttede hold viser allerede nu forbedringer i produktionsresultaterne, og der forventes en yderligere fremgang i produktionsresultaterne, når alle tiltag er igangsat.