Ferskenbladlus
Myzus persicae

Morfologi
De vingede ferskenbladlus er mellem 1,3 og 2,5 mm lange. Hovedet og brystet er mørkebrunt til sort, mens bagkroppen er gulgrøn til grøn med store uregelmæssigt, lappede pletter. Den midterste og største plet findes i et karakteristisk lysere område. Umiddelbart herover og herunder ses oftest et til to tværbånd. I randen af bagkroppen findes ligeledes en række pletter. Haletappen og rygrørene er brune, lårbenet er lyst, skinnebenene er lysebrune og fødderne er mørkebrune. Rygrørene er 0,16-0,22 x kropslængden, 1,7-2,2 x længden af cauda og svagt opsvulmede på den yderste del. Antennerne er 0,9-1,1 x kropslængden. Der er sanseorganer på alle antenneled bortset fra det fjerde. Et meget vigtigt kendetegn hos ferskenbladlusen er de konvergerende pandeknuder.

Biologi
Ferskenbladlusen overvintrer hovedsageligt som uvingede voksne individer under beskyttede forhold i f.eks. roekuler, lagerrum og væksthuse. Her klarer den sig, blot temperaturen i gennemsnit ikke bliver lavere end 4°C. Det er meget sjældent, at ferskenbladlus selv i meget milde vintre er i stand til at overleve på friland. Om foråret ernærer bladlusen sig ved at suge på spirer. Når temperaturen er tilstrækkelig høj, normalt midt i maj, forlader vingede ferskenbladlus overvintringsstedet for at opsøge sommerværterne, som kan være mange forskellige plantearter.

Forvekslingsmuligheder
Ferskenbladlusen kan forveksles med andre bladlusarter eller med grønne bladtægenymfer. Bladtægenymferne gør ingen skade. Bladtægenymferne kan adskilles fra bladlus ved, at tægerne bevæger sig hurtigt sammenlignet med bladlusene, har en kantet form, samt at de ikke har rygrør på bagkroppen.

Betydning i kartoffelmarken
Mængden af bladlus bliver sjælden så stor i Danmark, at der er et direkte udbyttetab som følge af bladlusenes sugeskader. Ferskenbladlusen har kun betydning som en god vektor til overførsel af virus Y og bladrullevirus i læggekartoffelmarken.

Billede 1: Uvingede ferskenbladlus	Billede 2: Vinget ferskenbladlu

Ove Jensen