Feedback Form
Oversæt  |  Printprintvenlig
Landbrugsinfo
landbrugsinfo

PlanteNyt  - 060 

Oprettet: 19-03-2010

Hold gødningen inde på marken - brug kantspredningsudstyr! 

Ved udspredning af handelsgødning med centrifugalspredere vil der spredes en stor gødningsmængde ud over markskellet, hvis der ikke bruges kantspredningsudstyr eller tages andre forholdsregler.

Sker det ud over et naturareal, vandløb mv. kan dette have uheldige virkninger.

Ved udspredning af gødning med centrifugalspredere, hvor der spredes med dobbelt overlap, vil der ske en spredning ud over markskel, hvis der ikke tages forholdsregler herfor. Langs marker med samme afgrøde er skaden normalt ikke så stor, men langs naturarealer, grøfter og vandløb samt langs veje, er der tale om et regulært spild, som kan skade det omgivende miljø – og reducere udbyttet i marken.

Der kan let tabes fem pct. af den udspredte gødningsmængde ud over skel, hvis der ikke tages forholdsregler mod dette.

Forholdsregler for at forhindre tab af gødning med centrifugalspreder:

  • Brug det monterede kantspredningsudstyr på sprederen.
  • Særligt på ældre gødningsspredere skal man være opmærksom på, om kantspredningsudstyret fungerer.

Hvis der ikke er kantspredningsudstyr, kan du reducere spredning ud over markskellet ved at foretage én eller flere af følgende korrektioner:

  • Kæntre liftophængte spredere og reducere omdrejningstallet. Dermed mindskes den mængde, der ellers ville falde uden for marken.
  • Ændre sideindstillingen, så hovedparten af gødningen spredes ind mod marken.
  • Undlad at sprede gødning i de yderste spor. Det vil ofte være den optimale løsning langs skov, hegn og vandløb, fordi gødningen gør mere nytte andre steder.

Ved brug af en fuldbreddespreder eller ved anvendelse af flydende gødning, kan spild uden for marken helt undgås.

Videncentret for Landbrug
Sidst bekræftet: 19-03-2010 Oprettet: 19-03-2010 Revideret: 19-03-2010

Forfatter

Chefkonsulent
Leif Knudsen
Planteproduktion, Specialviden
Landskonsulent
Jens Johnsen Høy
AgroTech