Off-label godkendelse og vejledning i brug af Agil 100 EC til bekæmpelse af spildkorn og græsukrudt i udlæg af engrapgræs, stivbladet svingel, strandsvingel og alm. rajgræs efter høst af dæksæd
|
Ukrudtsmiddel:
Advarsel
“Se Agil 100 EC etiketten.”
Brugsanvisningens doseringsanvisninger må ikke overskrides.
Brugsanvisning for anvendelsen af Agil 100 EC, hvor der er udlæg af engrapgræs, stivbladet svingel, strandsvingel og alm. rajgræs til frøavl efter høst af dæksæd
Skadegører
Spildkorn, hejre-arter, knæbøjet rævehale og delvis alm. rapgræs.
Dosering
Der anvendes 0,12 l Agil 100 EC pr. ha, tilsat sprede/klæbemiddel.
Sprøjtetidspunkt
Efter høst af dæksæden. Skånsomheden overfor afgrøden øges ved sprøjtning så tidligt som muligt i efteråret. Det er vigtigt at sprøjte på småt ukrudt. Der må IKKE behandles med Agil ved udsigt til nattefrost.
Effekt
En efterårsbehandling med 0,12 l/ha Agil tilsat sprede/klæbemiddel skal sandsynligvis følges op med en forårsbehandling for at sikre tilstrækkelig effekt overfor græsukrudt. En eventuel opfølgning må ikke være med Agil.
Risiko for skade
Da der er risiko for skade på afgrøden, må kun afgrøder i god vækst behandles.
For at kunne tilpasse vejledningerne til den enkelte art og sort og de lokale dyrkningsforhold bør den endelige vejledning for midlets anvendelse udarbejdes i samarbejde med den lokale konsulent og/eller det frøfirma, der er avlskontrakt med.
Bemærkning fra Aarhus Universitet, Forskningscenter Flakkebjerg
DJF kan anbefale Agil 100 EC anvendt til ukrudtsbekæmpelse i alm rajgræs, stivbladet svingel, strandsvingel og engrapgræs i doseringer op til 0,12 l/ha som beskrevet i vejledningen
Bemærkninger fra Makhteshim-Agan
Firmaet har fremsat følgende kommentar: Da vi ikke har erfaringer i Danmark med anvendelsen af det omtalte produkt til de nævnte formål, må vi understrege, at anvendelsen foregår helt på brugerens eget ansvar. Firmaerne kan på ingen måde drages til ansvar.
13. januar 2011
Ansvar for off-label vejledning
Off-label godkendelse er en speciel godkendelse, som gør det muligt at anvende et kemisk bekæmpelsesmiddel i en afgrøde, som ikke er nævnt på midlets etikette.
Off-label vejledning - eget ansvar
Der kan ikke garanteres for, at der ikke kan opstå skader på afgrøden eller være svigtende virkning af et kemisk bekæmpelsesmiddel, selv om off-label vejledningen følges. Da Videncentret for Landbrug, Planteproduktion udarbejder og søger off-label godkendelse og vejledning på brugerens vegne, kan Videncentret for Landbrug, Planteproduktion ikke gøres ansvarlig for skader eller svigtende virkning, der måtte opstå, hvor et kemisk bekæmpelsesmiddel er off-label godkendt, og den tilknyttede off-label vejledning til afgrøden følges.
Vejledningen i brug af et kemisk bekæmpelsesmiddel, som er tilladt på baggrund af en off-label godkendelse, bygger på få forsøgsresultater og observationer. Alle situationer, hvorunder midlet må anvendes, er ikke afprøvet, og midlet er heller ikke afprøvet i alle sorter. Midlets effekt kendes primært fra andre afgrøder, og der kan derfor være forhold, som gør, at midlet ikke virker tilfredsstillende i den pågældende afgrøde.
Derfor kan der måske opstå skader eller svigtende virkning, når off-label vejledningen følges.
For at tilpasse vejledningen til den enkelte sort og de lokale dyrkningsforhold bør den endelige vejledning for et middels anvendelse udarbejdes i samarbejde med det frøfirma, der er en avlskontrakt med.