Vaccinationer i økologiske besætninger

Det ligger i den økologiske tanke at begrænse brugen af antibiotika og kemoterapeutika til et absolut minimum samtidig med, at driftsformen kan gøre det meget vanskeligt at sanere sig ud af et problem med sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Hvis disse først får fodfæste på ejendommen, vil det også med tiden blive mere og mere brugt at forsøge at forebygge disse sygdomsudbrud ved vaccination af dyrene.

Sammensætningen af et sådant vaccinationsprogram må afhænge af følgende:
- kendskab til sygdomsstatus hos de modtagne dyr
- kendskab til status på ejendommen/lokalområdet hvor de sættes ind
- gældende national lovgivning
- og om det drejer sig om æglæggere eller slagtedyr.

Når man vaccinerer i formeringsflokke, er formålet, at moderdyrene udvikler antistoffer, som de videregiver til afkommet. Kyllingerne er således beskyttet mod en del "børnesygdomme" som f.eks. gumboro disease, blåvingesyge og AE (hjernebetændelse). Denne passive immunitet er opbrugt, når dyrene er 2-3 uger gamle, og så er det, at man skal til at overveje sin vaccinationsstrategi.

Et dyr, der får en infektion, reagerer mod denne ved at danne antistoffer, der giver dyret en vis modstandskraft mod det aktuelle smitstof. Med vaccinationsprogrammer udnytter man dette princip, ved at påføre dyrene en mildere form for smitte med udvalgte smitstoffer på et velvalgt tidspunkt for produktionen. Men mange af smitstofferne findes i forskellige undertyper. Nogle af disse vil ikke være dækket af vaccinen, og de vil dermed få mulighed for at udvikle sig. Det kan resultere i, at den oprindelige vaccine forekommer virkningsløs.

For at få det fulde udbytte af vaccinationen er det uhyre vigtigt, at den foregår korrekt, idet mange af vaccinerne er meget følsomme og dermed nemt ødelægges ved forkert håndtering. På indlægssedlen i vaccinepakningen angives fabrikantens anbefaling for udførelse af vaccinationen. Denne bør på forhånd læses grundigt og følges nøje.

Vacciner opdeles i to hovedgrupper: 1. dræbte (inaktiverede) og 2. levende (svækkede). De dræbte vacciner gives ved indsprøjtning i hvert enkelt dyr. Afhængigt af vaccinen sprøjtes der under halsskindet eller i brystmuskulaturen. Dette giver en stor sikkerhed mod bivirkninger såsom spredning til miljøet eller fald i ægydelse.

Levende vacciner tilføres via drikkevandet eller som spray. Her vil det være meget vigtigt at vaccinere på det rigtige tidspunkt, og der vil meget nemt foregå en spredning i miljøet.

Inden man påbegynder sin vaccination, er det vigtigt, at man har planlagt forløbet i detaljer med hensyn til klargøring af alle hjælpemidler, beregnet mængde af vaccine, vand, skummetmælk og tidsforbrug. Det er helt afgørende, at alle redskaber mv. er helt rene og fri for rester af sæbe, syrer og desinfektionsmidler. Der bør anvendes redskaber af plastik eller rustfrit stål.

Ved beregning af vandmængden kan man bruge følgende tommelfingerregel:
Der bruges samme antal liter vand til 1000 doser, som antal dage fuglen er gammel. Dog højst 40 liter pr. 1000 fugle.

Sprayvaccination
Denne er en meget anvendelig metode, når der vaccineres mod f.eks. infektiøs bronkitis, idet dannelsen af antistoffer mod denne virus hovedsageligt foregår i den Harderske kirtel, som ligger i forbindelse med dyrenes øjne. Som opløsningsmiddel for vaccinen anvendes demineraliseret eller destilleret vand tilsat skummetmælk (som tidligere beskrevet) i forholdet 1 liter væske til 1000 vaccinedoser. Det anbefales, at vaccinere ved et tryk på 2 bar og dråbestørrelse 150 my (regn) ved første vaccination, 115 my (finregn/tåge) ved anden og senere vaccinationer. Det kan anbefales, at der anskaffes en rygsprøjte, som kun anvendes til dette formål. Sprøjtens lanse skal være ca. 1 meter lang, og der skal sprayes i en afstand på højst 50 - 70 cm fra dyrene. Ventilationen bør være slukket, så den tid der anvendes til vaccination, må ikke overstige det tidsrum, det er forsvarligt at lukke for ventilationen. Det tilstræbes at spraye, mens dyrene er fremme ved fodertruget, f. eks. lige efter, at lyset tændes efter natperioden.

For tiden vaccineres opdrættet rutinemæssigt mod følgende:

Rødsyge og den ondartede gumboro frembyder i visse områder også problemer, som man kan overveje at vaccinere sig ud af. Vaccination mod rødsyge bør kun foretages efter, at diagnosen er stillet på laboratoriet. Selve vaccinationen foregår ved injektion, men her er problemet, at der ikke findes vacciner godkendt til fjerkræ i Danmark samt, at der findes flere undertyper, som ikke automatisk dækkes af de tilgængelige vacciner.

Vaccinen mod den ondartede gumboro anvendes også først efter, den er blevet konstateret i besætningen eller andre nærliggende besætninger. Dette er en følsom vaccine, og effekten af den er i høj grad afhængig af, om man nøje følger anvisningerne for drikkevandsvaccination.

For alle vacciner gælder det, at de skal bestilles gennem en dyrlæge. Her kan man samtidig få oplyst, hvor mange doser der skal bruges og hvad prisen evt. vil blive.

Bente Nielsen