Feedback Form
Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 17-09-2011 

PlanteNyt  - 213 

Oprettet: 27-08-2010
Revideret: 01-10-2010

Opdateret - Eksempler på afregning af spiret hvede 

På grund af den meget våde høst i år er det vigtigt, at du undersøger, om du kan risikere fradrag for spirede kerner, inden du leverer dit korn til grovvaren. Der er nemlig forskel på, hvordan grovvareselskaberne håndterer spirede kerner.

 
Opdateret 1. oktober 2010
Opdateret 20. september 2010 

Den meget våde høst betyder, at en del korn spirer i marken. Som udgangspunkt afregnes spiret korn som foderkorn. Set fra et fodringsmæssigt synspunkt, er der imidlertid ikke belæg for et fradrag i foderkornsprisen. Undersøgelser gennemført i 2007 i regi af Videncenter for Svineproduktion viste nemlig ikke nogen væsentlig forskel i energiindholdet pr. hkg mellem de områder af marken, hvor hvede var spiret i akset og de områder, hvor hveden ikke var spiret.

Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at du som landmand skal håndtere dit korn på fornuftig vis, således at der ikke opstår problemer med f.eks. lugt og lagersvampe. Der er fra praksis meldinger om varierende andele af urenheder. Som landmand bør du i den forbindelse være opmærksom på, at der er store forskelle blandt selskaberne i denne sammenlignings rensetakster, når andelen af urenheder stiger. Med mange spirer i et parti kan rensesvindet stige.

Nedenfor er behandlingsomkostninger og fradrag sammenlignet ved afregning af to partier foderhvede, der er våde og med hhv. 1,5 pct. og 11 pct. kerner med synlige spirer – optalt efter rensningen.

Det skal understreges, at der er stor forskel mellem landsdelene på, hvor stor andelen af spirede kerner er. Problemet ser ud til at være størst i det sjællandske område. Altså i det område, hvor det primært er Danish Agro og DLG, der opererer. Omvendt har man i Vestjylland endnu ikke oplevet store problemer med spirede kerner.

Ifølge oplysninger indsamlet hos grovvareselskaberne i denne sammenligning, afregnes kerner med spirer optalt efter rensningen som følgende:

DLG: Ingen fradrag for spirer. Der har blandt nogle konsulenter og landmænd været en opfattelse af at DLG regnede med 4 forskellige fradragstakster, afhængig af andelen af spirer, dog max. 7,5 kr. hkg. DLG oplyser imidlertid, at den model ikke har været anvendt i år.

Danish Agro: Har tidligere meddelt, at der ingen fradrag ville være for spirer i denne sæson. Men det fremgår nu, at kerner med grønne spirer i flere tilfælde tillægges rensesvindet. Fradraget for spirer beror ifølge Danish Agro på en individuel vurdering i laboratoriet.

Vestjyllands Andel: Op til 5 pct. synlige spirer fradrages 3 kr. pr. hkg, over 5 pct. synlige spirer fradrages 5 kr. pr. hkg.

Brødr. Ewers: Korn med synlige spirer fradrages 3 kr. pr. hkg

HK Agro: Ingen fradrag for spirer 

Eksempel 1 – 1,5 pct. spirer
Af eksempel 1, hvor andelen af spirer er optalt til 1,5 pct., fremgår det, at der udover forskelle i de beregnede analyseomkostninger, renseomkostninger og tørringsomkostninger, også er forskel på, hvordan de enkelte selskaber fradrager for spiret korn.

Ved en foderhvedepris på 120 kr. pr. hkg er der i eksempel 1 25.000 kr. i forskel mellem HK Agro og Brødrene Ewers. Det betyder at Brødrene Ewers skal give 3 kr. mere pr. hkg end HK Agro for dit korn, hvis du som landmand skal opnå det samme økonomiske udbytte af handlen.

EKSEMPEL 1 - Afregning a foderkorn, sammenligning af udvalgte firmaer (kornpris: 120 kr. pr. hkg): 1000 t foderhvede, 20 pct. vand, rumvægt 77,8 og 1 pct. urenheder samt analyse af 50 læs. Andelen af kerner med spirer optælles efter rensning til 1,5 pct.

  DLG Danish Agro Vestjyllands Andel Brødr. Ewers HK Agro
hkg til afregning 9.158 9.158 9.158 9.158 9.158
fradrag for spirer 0 1) 27.474 27.474 0
analyseomkostninger 4.000 4.000 0 0 2.500
renseomkostninger 21.000 28.500 15.000 17.000 17.000
tørringsomkostninger 116.820 121.770 109.890 116.820 116.820
totalomkostninger 141.820 154.270 152.364 161.294 136.320
Netto 957.140 944.690 946.596 937.666 962.640
1) Korrigeret for spirer på basis af laboratorievurdering. I dette tilfælde 0.

Eksempel 2 – 11 pct. spirer
Af eksempel 2, hvor andelen af spirer er optalt til 11 pct., ses det at forskellene mellem selskabernes fradrag stort set er den samme som før, selvom andelen af kerner med spirer nu er væsentligt større. Kun Vestjyllands Andel, der regner med to takster, alt efter andelen af spirer, er blevet lidt dyrere end før, og har derfor nu de højeste omkostninger.

Ved en foderhvedepris på 120 kr. pr. hkg er der i eksempel 2 derfor små 35.000 kr. i forskel mellem HK Agro og Vestjyllands Andel, der derfor skal betale 4 kr. mere pr. hkg end HK Agro for dit korn, hvis du som landmand skal opnå det samme økonomiske udbytte af handlen.

OBS! Vi har set flere eksempler på oplagsnotaer fra Danish Agro, hvor korn med 9-12 pct. spirer fradrages et rensesvind på 6-7 pct. Renseomkostningerne stiger så til 8 kr. pr. hkg.

Danish Agro oplyser 28.09.2010, at renseomkostningerne maksimalt kan udgøre 5 kr. pr. hkg, og at det er en fejl fra firmaets side, hvis der er påført større omkostninger til rensning. Fejlen vil blive rettet. 

I dette eksempel vil det betyde, at de samlede renseomkostninger udgør 43.500-50.000 kr. Dermed bliver der i eksempel 2 ca. 55.000-110.000 kr. i forskel mellem omkostningerne hos HK Agro og Danish Agro. Danish Agro skal derfor betale 6-11 kr. mere pr. hkg korn, hvis du som landmand skal have det samme økonomiske udbytte af handlen.

EKSEMPEL 2 - Afregning af foderkorn, sammenligning af udvalgte firmaer (kornpris: 120 kr. pr. hkg): 1000 t foderhvede, 20 pct. vand, rumvægt 77,8 og 1 pct. urenheder samt analyse af 50 læs. Andelen af kerner med spirer optælles efter rensning til 11 pct.

  DLG Danish Agro Vestjyllands Andel Brødr. Ewers HK Agro
hkg til afregning 9.158 9.158 9.158 9.158 9.158
fradrag for spirer 0 1) 21.979-71.432 45.790 27.474 0
analyseomkostninger 4.000 4.000 0 0 2.500
renseomkostninger 21.000 43.500-50.000 15.000 17.000 17.000
tørringsomkostninger 116.820 121.770 109.890 116.820 116.820
totalomkostninger 141.820 191.249-247.202 170.680 161.294 136.320
Netto 957.140 907.711-851.758 928.280 937.666 962.640
1) Korrigeret for spirer på basis af laboratorievurdering. Ifølge firmaet vil 11 pct. spirer typisk give en svindprocent på 2-6,5 pct.

Videncentret er bekendt med, at nogle af selskabernes fradrag for spiret korn har ændret sig flere gange i løbet af den sidste uges tid. Som landmand bør du derfor tjekke, om du er afregnet i overensstemmelse med ovenstående principper, hvis du har leveret korn med spirer i denne periode. Vi hører meget gerne, hvis ovenstående principper ikke stemmer overens med praksis.

Firmaerne udtager parallelprøver, du som landmand kan bede om at få analyseret, hvis du synes, at frarensningsprocenten er for stor. Analysen af parallelprøven kan enten foretages hos firmaet eller hos et uvildigt laboratorium i udlandet som NAK i Holland, Jordbruksverket i Sverige  eller Agrolab i Tyskland.

Kontakt din lokale rådgivningsvirksomhed, hvis du vil vide mere om dette emne.

 

Til top

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 01-10-2010 Oprettet: 27-08-2010 Revideret: 01-10-2010

Forfatter

Landskonsulent
Morten Haastrup
Planteproduktion