Vurdering af heste - form og funktion

Formålet med en detaljeret bedømmelse og beskrivelse af de enkelte legemsdele er at vurdere hestens eksteriør- og bevægelsesmæssige fordele, ulemper og mangler. Dommere og andre erfarne hestefolk vil som regel hurtigt kunne vurdere en hests eksteriør og bevægelse. De får hurtigt en fornemmelse, af om helheden er på plads. Det er nødvendigt at gå systematisk til værks og tale samme sprog og beskrive de enkelte bygningstræk, når heste bedømmes.  

Det er nødvendigt, at kunne betegnelserne for hestens kropsdele. Hvis man vil være sikker på, at forstå kåringsresultater og andre bedømmelser korrekt. I forbindelse med eventuelle diskussioner er det også vigtigt, at man taler om det samme.

Man må aldrig fokusere på ligegyldige detaljer. Det gælder først og fremmest om at se på, om der er noget af det helt rigtige i det pågældende individ, om det er racetypisk og konstrueret til at opfylde brugerens krav. Det er vigtigt, at være realistisk omkring hestens brug og brugerens ambitionsniveau. I handels situationer kan det koste dyrt ikke, at se sig for og være realistisk. 

Bedømmelsessystemer skal:

• gøre os i stand til, med så stor sikkerhed som muligt, at udpege de heste som kommer avlsmålet nærmest.
• gøre os i stand til at oprangere dyrene hurtigt og sikkert.
• give grundlag for sikker vurdering af avlsværdi og brugsværdi.

Sikker fremvisning - Sikker vurdering

Det er vigtig, at fremvisningen af hesten foregår så hensigtsmæssigt som muligt. Det er medvirkende, til at sikre en præcis vurdering i forbindelse med både kåringer, dyrskuer og handelssituationer. Mønstring og løsvisning bør foregå på jævnt og stabilt underlag. Mønsteren skal være i stand, til at følge hesten let og ubesværet. Det skal foregå afslappet uden det bliver slapt.

• Video af mønstring (landsskue video),
• Video løsvisning
• Video løsspringning

Løsvisning og løsspringning er et godt supplement til vurderingen af heste, specielt den unge hest. Her får hesten mulighed; for at bevæge sig frit og naturligt, når der foregår under hensigtsmæssige forhold. Alle heste kan, som udgangspunkt løsspringes. Det giver mulighed, for at variere det daglige arbejde og forbedre hestens teknik og smidighed. 

En hest der springer uden rytter, bliver nødt til at klare de stillede opgaver selv. Det bliver tydeligt om hesten kan koncentrere sig om opgaven, og om den er modig og samtidig forsigtig. Når en hest ender i en vanskelig situation, kommer det tydeligt til udtryk om den løser opgaven hensigtsmæssig og lærer af sine fejl. Løsspringning bruges som en del af vurderingsgrundlaget til brugsafprøvninger og kåringer. Der gives i den sammenhæng karakterer for teknik og kapacitet. Evnerne i løsspringning kan påvirke handelsprisen markant, specielt på de unge heste.

Teknik: Hestens evne til at taksere og reagere er vigtig. Det vurderes, hvordan den er i stand til at tilpasse sig forholdene. Evnen til at reagere hurtigt, uden det går ud over rationel afvikling af springet vurderes. Springene ønskes afviklet igennem en smidig krop. Graden af løft og sammenbøjning i springningen vurderes. Idealet er forben som trækkes op foran bringen, med maksimalt sammenbøjet forknæ og kode. Bagbens teknikken skal gøre hesten i stand, til at komme fri af forhindringen. I den sammenhæng er det vigtigt, at hesten kan sænke halsen over forhindringen.

Kapacitet: Her vurderes hestens talent og potentiale. Det vurderes om hesten er forsigtig og lære af sine fejl. Hesten må dog ikke være overforsigtig, så det går ud over modet, reaktionsevnen og den rationelle springstil.
Hestens evne til at afstemme springhøjden efter forhindringernes højde vurderes. Hesten skal være i stand, til at opnå et effektivt og kraftfuldt afsæt. Evnen til at sænke bagparten og springe op og frem er vigtig.
Hesten skal være i stand, til at lære af og korrigere sine fejl.

For at give overblik og sikre systematikken bruger vi i Danmark to systemer:

A. Et karaktersystem hvor der i de fleste tilfælde gives 9 delkarakterer og  helhedskarakter.

Der gives karakterer for:

1. Type og kropsform
2. Hoved og hals
3. Skulder og manke
4. Overlinje og bagpart
5. Forlemmer
6. Baglemmer
7. Skridt
8. Trav
9. Galop
10. Helhed

Der benyttes en 10 point-skala (vejledende):

1. Meget dårlig
2. Dårlig
3. Manglende
4. Ikke tilfredsstillende
5. Knapt tilfredsstillende / under middel
6. Middel
7. Ret godt / tilfredsstillende
8. Godt
9. Særdeles godt
10. Prima / fremragende

Karaktersystemet bruges selvstændigt, sammen med en beskrivelse og/eller i kombination med lineær bedømmelse.

B. Lineær bedømmelse, hvor et nærmere fastsat antal egenskaber bedømmes via afkrydsning imellem 2 biologiske yderpunkter.

Det kan f.eks. være kort/lang, saml/bred eller indfodet/ udtået /fransk).

• Det lineære bedømmelsessystem beskriver hesten.
• Dommerne angiver via et ”X”, hvordan hesten placerer sig mellem yderpunkterne for en nærmere defineret egenskab.
• Optimum for hver egenskab fastlægges med udgangspunkt i avlsmålet og markeres.

Nedenstående vises et eksempel, systemet skal tilpasses de enkelte racer og typer. Da de forskellige egenskaber vægtes forskelligt fra race til race. I eksemplet er optimum markeret med de hvide felter, som også er avlsmålet for den aktuelle avlsretning.

Se forslag til bedømmelsesskema - Lineær registrering (småheste og ponyer)

Der er også mulighed, for at registrere afvigelser i systemet.
Eksempel på afvigelse:

• Registrering af afvigelser, egenskaber der sjældent forekommer og/eller med lille variation. 
• Egenskaber hvor den lineære registrering ikke fortæller nok.
• F. eks overbygget kropsform, svingende forbevægelse og parallelforskudte forlemmer.
• 1 = Lidt afvigende, 2 = Meget afvigende.

De fleste avlsretninger indleder bedømmelsen med vurdering af type og kropsform. For at kunne bedømme, beskrive og give karakterer for typen er man nødt til at gøre sig helt klart, hvad hesten skal bruges til. Man er nemlig nødt til at gøre sig klart, hvad det er for en slags hest man søger.  Vær opmærksom på hestens foderstand, det ideelle er en passende foderstand, hvor hesten ikke bærer på unødige fedtdepoter (dødvægt). Rigelig foderstand understreger måske harmonien til en vis grad, men det ”slører” markeringen af enkeltdelene og belaster hesten unødigt.

I vurdering af typen indgår:

• Størrelse
• Præget (racetilhørsforholdet)
• Kønspræget
• Harmoni (se tredeling)
• Store rammer (kropspartier) i forhold til hestens størrelse (stangmål)
• Dybde og bredde (se tredeling)
• Fundamentets dimension (førhed)

Følgende bør ikke indgå i typebedømmelsen:

• Fundamentets korrekthed
• Bevægelsen har ikke direkte indflydelse, men kan være med til at understrege racetilhørsforholdet

Det gælder først og fremmest om at se på, om hesten er racetypisk og korrekt konstrueret i forhold til brugernes krav. 

Man skal være opmærksom på, at der er forskel på hesteracerne som man ikke umiddelbart kan se. Der er f.eks. stor forskel på temperamentet og muskelfiberkompositionen. Mange racer er fremavlet med et bestemt brug for øje. Disse racer har en sammensætning af muskler der er tilpasset hertil. Derfor bør man gøre sig nogle etiske overvejelser, hvis heste af en race absolut ønskes brugt til en anden races præstationer. Det ender ofte med skade og smerte for hesten, som man burde have kunnet forudse.

Undersøgelser har vist, at store rideheste har større risiko , for at stoppe karrieren tidligt (Equine Locomotion, 2000).

Man kan opstille forskellige kriterier for bedømmelsen af hestens enkeltdele, men for bedømmelsen af type og kropsform er det straks vanskeligere. Det kræver indgående kendskab til racens gennemsnitlige niveau, samt en fornemmelse af eventuelle ønsker om ændringer/udvikling. Man får som avler det bedste indblik i den ønskede type ved at følge bedømmelser, hvor mange dyr er samlet.

Den enkelte hest har vidt forskellig baggrund og reagerer vidt forskelligt på træning. Vurdering af heste, hvad angår kvalitet og dermed pris, bør altid foretages individuelt. Risikoen for overbelastninger og skader er betydelig nedsat, hvis hesten er hensigtsmæssigt bygget. En storrammet hest i korrekt balance, med velstillet fundament og korrekt bevægelse, giver det bedste grundlag.

Tredeling - balance/harmoni

På en velproportioneret hest kan kroppen deles op i tre nogenlunde lige store dele. Tredeling af kroppen vurderes ud fra tænkte lodrette linjer med følgende udgangspunkter:

• Skulderleddet (bovspidsen)
• Laveste sted på manken
• Det udvendige hoftehjørne
• Sædebensknuden

Balancepunktet ligger normalt i overgangen mellem forpart og midtstykke. Det betyder, at balancepunktet er placeret langt fremme på hesten, hvilket placerer 60-65% af kropsvægten på forbenene. Hvis hesten samtidig f.eks. er overbygget, og har lang lavt ansat hals, forskydes balancepunktet yderligere fremad. Afstanden fra en tænkt vandret linje på højeste sted over manken og en linje under bugen, sammenlignes med afstanden til jorden. Er de to afstande nogenlunde ens, har hesten passende eller god brystdybde.

Hvis benene er længst er den højtstillet (tyngdepunktet forskydes opad) og er brystet dybere end benlængden er heste lavstammet (tyngdepunktet forskydes nedad), man skal dog være opmærksom på, at der er racemæssige forskelle. Hvis ridehestene bliver meget langbenede forskydes tyngdepunktet altså opad, hvis de samtidig er smalle, får de tit problemer med balancen.

Bringens bredde er afstanden imellem skulderleddene (bovspidserne), hvilket er afgørende for forbens bevægelsens korrekthed. En bred hest bliver ofte indfodet, med vid svingende forbensbevægelse til følge. En smal hest bliver ofte udtået/fransk med snæver indadstrygende forbensbevægelse til følge. Brystbredden vurderes også forfra, her er det ribbenshvælvingen og foderstanden der har afgørende indflydelse. Hos ridehestene ønskes oval ribbenshvælving af hensyn til sadelleje, schenkelleje og frihed i forparten.

En regelmæssig muskuløs krydsform ønskes. Både over- og underlår ønskes muskuløse, dybe og bredde.

Nedenfor ses en noget kraftig kvadratisk Islænder vallak. Overlinjen (ryg og lænd) er kort, så det bliver en udfordring, at finde en passende sadel. Sadlen skal ligge fri af skulderen og må ikke komme ud og tage bæring på lænden (lændehvirvlerne). Husk altid at sadlen, både skal passe hesten og rytteren. Det hjælper ikke noget, at finde en sadel der passer hesten, hvis rytteren ikke kan være i den. Resultatet bliver nemt, at rytteren kommer til, at sidde i ”bagvægt” med trykninger og andre skader til følge.

Billedet ovenfor viser en rektangulær overbygget (korte forben) hest. For heste som skal sprinte f.eks. Fuldblod XX og Quarter Horses giver det et godt effektivt udgangspunkt. Hvorimod det ikke fungere for dressurheste,  som skal gå ”op ad bakken” med fri forbensbevægelse.

Hovedet vurderes med hensyn til størrelse, form og udtryk.
Mange racer vurderer hovedets i forhold til racepræget.

Halsens længde, form og ansætning vurderes.
Halsen er hestens balancestang. En kort og/eller lavt ansat hals, vil generelt set have mindre balanceevne. En lang lavt ansat hals vil rykke tyngdepunktet frem på hesten.

De fleste avlsforbund giver en samlet karakter for hoved og hals, med i vurderingen indgår nakkens længde og foreningen mellem hoved og hals i øvrigt. Nogle avlsforbund vurderer de enkelte elementer længde, form, ansætning  osv. med lineær bedømmelse.

Her vurderes halsens længde f.eks. ud fra de biologiske yderpunkter kort  -  lang, og ansætningen vurderes ud fra yderpunkterne højt ansat og lavt ansat via afkrydsning. 

Billederne nedenfor giver et blik på foreningen mellem hoved og hals. Foreningen er vigtig, for hestens funktion og anvendelighed. Hesten skal ubesværet kunne gå i korrekt holdning, hvor den er styrbar. Nakkens længde og afstanden imellem ganacherne har i den sammenhæng afgørende betydning.

Skulderen
Skulderen vurderes med hensyn til længde, retning, hældning og især frihed. Specielt friheden omkring albuen er vigtig.

Manken
Manken vurderes med hensyn til højde, længde og bredde.

Der gives en samlet karakter for skulder og manke. Skulder og manke er afgørende for hestens formåen og rytterens placering. En lang skrå skulder og en lang velmarkeret manke er sammen med passende muskulatur medvirkende, til at placere rytteren tilbage på hesten. Det betyder, at tyngdepunktet for hest og rytter trækkes tilbage.

Ved lineær bedømmelse vurderes skulderens og mankens længde f.eks. ud fra de biologiske yderpunkter kort -  lang og hældningen af skulderen vurderes ud fra yderpunkterne skrå - stejl. Dommerne markerer længden og hældning via afkrydsning.

Gjordleje
Brystbenets længde og retning har betydning for gjordlejet og dermed sadlens naturlige placering på hesten.
Hvis det er kort og hælder fremad, ”glider” gjorden frem. Man risikerer, at sadlen følger med og det giver i mange tilfælde problemer med tilstrækkelig frihed i forbenene (albuerne).

Heste som anvendes til ridning, skal både have et godt sadel- og gjordleje. Det ideelle gjordleje bør ligge ca. en håndsbredde fra albuespidsen. Gjordlejet er det slankeste sted under hestens bug. Husk at gjorden altid bliver presset frem til det punkt, hvor hesten er smallest.

Overlinie og bagpart omfatter ryg, lænd, kryds og lår
Der vurderes med hensyn til længde, retning, hældning og muskelfylde. Specielt for overlinjens vedkommende vurderes smidighed og evnen til at overføre bevægelsen fra bagpart til forpart, gennem midtstykket (lænd og ryg) på en hensigtsmæssig effektiv måde. Kryds og lår ønskes velformede og muskuløse. Krydsets længde og retning har afgørende betydning, for mulig muskelansætning og kraftudfoldelse. 

Et muskuløst kryds i kombination med lange knogler og korrekte ledvinkler, giver mulighed for den største styrke. Det kræver mindre kraft at påvirke en lang end en kort knogle.

Fundamentet (for - og baglemmer) vurderes med hensyn til stilling, man ønsker hesten står lige på sine ben vurderet forfra, bagfra og fra siden uden brydninger i tåakserne. Der ønskes kun en vinkel i hestens tå, nemlig i kodeleddet. Vurdering af lemmernes dimension, i forhold til de øvrige kropsdimensioner, indgår også i bedømmelsen.

Hvis dommerne skønner dimensionen passer til hesten, skriver de: "passende føre", er de for klejne betegnes de ofte som "fine", og er de forholdsvis kraftige betegnes de som "føre". Lemmernes sundhed vurderes, de ønskes rene og tørre (uden galledannelser og overben m.m.) og ledvinklerne vurderes.

Hovene er også et vigtigt element i vurdering af lemmerne, både størrelse (i forhold til hesten), form og hornkvalitet vurderes. Der gives en karakter for forlemmer og en for baglemmer, hvor alle de nævnte kriterier indgår. I forbindelse med lineær bedømmelse er der mulighed, for en meget detaljeret bedømmelse. Her kan man f.eks. bedømme førhed, benstillinger (f.eks. fransk / indfodet), hovstørrelse og form, ledvinkler og sundhed hver for sig. Der er uanede muligheder.

Korrekte benstillinger er vigtige

Ukorrekte benstillinger og deres indflydelse på bevægelsen bidrager i høj grad til nedsat holdbarhed og bør derfor vurderes nøje. Forkert beskæring, forkert beslag og forkerte benstillinger vil oftest give anledning til at hesten, og ikke mindst hovene, fejlbelastes, da hovene optager hovedparten af hestens og rytterens vægt.

Det er i første omgang hovene, der rammes af skæve belastninger. Hvis fejlbelastninger forekommer i længere perioder, kan balleforskydninger forekomme. Ved fransk benstilling for, ses balleforskydning indvendig, hvor belastningen og sliddet er størst. Ved indfodet forstilling ses balleforskydning udvendig, hvor belastningen og sliddet er størst.

Indfodet forstilling:
At beskære hoven i balance kræver en god smed, ved indfodet forstilling føres benet i en bue udad (udad svingende). 

Parallelforskudt i forknæene:
Da belastningen er meget stor ved denne benstilling, dannes der ofte overben indvendigt under forknæene. Heste med forskudte forknæ er desuden ofte indfodet med deraf følgende svingende forbens bevægelse. Belastningen og sliddet bliver størst udvendig.

Fransk forstilling:
Ved fransk forstilling får hesten en indad strygende snæver bevægelse, som let giver skader indvendig på koder, piber og forknæ. Belastningen og sliddet bliver størst indvendig.

Ret forstilling/sabelbenet:
Giver øgede belastninger i forbenet, ofte med kort stiv forbevægelse og reaktioner i seneskeder m.m. til følge.

Hjulbenet / kohaset bagstilling:
Bagbenet runder udad, så man får hasevid bagstilling (hjulbenet) og ved kohaset bagstilling får hesten hasetrang bagstilling med udad-drejet tå. Disse benstillinger kan disponerer for spat, ligesom andre uregelmæssige benstillinger bag. Spat er en slidgigttilstand i hasens glideled, som kan bevirke knoglenydannelse på hasens inderside foran kastanien.

Hovenes kvalitet og form er afgørende for hestens funktion og holdbarhed. De er derfor et af de allervigtigste enkeltelementer ved vurdering og prisfastsættelse. 

Hoven skal så effektivt som muligt

1. virke som fundament (bære hesten). Da hovbenet er fast forbundet  til hovkapslen via læderhuden.
2. virke støddæmpende. Heste som bevæger sig i højt tempo støtter kun på benene i en brøkdel af et sekund. I denne korte fase opstår der et tryk på op til 1,5 tons. Denne store kraft skal optages og fordeles imellem hoven og underlaget.
3. modstå ydre påvirkninger. Hoven skal være i stand, til at modstå slid, slag, kulde og varme. Hovens fugtighed er afgørende for elasticiteten i hoven.
4. fremme blodomløbet. Hovmekanismen medvirker, til at blodcirkulationen fungerer optimalt. Hovens bageste del udvider sig ved belastning og trækker sig sammen, når hoven igen aflastes. Det er afgørende for støddæmpningen og  ernæring af hoven (læderhuden), at hovmekanismen fungerer effektivt.

Hovene skal være passende store i forhold til hesten og hovene skal være parvis ens. Forhovenes form er normalt mere rund end baghovenes, der er mere tilspidset i tåpartiet.  Det er vigtigt at hovene er parvis ens. Hornet dannes fra kronranden med en hastighed på ca. 1 cm. om måneden. Det betyder at skader i kronranden, kan forstyrre hornvæksten i op til et år.

Man skal i forbindelse med vurdering af heste til kåring og i handels situationer være meget opmærksom på, hvordan hesten er beskåret/skoet. Den unge hest, som ikke er i arbejde, bør kunne klare sig uden sko. Skoens udformning og vægt påvirker bevægelsen. Man kan derfor til en vis grad korrigerer uregelmæssigheder, ved at vælge det rigtige beslag. Hvis hesten i forbindelse med kåring, materialprøver og handel er skoet med specialbeslag, bør årsagen undersøges nærmere.

Hvis hovene er meget flade eller udtalt forsnævrede, har det stor negativ indflydelse på hovmekanismen (hovens elasticitet), med nedsat holdbarhed til følge.

Forekomsten af uens hove, kan skyldes medfødte eller miljømæssige faktorer. Det kan have afgørende betydning for hestens brug, med øget risiko for nedsat holdbarhed. Hollandske undersøgelser har påvist, at uens forhove afkorter sportskarrieren for rideheste. (Ducro, 2011).

Kodens længde og retning er en balancegang imellem styrke og elasticitet. Hvis koden bliver for kort og ret, er den forholdsvis stærk, men har nedsat stødabsorption. Hvis koden bliver for lang og blød, er den elastisk, men en stor gennemtrædning, med stor belastning på senerne til følge. 

I en undersøgelse fra Skotland, som omfattede 3916 Fuldblods åringer fandt man høje arvelighedsgrader på flere af de alvorlige benstillingsfejl, der har stor betydning for hestenes holdbarhed.
Heritabiliteter (arvelighedsgrader) Love et al. 2006.

• Sabelbenet 0,66
• Snæver 0,16
• Parallelforskudt 0,42
• Stejle koder 0,18
• Indkneben u. knæ 1,00
• Udtået 0,16
• Indfodet 0,17
• Krogede haser 0,38
• Bløde  koder 0,31

Arvelighed måles på en skala fra 0 til 1, og udtrykker hvor stor en del af forskellen imellem heste der skyldes arv (Se i øvrigt ”Hestens eksteriør – vurdering af heste og ponyer”).
Fra forknæ og has og nedefter i hestens tå er der ingen muskler men kun knogler, sener og hud . Det skal være rent og tørt, hvilket vil sige uden "galler" (væskeudposninger) og overben (knoglenydannelser).

Galle ses ofte i forbindelse med stillingsfejl i benstillingerne i kombination med overanstrengelse. Det samme er tilfældet for overben, hvis det ikke skyldes slag eller spark. 
En anden årsag til galler, kan være den arvelige knoglelidelse osteochondrose. Lidelsen gør, at knoglens udvikling forstyrres. Det giver i nogle tilfælde anledning, til at lidt bruskvæv fra ledfladerne afstødes (mus).

De kan forstyrre bevægeligheden i leddet og give anledning til slid og galler. Lidelsen kan kun erkendes ved hjælp af røntgen optagelser. Lidelsen har forholdsvis stor arvelighedsgrad, som gennemsnitlig ligger omkring 25%. Det betyder, at ca. 75% skyldes miljøet (fodring, motion, træning og vækstkurven). Her har man som avler en mulighed, for at påvirke frekvensen af OCD i positiv retning.

Bevægelsen skal være taktfast og fremgribende i alle gangarter, se altid hesten  forfra og bagfra på fast underlag i skridt og trav. Her afsløres meget om bevægelse og benstillinger, "lyden" ved mønstring på fast underlag er medvirkende. Husk at haltheder er bevægelsesforstyrrelser. Når man vurderer hestens bevægelsesmønster, skal man være opmærksom på om hesten begynder, at ”nikke” med hovedet, da det kan være tegn på halthed på forbenene. Hesten løfter i den sammenhæng hovedet når det ømme ben sættes i jorden , for at aflaste det. I forbindelse med vurdering af bagbensbevægelsen, skal man holde øje med om krydset bevæges symmetrisk, asymmetri kan være tegn på bagbenshaltheder. 

Den såkaldte "bøjeprøve" benyttes til at teste for haltheder. Ved bøjeprøven kan skadede led m.m. findes, benet holdes sammenbøjet i ½ til 1 min. Hvis hesten ved efterfølgende mønstring er halt, tyder det på et eller flere skadede led, et tegn på overbelastning. Prøven bør kun udføres systematisk af en fagmand og på heste, som har været i arbejde, idet det primært er en test af slitage. Denne test bør kun udføres af fagfolk.

Korrekt bevægelse

En hest som arbejder taktfast, fremgribende og elastisk med sving, ledaktion og bæring fungerer som helhed. Korrekt bevægelse giver det bedste grundlag for lang holdbarhed og god pris.

På tegningen nedenfor ses afbilledet en hest der traver med smidighed i ryggen og arbejder i den rigtige holdning opnår en svævende, smidig og fremadrettet bevægelse (grønne pile). Hvis hesten traver med sænket ryg bliver bevægelsen ”låst” og bagbenene arbejder mere bagud end fremad (røde pile). Resultatet bliver en spændt kropsholdning og stødende bevægelse uden tilstrækkelig fremdrift.

En hest der arbejder rigtigt forbliver sund, rask og smidig. Den bevarer arbejdsglæden og handelsværdien. 
En hest der arbejder med godt undergreb (bagbenene langt ind under kroppen) er i stand, til at opnå god fremdrift. Det der sker i hestens bagpart, er afgørende for aktiviteten og friheden i forparten. 

På billedet til højre ovenfor ses hvordan hesten i dette moment spænder i både hals og overlinje. Hvilket har betydning for bagbenenes indundergriben. Hvis hesten går med spændt eller sænket ryg, er det tegn på at der ikke er balance imellem bøjere og strækkere i hestens ”muskelring” (se evt. Hestens eksteriør – vurdering af heste og ponyer fra Landbrugsforlaget). Disse spændinger begrænser hestens mulighed,  for at sætte bagbenene ind under kroppen. Når hesten igen går i en mere naturlig holdning forsvinder spændingerne.

En hest der bevæger sig med en aktiv ”svingende overlinje”  tåler belastning og bliver i stand til at sætte bagbenene ind under kroppen. I det korrekte bevægelsesforløb aktiveres muskulaturen i hestens overlinje og samtidig strammes bugmuskulaturen. Hvis dette ikke er tilfældet, tåler hesten ikke den samme belastning i overlinjen og den får problemer med at arbejde effektivt og korrekt. Det giver også problemer med at bære rytter, når hesten går med ”sænket” ryg.

Regelmæssig bevægelse

At bevægelsen er regelmæssig vil sige, at hestens ben føres taktfast fremad i lige linjer parallelt med kroppens længderetning. Den regelmæssige bevægelse er desuden karakteriseret ved, at begge dragter sættes i underlaget på en gang. 

På den fransk stillede hest er den indvendige hovvæg (dragtvæg) den stejleste og dermed den mest belastede. Hos en hest med fransk forbensstilling svinger benene indad og den sætter altid udvendige dragt først i jorden, hvorefter den ”ruller” over og falder ned på indvendige dragt, som får næsten hele belastningen. Det er omvendt for en hest med indfodet forstilling. Den svinger udad med forbenene og her sættes den indvendige dragt i jorden først, hvorefter den ”ruller” over og falder ned på udvendige dragt, som får næsten hele belastningen. Nogle heste vrider, når de bevæger sig, i forbindelse med de sætter benet til underlaget drejes hasen væk fra midten. Kodens udvendige del følger med og tåen drejes ind imod midten. De roterende bevægelser belaster leddene i hestens fod og tå, da de ikke er konstrueret til disse roterende bevægelser.

Hvis hoven er fejlbelastet i længere perioder, kan balleforskydninger forekomme. Hos den fransk stillede heste er det den indvendige dragt der belastes og eventuel forskydes. Hos heste med indfodet forstilling er det udvendige dragt der belastes og eventuelt forskydes.

Selv om lemmerne bevæges parallelt med kroppens længderetning, kan der værre andre problemer med bevægelsens regelmæssighed. Hvis afstanden  mellem hovene er for lille når hesten fører benene frem og når hovene sættes i underlaget, kaldes bevægelsen snæver. Hvis afstanden er for stor, kaldes bevægelsen vid. Der bør være plads til en passende stor velformet hov imellem hovene, når benene føres frem.

Et andet problem omkring bevægelsens regelmæssighed , kan være, hvis baghovene støder imod forhovene  eller bagsko støder imod forsko, så siger man at hesten ”smeder”. Hesten sætter dragten i jorden først og ”ruller” derefter over den forreste del af hoven, inden løftes fra jorden. En sko med ”rejst tå” kan være medvirkende til at afhjælpe problemet, hvorimod en lav dragt og lang tå forstærker problemet. Hvis hesten er regelmæssigt gående er det naturlige overrulningspunkt midt på tåen, hvis den er fransk stillet er det indvendig og hvis den er indfodet er det udvendig for tåens midtpunkt. 
Smedning ses ofte hos heste med dårlig balance, det er tit unge heste i dårlig form. Hos sluttede kvadratiske heste, er problemet tit mere vedvarende.

Hestens bygning er afgørende for om den kan bevæge sig korrekt og regelmæssigt. En kraftig bred hest har ofte indfodet forbensstilling, udad svingende og vid i bevægelsen og en ædel smal hest har ofte fransk forbensstilling, indad svingende og snæver bevægelse. Hesten balance og smidighed er ligeledes afhængig af proportionerne og harmonisk kropsbygning.

Tegningen nedenfor illustrerer:

1. Regelmæssig bevægelse
2. Indfodet forbensstilling (benene svinger udad)
3. Fransk forbensstilling (benene svinger indad)

Bevægelsen er ikke regelmæssig, hvis hesten ikke tager lige lange skridt i alle bevægelsens faser i skridt, trav og galop. Bevægelsen skal være taktfast.

Ved bedømmelse af bevægelsens regelmæssighed, bør hesten vurderes både forfra, bagfra og fra siden.
Husk at haltheder er bevægelsesforstyrrelser, hvor hesten på grund af smerte eller lignende, et eller andet sted i bevægeapparatet forsøger at aflaste det pågældende ben.

Skridt er en firetakts bevægelse. Skridt skal være så taktfast og regelmæssig som muligt. Hvor hestens ben sættes til jorden i fire, klart markerede takter (venstre bag, venstre for, højre bag, højre for), som skal bibeholdes i alt arbejde i skridt. Når de fire takter ophører med at være klart markerede, jævne og regelmæssige, er skridten usammenhængende eller uren.

Den taktfaste skridt er karakteriseret ved, at samme sides ben mødes i et V (f.eks. venstre for og venstre bag). Hvis dette ikke tilfældet bliver skridten mere elle mindre pasagtig. En god jordvindende skridt vil sige, at hesten sætter baghoven i jorden foran det sted hvor samme sides forhov blev sat i jorden. Det er vigtigt, at bevægelsen i skridt er energisk og smidig.

Trav er en gangart i to takter med diagonal benflytning (venstre for og højre bag og vice versa) og med mellemfaldende svævningsmoment. Traven bedømmes ud fra et almindelig indtryk, skridtenes regelmæssighed og elasticitet - stammende fra en smidig ryg og indundergribende bagben - samt evnen til at bibeholde den samme rytme og naturlige balance. Bevægelsen i trav ønskes energisk, smidig og med god ledaktion.

Galop er en tretakts bevægelse. I galop f.eks. til højre, er benflytningen således: Venstre bag, venstre diagonal (venstre for og højre bag) og højre for, fulgt af et svævningsmoment med alle fire ben fra jorden, før næste galopspring begynder.

Karakteren af galoppen bedømmes ud fra et almindeligt indtryk af tretaktsbevægelsens regelmæssighed og lethed. Bevægelsen i galop ønskes rummelig og fri, smidighed og god balance skal komme tydeligt til udtryk.

Bevægelsen vurderes i forhold til det man ønsker at bruge hesten til. For dressurhesten er taktrene gangarter afgørende for deres muligheder i konkurrence og for trækhestene er en jordvindende, korrekt og taktfast skridtbevægelse afgørende, for at levere effektiv trækkraft. Gode grundgangarter vil altid have en positiv indflydelse på prisdannelsen.

Kontroller altid at hestens to skulder- og krydshalvdele er symmetriske, ikke mindst hvis hesten har uregelmæssige benstillinger og bevægelse.