Foder- og fødevarehygiejne - branchekode
Oprettet: 09-12-2005
Revideret: 25-01-2008
Hvad er forblandinger og tilsætningsstoffer?
Ifølge Foderhygiejneforordningen skal man registreres som HACCP-landbrug i Plantedirektoratet, hvis man anvender forblandinger eller rene tilsætningsstoffer på bedriften. Det har medført følgende spørgsmål:
Hvad er tilsætningsstoffer?
Det er f.eks. vitaminer, mikromineraler, gær, propionsyre, aminosyrer og urea. Den eneste officielle fortegnelse over godkendte tilsætningsstoffer er et engelsksproget EU-dokument. Det fylder 304 sider, men man kan bruge PDF-dokumentets søgefunktion (man skal bruge stoffets engelske betegnelse).
Hvad er forblandinger?
Ifølge foderstofloven er det "Blandinger af fodertilsætningstoffer eller blandinger af et eller flere fodertilsætningsstoffer med fodermidler eller vand som bærestoffer, der ikke er bestemt til direkte fodring". F.eks. er de fleste flydende vitamin- og mineralprodukter forblandinger. Visse meget koncentrerede vitaminprodukter på pulverform er også forblandinger.
Skal man registreres som HACCP-landbrug, hvis der er tilsætningsstoffer i kraftfoderet?
Man skal kun registreres som HACCP-landbrug, hvis man bruger tilsætningsstoffer i ren form eller forblandinger. Tilsætningsstoffer i en tilskudsfoderblanding, herunder i kraftfoder og mineralsk foder, udløser ikke krav om denne registrering.
Skal man registreres som HACCP-landbrug, hvis man bruger propylenglykol?
Når propylenglykol anvendes som kulhydratkilde, hvilket det normalt gør i kvægfodringen, kategoriseres stoffet som fodermiddel. Man skal derfor ikke registreres som HACCP-landbrug.
Hvad med mineralblandinger?
Hvis mineralblandingen indeholder mindst 40 % aske, kaldes den mineralsk foder i lovgivningsmæssig sammenhæng. Hvis man kun bruger mineralsk foder, skal man ikke registreres som HACCP-landbrug.
Hvad med ensileringsmidler?
Ensileringsmidler udløser ikke krav om HACCP-registrering. Ensileringsmidler er ganske vist tilsætningsstoffer, men er undtaget i denne sammenhæng.
Hvilke konsekvenser får det at lade sig registrere som HACCP-landbrug?
Registreringsafgift
Det koster 1500 kr. om året (ex. moms) at være registreret som bruger af forblandinger eller tilsætningsstoffer. Det første år er der desuden en éngangsafgift på 500 kr. (ex. moms).
Afgiften for at være registreret i HACCP-kategorien afløser den afgift, man skulle betale før 2006, hvis man brugte tilsætningsstoffer eller forblandinger, og i den forbindelse var registreret i Plantedirektoratet.
Kvalitetssikring
Alle HACCP-landbrug skal indføre kvalitetssikring efter HACCP-principperne. Omfanget afhænger af hvilke tilsætningsstoffer eller forblandinger, der bruges. Der skal udarbejdes HACCP-planer, når det drejer sig om stoffer, for hvilke en fejl i håndteringen kan medføre risiko for fødevaresikkerheden, dyrs sundhed eller miljøet, eller hvor der er fastsat en grænse for max-indhold i foderet. Det vil i praksis sige urea i ren form og forblandinger, der indeholder vitamin A, vitamin D eller mikromineraler. Se eksempler på HACCP-planer her. For andre stoffer, f.eks. E-vitamin og organiske syrer, kan man nøjes med at henvise til den overordnede risikovurdering for kvæg eller svin udarbejdet af Dansk Kvæg og Dansk Svineproduktion.
Hvilke konsekvenser får det at undlade registrering som HACCP-landbrug?
Registrering i forbindelse med brug af tilsætningsstoffer i ren form eller forblandinger er med i ordningen om krydsoverensstemmelse. Udeladelse kan dermed medføre fradrag i bedriftens samlede støttebeløb fra EU.

|
Sidst bekræftet: 25-01-2008
Oprettet: 09-12-2005
Revideret: 25-01-2008
|