Jura

COVID-19: Påvirker brug af hjælpepakker de minimis-støtte?

Som konsekvens af den delvise nedlukning af det danske samfund har Folketinget vedtaget en række hjælpepakker, der skal give virksomheder, påvirket af COVID-19, økonomisk støtte. Disse hjælpepakker forventes anmeldt til og godkendt af EU-Kommissionen.

Som konsekvens af den delvise nedlukning af det danske samfund har Folketinget vedtaget en række hjælpepakker, der skal give virksomheder, der er påvirket af COVID-19, økonomisk støtte. Disse hjælpepakker forventes anmeldt til og godkendt af EU-Kommissionen, og derfor er de som udgangspunkt ikke begrænset af støtteloft eller påvirket af de minimis-støtte. Godkendes hjælpepakkerne ikke, kan støtten enten ikke gives, eller den skal gives under anden undtagelse, og det kan få betydning for de minimis-støtten.

Den danske stat har i de senest uger vedtaget en række hjælpepakker med henblik på at støtte erhvervsdrivende, hvis virksomhed har været særligt påvirket af COVID-19 og nedlukningerne af dele af dansk erhvervsliv.

Hvis du som landmand er berettiget til støtte, overvejer du måske, hvilke konsekvenser dette kan have for dig. Nedenfor gennemgår vi kort, hvilken betydning brug af hjælpepakkerne må forventes at have i forhold til de minimis-støtte og statsstøttereglerne.

Statsstøtte-reglerne

Overordnet set er statsstøtte til erhvervsdrivende ulovligt i EU. Statsstøtte defineres i TEUF artikel 107, som støtte, der (1) ydes af offentlige midler, (2) tildeler en fordel, (3) ordningen er selektiv, (4) ordningen fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen i det indre marked og (5) der er samhandelspåvirkning i det indre marked. Hvis ordningen opfylder alle kriterierne, er der tale om statsstøtte – og er derfor ulovlig.

Selvom en støtteordning opfylder kriterierne for statsstøtte, er der mulighed for at få den godkendt af EU-Kommissionen, eller ordningen kan være undtaget gennem andre regelsæt.

I TEUF artikel 107(2) og (3) opstilles en række undtagelser, hvor EU-Kommissionen kan eller skal godkende statsstøtteordninger, hvis de falder ind under disse undtagelser. Bemærk at undtagelsesbestemmelserne fortolkes restriktivt.

En af de vedtagne undtagelser omhandler statsstøtte givet for at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder1. Det er efter denne undtagelsesbestemmelse at hjælpepakke til arrangører, der har måtte aflyse koncerter, mv. som følge af COVID-19, er anmeldt til og godkendt af EU-Kommissionen. Det forventes derfor af samme årsag, at de efterfølgende vedtagne hjælpepakker anmeldes efter samme bestemmelse til EU-Kommissionen og forventeligt også godkendes.

De minimis-støtte

En anden måde statsstøtte kan være lovlig, er hvis denne er tilladt efter andet regelsæt. Dette gælder bl.a. for ”de minimis-støtte”.

De minimis-støtte betyder, at staterne må udbetale støtte til erhvervsdrivende, hvis støtten holder sig inden for de af EU-Kommissionen vedtagne støttelofter. Holder støtten sig inden for lofterne forventes det, at støtten ikke vil have mærkbar konsekvens for samhandel og konkurrence på det indre marked.

Støtteloftet for landbrug er ca. 20.000 euro, svarende til 150.000 kr. 2

For yderligere oplysninger om de minimis-støtte, kan du læse mere i artiklen ”Notat om de minimis-støtte”.

Hvilke typer af de minimis-støtte modtager du?

Der findes ikke en udtømmende liste over, hvilke typer af de minimis-støtte der gives i Danmark. Til og med 2019 har f.eks. målrettede efterafgrøder været givet som de minimis-støtte, men fra 2020 er ordningen for målrettet kvælstofregulering overgået til landdistriktsprogrammet.

Alle myndigheder, der yder de minimis-støtte, har pligt til at oplyse om, at støtten er givet som de minimis-støtte.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har modtaget de minimis-støtte, kan du tjekke dine tilsagnsbreve for støtte modtaget inden for de seneste tre regnskabsår. Alternativt kan den relevante myndighed kontaktes for supplerende afklaring om nødvendigt.

Påvirker hjælpepakkerne de minimis-støtte?

SEGES forventer ikke, at brug af hjælpepakkerne ifm. COVID-19 vil påvirke din de minimis-støtte.

Støtteloftet inkluderer alene støtte givet efter de minimis-reglerne, dvs. uden anmeldelse til EU-Kommissionen. Det betyder, dels at støtte givet i henhold til de nye hjælpepakker ikke er begrænset af loftet på 20.000 euro, og dels at denne ikke vil påvirke landbrugerens eventuelle modtagne de minimis-støtte.

Det forventes som nævnt, at de øvrige hjælpepakker på tilsvarende vil blive anmeldt til og godkendt af Kommissionen og derfor ikke gives efter de minimis-reglerne.

Godkendes hjælpepakken ikke af EU-Kommissionen, kan en mindre støtte i stedet gives efter de minimis-reglerne, men begrænses dermed af støtteloftet på 20.000 euro. Er du i tvivl om støtte udbetalt efter hjælpepakkerne er godkendt af EU-Kommissionen, tjek gerne dit tilsagnsbrev eller kontakt myndigheden.

1 Artikel 107(2)(b)
2 Støtteloftet for 2019

Emneord

Vil du vide mere?