Nu skulle parringerne gerne være veloverstået, og forhåbentlig er der blevet mange parret og omparret. Det er lidt forskellige meldinger vi får lige nu, hvor mange har haft en rigtig god og nem parringstid, mens andre har været nødsaget til at flytte lidt mere rundt på dyrene for at få et tilfredsstillende resultat.
Fodring
Det er fra nu og frem til ca. den 6. april, at langt de fleste tæver implanterer æggene. Derfor anbefaler vi, at der på nuværende tidspunkt fodres ekstra ud i forhold til mængden vi udfodrede med i parringstiden. Et bud kunne være, at man hæver mængden med ca. 75 gram ekstra pr. tæve frem til ca. den 6. april, hvor man igen kan sænke niveauet lidt. Men husk at tæverne ikke må tabe sig fra nu og frem til fødslerne.
Det er en svær balancegang, fordi vi på den anden side heller ikke ønsker, at tæverne skal blive alt for fede inden fødslerne, da det jo som bekendt giver langvarige fødsler, med færre hvalpe til følge.
Management
Her sidst i marts og først i april på de første meget varme dage, er ofte det tidspunkt hvor man opdager, om man har problemer med lopper. Finder man ud af, at der er problemer med lopper, skal der gribes ind med det samme. Det er også vigtigt, at man i forberedelserne til den kommende fødselsperiode, husker at have loppebekæmpelsen med i sine overvejelser. Det er en god idé både at forebygge med et middel der bekæmper larver og æg, og et der bekæmper de voksne lopper.
Landskindudstillingen i Herning
På landskindudstillingen vil der udover de almindelige emner, være ekstra fokus på miljø og generationsskifte.
Miljø
NU er den nye lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug trådt i kraft, hvilket jo desværre betyder en del stramninger i forhold til de krav, der stilles til ammoniakudledningen. Men det betyder også, at der er kommet en udvidet anmelderordning. Den udvidede anmelderordning betyder, at det er blevet nemmere, hvis man kun ønsker at opføre ekstra haller uden at udvide dyreholdet, en såkaldt velfærdsudvidelse.
På landskindudstillingen fra den 24. - 26. marts vil vi give en fast pris på 3.500 kr. til alle der ønsker at få lavet en velfærdsudvidelse.
Generationsskifte
Der vil i år være et ekstra fokus på generationsskifte, og de økonomiske og juridiske aspekter der er ved et sådan skifte. Hans Henrik Møller vil sammen med et par lokale regnskabskonsulenter stå for denne del. Kom og få en snak, hvis du har planer om et generationsskifte.
Vi ser frem til at møde dig på landskindudstillingen, på Kopenhagen Furs stand.
Venlig hilsen
Videncentret for Landbrug, Pelsdyr