Feedback Form
Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 31-05-2010 

PlanteNyt  - 753 - 2009 

Oprettet: 29-06-2009

Tjekliste ved handel med korn, raps og ærter 




Det anbefales at få aftalt alle leveringsbetingelser forud for leveringen af den kommende høst. For at lette drøftelserne mellem landmand og kornfirma er der udarbejdet en tjekliste og tilhørende hjælpeskemaer.


Tjekliste og hjælpeskemaer fremgår af de 12 punkter herunder.

1: Hvem er aftalens parter?
Det er vigtigt, at det står klart, hvad der gælder, hvis den ene part i kontraktperioden fusionerer, opkøbes eller skifter navn? Er man bundet af aftalen? Er man bundet af det nye firmas høstinformation?

2: Hvad er aftalens genstand?
Det skal tydeligt fremgå, hvilken kornart og -sort aftalen omhandler.

3: Mængde
Det skal fremgå af aftalen, hvilken mængde (angivet i kg, hkg eller tons) handlen omfatter, eller alternativt at handlen omfatter høsten fra bestemte marker (angivet med marknumre eller i ha).
Bemærk, at hvis en bestemt mængde er angivet, er man i princippet forpligtet til at levere denne mængde. Det anbefales at undgå aftaler, hvor der gøres krav om erstatningskøb. Dvs., at man ikke har pligt til at levere mere end den producerede mængde.

4: Leveringssted og -tidspunkt
Hvor og hvornår (evt. datoer og tidspunkter på døgnet) skal der leveres eller afhentes?
Det anbefales, at aftalen angiver det tempo (angivet i ton pr. dag), som varen forventes leveret i. Tempoet bør være afstemt med udleveringskapaciteten.

5: Kvalitetskrav
Kravet til kvaliteten skal fremgå.
Undgå, at kvaliteten fastsættes i en høstinformation, som først udfærdiges efter aftalens indgåelse.
Det bør klart fremgå, hvornår kvalitetskravene skal være opfyldt. Er det på høsttidspunktet, uanset at der først skal ske levering på et senere tidspunkt, eller er det på leveringstidspunktet?
Se aftaleskema under pkt. 12 med anbefalinger for "standardkvalitet".

6: Prøveudtagning og analyser
Hvor, hvornår og hvordan skal prøveudtagningen finde sted?
Skal der tages prøver for hvert læs, eller skal der tages prøver, der gælder for hele partiet? I "Rapport vedr. prøveudtagning og analyser for korn, markært og raps", der er udarbejdet i 2003 i samarbejde mellem korn og frøbranchen og Dansk Landbrug anbefales det som minimum at udtage:

  • 3 enkeltprøver ved vogntræk indtil 5 ton
  • 5 enkeltprøver ved vogntræk 5-10 ton
  • 7 enkeltprøver ved vogntræk over 7 ton

Prøve størrelsen skal være mindst 1000 g og prøven skal rensens på prøverenser inden analyse på NIT-apparatet. Prøverne kan genanalyseres på forlangende.
Se "Rapport vedr. prøveudtagning og analyser for korn, markært og raps" (kræver abonnement på LandbrugsInfo).

Hvornår er det endeligt fastslået, om kvalitetskravene er opfyldt? Hvis partiet én gang har opfyldt kvalitetskravene, bør partiet ikke efterfølgende kunne kasseres med henvisning til kvalitetskravene.
Der bør kunne forlanges nye analyser af leverancen. Her bør der i givet fald være en aftale om antallet af analyser (se ovenfor). Fristen for indsigelser bør også fremgå. Normalt bør parallelprøver opbevares mindst 14 dage efter, at analyseresultatet er modtaget fra firmaet, således at der kan gøres indsigelse og stilles krav om en genanalyse af prøverne.

Endelig bør det fremgå klart af aftalen, hvem af parterne der afholder udgiften til analyser. Hvis aftalen er, at det er leverandøren, der afholder udgiften til analyser, bør prisen pr. prøve fremgå af aftalen.

Normalt er det køber, der udtager prøverne ved levering, men der kan aftales en anden procedure. Det kan eksempelvis være en fælles udtagning af prøverne hos leverandøren.

Prøver bør altid analyseres på et godkendt laboratorium eller på et NIT-apparat, der er tilsluttet Korn NIT- netværket og godkendt til afregning af korn. Som leverandør bør man sikre sig, at det NIT-apparat der analyseres på, er tilsluttet korn NIT-netværket. Det er nemlig leverandørens sikkerhed for, at apparatet er kalibreret og måler rigtigt i forhold til reference-apparatet hos Plantedirektoratet. Som leverandør kan man forlange at se dokumentation for, at NIT-apparatet er opdateret og kalibreret via netværket, idet grovvareforretningen skal kunne fremvise dokumentation herfor (certifikat for det pågældende apparat).

7: Leveringspligt
Har man pligt til at levere, selv om man ikke kan overholde kvalitetskravene, eller er man fritstillet, så man kan sælge til anden side?
Er der i aftalen en pligt til at holde køber skadesløs, hvis kvalitetskravene ikke opfyldes? Som før nævnt anbefales det undgå aftaler, hvor der er krav om erstatningskøb.

8: Pris, fradrag/tillæg
Den aftalte pris bør fremgå klart, og det skal fremgå, om prisen er kr. pr. ton eller kr. pr. hkg.
Det bør tillige fremgå, om der kan ske regulering i form af fradrag eller tillæg i prisen.
Det bør fremgå, at der ikke kan reguleres for krav, som ikke fremgår af aftalen.
En alternativ pris på varen, hvis den ikke opfylder kvalitetskravene bør fremgå af aftalen.
Se aftaleskema under pkt. 12 med anbefalinger for "standardkvalitet".

9: Omkostninger
Hvem bærer omkostningerne i forbindelse med aftalens opfyldelse, herunder til prøveudtagning, analyser, sugning, transport, oplagring mm.?
Eventuelle omkostninger for sælger skal klart fremgå af aftalen.
Se aftaleskema under pkt. 12 med anbefalinger for "standardkvalitet".

10: Øvrige vilkår (standardvilkår)
Gælder der yderligere vilkår for aftalen?
Hvis der henvises til køberens salgs- og leveringsvilkår, handelsvilkår, høstinformation eller lignende, skal disse udleveres og gennemlæses, før aftalen indgås endeligt.

11: Reklamation
Det anbefales, at der ligger en kontrakt på handlen, der er underskrevet af både køber og sælger. Hvis der modtages et kontraktudkast eller et kontoudtog, hvori der henvises til en indgået aftale, skal der reageres skriftligt over for køber, hvis ikke man er enig i indholdet. Man kan risikere at blive bundet som følge af passivitet. Ligeledes bør enhver telefonisk aftale følges op af en skriftlig bekræftelse, så der ikke senere bliver tvivl om, hvad der er aftalt. Den skriftlige henvendelse kan ske både ved brev og e-mail, men ønskes sikkerhed for modtagelse, er det nødvendigt med et anbefalet brev eller at bede om en kvittering for modtagelsen af den sendte e-mail. Det er vigtigt at være opmærksom på, at gamle aftaler bliver slettet af kontoudtog mm.

12: Hjælpeskemaer til brug ved afregning

  1. Hjælpeskema for aftale om afregning af foderkorn direkte fra mark, PDF - WORD
  2. Hjælpeskema for aftale om afregning af brødkorn, PDF - WORD
  3. Hjælpeskema for aftale om afregning af maltbyg, PDF - WORD
  4. Hjælpeskema for aftale om afregning af raps, PDF - WORD
  5. Hjælpeskema for aftale om oplagring af korn, PDF - WORD

Kontakt dit lokale landbrugscenter , hvis du vil vide mere om dette emne!

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 29-06-2009 Oprettet: 29-06-2009 Revideret: 29-06-2009

Forfatter

Landskonsulent
Morten Haastrup
Planteproduktion