Feedback Form

Diverse

Diverse abonnement - heste 

Oprettet: 08-01-2002

Prisfastsættelse

Hvad er hesten værd ?
Jeg vil sælge min hest, men hvad skal jeg tage for den ?
Eller: Jeg vil købe en heste, men er prisen for høj ?

Det kan være svært at vurdere, for hvad der er en god hest for den ene rytter, har ingen værdi for den anden.
Prisen følger udbud og efterspørgsel. Derfor er gennemsnitshesten, som der er mange af, langt nede i pris - mens den gode hest, man skal lede længe efter, og ligger på et tilsvarende højt prisniveau.
Men hvad kendetegner den middelgode hest - og hvad gør en hest til tophest?
Landsbladet Hest samlede den 15. juni 1999 tre erfarne hestehandlere på Hesselhøj Hestecenter ved Middelfart, for at vurdere og prisfastsætte fire vidt forskellige heste, som Hans Jørgen Hoeck havde fundet frem i sin salgsstald.

Direkte fra stalden
For at kunne vurdere hestene, ønskede alle tre, Knud Remien, Lene Ejby og Tommy Lundby at se hestene direkte fra stalden, derefter mønstret på hård bund og til sidst under rytter. Det giver et godt indtryk af hestens temperament og sundhedstilstand at se den komme direkte fra boksen og trave på hårdt underlag.
Priserne er angivet inkl. moms. Alle hestene er godkendt af dyrlæge.

Hest 1


Vurdering af Knud Remien: - 75.000 - 90.000 kroner
Det er absolut en spændende hest. Den har en majestætisk udstråling, som folk falder for.
Ridningen er god, men der kunne godt have været noget mere fremtoning især i traven.
Alt i alt en pragtfuld hest som mange kan have glæde af.

7 års hannoveraner vallak - f. Pinius, mf. Don Carlos - Hesten er netop solgt for kr. 60.000
Vurdering af Lene Ejby: - 55.000 - 60.000
Af en 7 års hest har den ikke meget muskulatur. Men den er heller ikke uddannet, som en 7 års hest burde være.
Hesten changerer urent alle de gange den viser det, så jeg må gå ud fra, det kan den ikke, og den går på forparten.
Ellers en pæn hest, og den er pænt sat sammen, og den ser ud til at være meget ridelig.
Afhængig af til hvilket brug kan det være en fin hest - f.eks. til en pige eller en dame.
Men det er ikke en hest, der nogensinde vil komme i top. Hvis den bliver uddannet og kommer til at gå landsstævner, vil den altid være uden for placeringerne.
Grunden til at prisen kommer helt op på omkring 60.000 kroner er pga. dens alder. Det er nemlig ikke så mange, der vil købe 4-års heste.
Vurdering af Tommy Lundby: - 45.000 - 50.000
Det er en god salgsvare. Hesten er pæn, den har en fin størrelse og er en fin allemandshest.
Det er en middelgod hest, som de fleste ryttere vil kunne få utroligt meget glæde af.
Den changerer ikke rent, men det er knapt så vigtigt - for det får den nok aldrig brug for alligevel. For selvom den kommer til at gå programmerne, kommer den aldrig helt til tops.

Hest 2


Vurdering af Lene Ejby: - 20.000 - 25.000 kroner
Det er i hvert fald ikke en hest, der kan sælges som dressurhest. Den er lidt lang i ryggen, og det bliver ikke skjult, når der er saddel på.
I springningen smider den ryggen lidt, men den kommer fint over.
Det er egentlig en meget pæn hest, men jeg er bange for dens forhove - og vil absolut kræve den undersøgt af en dyrlæge.
4 års brun DS hoppe - f. Castro DVE 481, mf. Lagano DVE 297 - Hesten er netop solgt for 25.000 kr.
Vurdering af Knud Remien: - 25.000 - 30.000
En regulær hest i arbejdet med en særdeles skøn galop, men den er knap spændstig nok i springningen.
Det kan være en hest med enorm kapacitet, men salgsmæssigt er det en hest, der er svær at finde kunder til og få en god pris for. Den kan nemlig ikke noget særligt, og der er mange af slagsen. Springafstamningen kan dog være med til at gøre nogle interesserede.
Vurdering af Tommy Lundby: - 10.000 kr.
Det er en flink hest, der er nem at ride, men uden kvalitet. Afstamningsmæssigt skulle det være en rigtig fin hest, men de svarer kvalitetsmæssigt ikke til afstamningen.
Jeg ville normalt aldrig se denne hest længere end på staldgangen. Den har en betydelig fejl - tendens til bukkehov på begge forben.
Selvom den er godkendt af dyrlægen, vil jeg ikke købe denne hest.
Sådan en hest skal handles til én, som ved at den har et problem med hovene, men som ikke har flere penge og gerne vil have en pæn hest at hygge sig med ude i skoven.
- Hest 2 er godkendt af dyrlægen. Men den har lige haft smed og trænger lidt rigeligt til hovpleje, siger Hans Jørgen Hoeck. Alligevel var Lene Ejby betænkelig ved benstillingen, og Tommy Lundby ville overhovedet ikke anbefale hesten.

Kontrol af funktion og smidighed

- Trykker man fingrene ned i ryggen på hesten, skal den reagere ved at skyde rygge op, siger Tommy Lundby. Han står på modsatte side af, hvor han trykker, så hesten ikke rammer ham, hvis den sparker. Hestene skal vænne dem til trykket efter nogle gang og holde op med at reagere.

- Jeg strækker lige så stille hovedet til siden og ned - det viser, at hesten bevæger halsen løst og sundt. Normalt gør jeg det inde i boksen, hvor hesten står med bagenden i hjørnet, så den ikke kan gå rundt. Kontrol af funktion og smidighed

Hest 3

Vurdering af Knud Remien: - 70.000 - 75.000
Det er en hest med mangler i fundamentet, den svinger med forbenene og er krum i haserne, men den er jo ren på røntgen.
Den er svær at vurdere. Men ridemanererne er gode, og det er en hest, der er mange muligheder i. Der kan være helt enormt meget i den, men mange kunder vil nok trække sig lidt, fordi den ikke ser så interessant ud, når man ser den ved hånd uden rytter.

6 års brun DV vallak - f. Helenikos DVH 419, mf. Alibi DVE 146- Hesten er til salg for 70.000 kr.
Vurdering af Lene Ejby: - 80.000 - 85.000 kroner
Det ene forben er ikke skruet rigtigt på. Den vinker noget med det, hvilket betyder nedsat holdbarhed.
Men den er gået gennem dyrlæge, så folk må vurdere, om det er noget de tør eller ikke tør.
Den har meget lidt plads ved ganascherne til at lukke sammen, hvis man forestiller sig, at den skal bruges som dressurhest. Derfor vil jeg have den undersøgt i halsen.
Hesten har en god skridt og galop - en mere moderat arbejdstrav. Men den har en rimelig god øgning i betragtning af at det er en 6-års hest, og den ikke ser ud til, at være redet konstant. Den changerer til begge sider.
Den ser meget fornuftig ud, det er en stor hest, der kan blive til noget.
På grund af forbenet, kan jeg ikke sælge den til 100.000 kroner.
Hvis den havde været redet på niveau med hest nr. 1 på 7 år, kunne jeg måske sælge den til 50.000.
Det er ridningen, der gør at den er penge værd.
Vurdering af Tommy Lundby: - 150.000 kr.
Her ser vi en kvalitetshest. Allerede efter hesten har travet en halv runde, vil jeg sige, at det er en hest med muligheder. Den traver godt.
Det er den af de fire heste, der tiltaler mig bedst. En dejlig hest at se på, godt udtryk.
Den er ikke nået så langt i sin uddannelse i forhold til sin alder, men det er en hest med fremtid.
Den vinker noget med begge forben, men jeg vil ikke tilægge det så stor negativ betydning.
Afstamningen er fuldblodsfar, holstener mor, så skal det være sådan en hest der er lidt langbenet og lidt væk fra jorden og være ædel - og det er den.
Den skridter godt - den skridter helt anderledes igennem med hele kroppen end de andre. Det er en helt anden type hest.

Hest 4

Vurdering af Lene Ejby: - 15.000 - 18.000 kroner
Det er en sød hest til voltigering, elevhest eller skovturshest - det er noget helt andet end de andre tre..
Jeg ville have svært ved at sælge den, den er ikke så stor, og den er 10 år. Den er meget regulær, men nu er det jo ikke alle der vil have en Knapstrupper.
10 års knabstruppervallak uden papirer
Vurdering af Tommy Lundby: - 18.000 - 20.000 kroner
Det er topkvalitet, når vi taler om en elevhest. Alle kan ride på den - bortset fra de helt store. Den rokker ikke et øre - men er stadig en man kan holde ud at ride på.
Det er en stærk hest, den kan gå 10 år til på rideskolen.
Den traver sundt på hårdt underlag - her ville jeg ikke kræve den store dyrlæge undersøgelse - det er nok, hvis den kan gå gennem en bøjeprøve, og hjerte og lunger lyder rigtigt.
Det kommer den til gode, at den kan springe og bruges i voltigering - men at den kan gå rundt i skridt, trav og galop er nok til, at det er en god elevhest.
Vurdering af Knud Remien: - 10.00 - 15.000 kroner
En sød og rar hest med et stærkt handicap. Den er hvid - den bliver snavset og skal vaskes meget mere end andre. Dens uddannelse er god, det er en hest som både konen og tøsen kan ride på. Dog er det en gammeldags type.

Alle tre faldt for den flinke 10 årige knabstrupper - topkvalitet i sin klasse. Knud Remien måtte lige op og prøve.
10% af hestene har tandfejl - manglende tænder, overbid eller underbid.
At stikke en finger i munden på hesten kan sige noget om temperamentet. Man skal også være opmærksom på at 10% af hestene har tandfejl - manglende tænder, overbid eller underbid.
Ved at se på tænderne, kan man også få en ide om årsagen er tandproblemer - ulvetænder eller tandspidser - hvis hesten er lidt dum i munden, når den bliver redet.

Eksemplerne er fra Landsbladet Hest nr. 5 1999

Retur til hovedside

Afstamning
Afstamning
Vurdering som individ
Vurdering
som individ
Sundhed
Sundhed
Frugtbarhed
Frugtbarhed
Uddannelse og præstationer
Uddannelse
præstationer
Handelsundersøgelse
Handels-
undersøgelse
Prisfastsættelse
Prisfast-
sættelse
Stambogsføring/avlsværdiberegning
Stambogsføring/
avlsværdi-
beregning

Sidst bekræftet: 12-03-2003 Oprettet: 08-01-2002 Revideret: 08-01-2002

Forfatter

Konsulent
Jørgen Finderup
Heste, Rådgivning