- Afsluttet FarmTest
Økologisk mælkeproduktion har en høj andel kløvergræs i sædskiftet og dermed også i
foderrationen. Hvor køernes behov for kalium er 11-12 gram pr. kg tørstof (6-7 gram
pr. FE) er indholdet af kalium i græs ca. 28 gram pr. kg tørstof. Overforsyning med
kalium øger risikoen for græstetani (magnesium-mangel), idet kalium kan være årsag
til, at køernes magnesiumoptagelse hæmmes.
Derfor undersøges det:
- Om græstetani vurderes til at være et generelt problem i de økologiske besætninger?
- Hvordan kaliumforsyningen og risikoen for græstetani er i fem udvalgte økologiske malkekvægbesætninger.
Det var en generel vurdering blandt dyrlæger og kvægkonsulenter, at tetani ikke er et
udpræget problem i de økologiske besætninger, selvom kløvergræsniveauet i foderrationerne
er højt. Analyserne fra 5 økologiske case-ejendomme viste, at kaliumindholdet
i 4 ud af 5 cases var meget højt i foderrationerne. Kaliumindholdet er typisk højere
i sommerrationerne, sammenlignet med efter indbinding. Særligt case 3 der, med et
indhold på 28 gram pr. FE, lå i risikogruppen for at få problemer med tetani. Der har
imidlertid kun været ganske få tilfælde af græstetani i besætningerne. Case 1 og case
2 havde som de eneste besætninger fået køer behandlet mod græstetani. Derimod har
alle fem besætninger oplevet periodevise problemer med tynd gødning, specielt lige
inden indbinding, hvilket også kan være tegn på overforsyning med kalium.
Magnesiumforsyningen kan forebygge forekomsten af græstetani. Case 2 og case 3 lå
under den forebyggende grænse for magnesium på 0,3 % af fodertørstoffet. Disse 2
besætninger vil derfor formentlig være i risikogruppen og vil med fordel kunne tildele
ekstra magnesium i afgræsningssæsonen. En anden faktor som kan have betydning
hos case 2 var, at natriumtildelingen i sommerrationen ligger under normen. Dette kan
ligeledes øge risikoen for tetani, når kaliumtildelingen er høj.
Resultaterne viser, at der er store forskelle i grovfoderets mineralindhold og anvender
man tabelværdierne kan det give et forkert billede af tildelingen. 2 ud af de 5 besætninger
var i risikogruppen med hensyn til mineralforsyningen.
Hvis kaliumindholdet er højere end 25 gram pr. FE er det vigtig at tjekke om foderrationen
opfylder følgende:
- At magnesiumindholdet er på eller over 0,3 % af fodertørstoffet.
- At natriumbehovet er dækket.
- At PBV ikke bliver for højt og har for kraftige udsving.
Hvis disse faktorer er opfyldt, skulle risikoen for tetani mindskes.
Læs hele FarmTest rapporten (626 kb)
|