Feedback Form

  

Oprettet: 18-12-2015

Skematisk oversigt over forældelsesreglerne på enkeltbetalingsområdet

Skemaet indeholder en oversigt over de forældelsesregler, som gælder, når NaturErhvervstyrelsen vil rette et tilbagebetalingskrav mod landbrugeren for uretmæssigt modtaget enkelbetaling.

Hvilke regler gælder

Forældelse af krav efter enkeltbetalingsordningen reguleres først og fremmest i Rådets forordning (EF) nr. 2988/95. Forordningen fastsætter de almindelige, generelle regler for forældelse. Da der netop er tale om generelle regler, vil disse vige, hvor særlige regler om forældelse af krav efter enkeltbetalingsordningen er vedtaget jf. princippet om lex specialis.

Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 indeholder sådanne særlige regler. Disse regler vil derfor skulle anvendes frem for de generelle regler i Rådets forordning (EF) nr. 2988/95. De særlige regler finder anvendelse på støtteårene 2005 til 2009. (1)

NaturErhvervstyrelsens tilbagebetalingskrav forældes således efter to forskellige regelsæt alt afhængig af inden for hvilken støtteperiode enkeltbetalingen er blevet udbetalt.

Er enkeltbetalingen udbetalt i perioden 2005-2009, vil Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 finde anvendelse. Er enkeltbetalingen derimod udbetalt i perioden 2010 til 2014 vil Rådets forordning (EF) nr. 2988/95 finde anvendelse.

Skematisk oversigt

 

Kommentarer til Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004

God tro

Forældelsesfristen er i udgangspunktet ti år. Frist reduceres dog til fire år, såfremt landbrugeren har været i god tro. God tro vil foreligge, hvor landbrugeren har været oprigtig overbevist om, at de pågældende arealer var støtteberettiget. (2) Det skal i den forbindelse nævnes, at det ikke er tilstrækkeligt til at statuere god tro hos landbrugeren, at der rent faktisk er blevet udbetalt enkeltbetaling. Den gode tro skal bæres af andet og mere end alene det forhold, at myndigheden har godkendt arealet som støtteberettiget efter enkeltbetalingsordningen. (3)

Den gode tro skal foreligge på tidspunktet for indgivelsen af støtteansøgningen, og den skal vare ved i hele forældelsesperioden, hvilket vil sige i fire år. (4)

Myndighedsfejl

Den tiårige forældelsesfrist vil vige, hvor den udbetalte enkeltbetaling skyldes en fejl fra NaturErhvervstyrelsens side, og landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen. I en sådan situation vil NaturErhvervstyrelsen slet ikke være berettiget til at kræve enkeltbetalingen tilbage. Kun hvis fejlen vedrører faktiske forhold, der er relevante for beregningen af den pågældende betaling, vil NaturErhvervstyrelsen være berettiget til at kræve enkeltbetalingen tilbage. Betingelsen herfor er dog, at enkeltbetalingen tilbagesøges inden et år efter udbetalingen fandt sted.  

Det forhold, at NaturErhvervstyrelsen ikke rekvirerer og kontrollerer den af landbrugeren indsendte dokumentation for opfyldelse af betingelserne for udbetaling af enkeltbetaling udgør ikke en fejl fra NaturErhvervstyrelsens side. (5) Det er landbrugeren, der bærer risikoen for, at vedkommende rent faktisk opfylder betingelserne for at modtage enkeltbetaling.

Landbrugerens burde-viden bedømmes ud fra en hensyntagen til det forhold, at landbrugeren i sin egenskab af erhvervsdrivende forventes at udvise en særlig agtpågivenhed ved indgivelse af en støtteansøgning, samt det forhold at det forventes, at landbrugeren er bekendt med reglerne for enkeltbetaling. (6) Der skal således meget til, før en landbruger med rimelighed kan siges ikke at burde have opdaget fejlen.

Retspraksis viser dog, at det til denne vurdering vil spille en rolle, om der eksisterer en administrativ praksis, som systematisk anerkender arealer, svarende til det areal, som landbrugeren har anmeldt. (7) I det tilfælde vil der således være grund til at formode, at landbrugeren ikke med rimelighed kunne have opdaget fejlen.

Der skal i vurderingen af om der foreligger en myndighedsfejl, og om landbrugeren med rimelighed kunne opdage denne tages udgangspunkt i tidspunktet for udbetalingen af støtten. Har landbrugeren modtaget enkeltbetaling flere år i træk, skal vurderingen tillige foretages separat for hvert støtteår. (8)

Særligt for sanktioner

Forældelsesfristen for sanktioner er fire år. Bestemmelsen anfører ikke om og i givet fald hvordan, der kan ske afbrydelse af denne forældelsesfrist. Det er derfor uvist, om bestemmelsen skal suppleres af de generelle forældelsesregler i forordning nr. 2988/95, eller om bestemmelsen skal forstås som en egentlig fravigelse af de generelle forældelsesregler.

Bestemmelsens ordlyd hjælper ikke til afklaring heraf, idet ordende »i alle tilfælde« både kan indikere,

  1. at der er tale om en absolut frist,
  2. at fristen gælder for alle de i stk. 6, nævnte tilfælde.

Det vil sige både tilbagebetalingskrav som følge af nedsættelse og udelukkelse efter art. 21 og afsnit IV. Ud fra forordningens formål, samt det forhold, at fristen er relativ kort antages det dog, at forældelsesfristen kan afbrydes ved anvendelse af de generelle forældelsesregler i forordning nr. 2988/95. Spørgsmålet er dog fortsat uafklaret.

Kommentarer til Rådets forordning (EF) nr. 2988/95

Forældelsesfristen

Forældelsesfristen er i udgangspunktet fire år. Det er dog muligt, at fastsætte en frist, der er kortere end de fire år. Dette kræver blot, at reguleringen sker på fællesskabsniveau og vedrører bestemte sektorer. (9) Forældelsesfristen vil derimod aldrig kunne være kortere end tre år. Hvad angår en længere forældelsesfrist, er det med hjemmel i art. 3, stk. 3, muligt nationalt at fastsætte en længere forældelsesfrist. Danmark har imidlertid ikke benyttet sig af muligheden, hvorfor bestemmelsen ikke vil blive gennemgået yderligere.

Gentagende uregelmæssighed

Ved fastsættelse af hvornår forældelsesfristen skal regnes fra, sondres der mellem

  1. om der er tale om en enkeltstående uregelmæssighed, eller
  2. om der er tale om en vedvarende eller gentagende uregelmæssighed.

En uregelmæssighed anses for at være vedvarende eller gentagende, hvis de foretages af en erhvervsdrivende, som drager økonomisk fordel af en række indbyrdes lignende transaktioner, som tilsidesætter den samme EU-retlige regel. (10) Hertil kommer, at den tidsperiode, der er mellem hver uregelmæssighed ikke må være længere end selve forældelsesfristen. (11)

Anses et antal uregelmæssigheder for værende vedvarende eller gentagende regnes forældelsesfristen først fra uregelmæssighedernes ophør.

Overføres dette til enkeltbetalingsordningen vil det sige, at en landbruger – hvis han har modtaget enkeltbetaling med urette – kan risikere at blive mødt med et krav på tilbagebetaling for en periode, der går helt tilbage til første gang, han modtog enkeltbetaling. Ansøgningerne om enkeltbetaling vil nemlig meget muligt blive set som vedvarende eller gentagende, idet landbrugeren i sin egenskab af erhvervsdrivende ansøger om enkeltbetaling med henblik på at drage økonomisk fordel af en række indbyrdes lignende transaktioner, som tilsidesætter den samme EU-retlige bestemmelse. Er enkeltbetalingerne således modtaget med et kortere interval end fire år, vil forældelsesfristen for alle de modtagne enkeltbetalinger først begynde at løbe den dag, hvor landbrugeren ophører med at modtage enkeltbetaling. (12)

Har en landbruger således modtaget enkeltbetaling fra 2010 til 2014, og det senere viser sig, at arealet ikke var støtteberettiget, vil myndigheden frem til år 2018 kunne rette et tilbagebetalingskrav mod landbrugeren. Når myndigheden inden udløbet af denne forældelsesfrist at igangsætte en undersøgelse vedrørende uregelmæssigheden, vil myndigheden i realiteten kunne gøre et krav gældende helt frem til år 2022, jf. den absolutte frist i art. 3, stk. 1, 4. afsnit.

Anses uregelmæssighederne derimod ikke for værende vedvarende eller gentagende, vil fristen skulle regnes fra den dag hvor enkeltbetalingen blev udbetalt.

Afbrydelse af forældelsesfristen

Efter forordningens ordlyd afbrydes forældelsesfristen af enhver handling fra NaturErhvervstyrelsens side, som landbrugeren gøres bekendt med, når handlingen vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af den uberettiget modtagne enkeltbetaling.

Fra retspraksis ses det dog, at ikke enhver handling medfører afbrydelse. Der opstilles nemlig som betingelse, at handlingen skal definere de enkeltbetalinger, som mistænkes for at udgøre en uregelmæssighed tilstrækkeligt præcist, for at handlingen kan siges at have afbrudt forældelsesfristen. (13)

Bestemmelsen foreskriver ikke hvordan landbrugeren skal gøres bekendt med handlingen. Det kan imidlertid med henvisning til præmis 38 i C-52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co, konstateres, at det er tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen, at det på baggrund af de samlede faktiske omstændigheder kan fastslås, at landbrugeren faktisk er blevet gjort bekendt med NaturErhvervstyrelsens handlinger.

Efter hver afbrydelse løber forældelsesfristen videre. Dette står direkte i bestemmelsen. (14) Ved nærmere undersøgelse er der dog meget der tyder på, at den danske sprogversion ikke skal forstår i overensstemmelse med den umiddelbare forståelse heraf. De øvrige sprogversioner fastsætter nemlig, at der efter hver afbrydelse løber en ny forældelsesfrist.

At der bør løbe en ny forældelsesfrist passer også bedst overens med, at der i forordningen opstilles en absolut grænse for forældelsens indtræden. Hvis der ikke skulle løbe en ny forældelsesfrist, ville det således mangle mening, at opstille denne dobbelte forældelsesfrist som grænse, idet forældelsesfristen i så fald under alle omstændigheder ville udløbe efter fire år. Spørgsmålet har dog ikke været forelagt EU-Domstolen. Ovenfornævnte er således alene en antagelse.

Den absolutte forældelsesfrist

Forældelsesfristen indtræder senest den dag, hvor en frist, der er dobbelt så lang som forældelsesfristen, udløber, uden at NaturErhvervstyrelsen har pålagt en sanktion eller krævet den for meget udbetalte enkeltbetaling tilbage. (15)

Den dobbelte forældelsesfrist skal ses som en absolut grænse for, hvornår NaturErhvervstyrelsen kan gøre et tilbagebetalingskrav gældende. Denne dobbelte forældelsesfrist kan således ikke afbrydes, hvilket får den konsekvens, at der indtræder forældelse ved fristens udløb.

Kun hvor den administrative procedure er suspenderet efter forordningens art. 6, stk. 1, – det vil sige i situationer, hvor pålæggelsen af en økonomisk sanktion er blevet suspenderet af den kompetente myndighed på grund af, at der er anlagt straffesag mod landbrugeren for samme forhold – vil der blive set bort fra udløbet af den dobbelte forældelsesfrist.

Den dobbelte forældelsesfrist regnes i udgangspunktet fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden fandt sted. Undtagelsen hertil er, hvis der er tale om en vedvarende eller gentagende uregelmæssighed. I en sådan situation vil den dobbelte forældelsesfrist løbe fra det tidspunkt, hvor uregelmæssighederne ophører. (16)

Fodnoter:

  1.  jf. art. 86, stk. 1, i forordning nr. 1122/2009 som fastsætter, at forordning nr. 796/2004 trods sin ophævelse pr. 1. januar 2010, fortsat finder anvendelse på støtteårene 2005-2009
  2. C-684/13, Johannes Demmer, præmis 92.
  3. C-684/13, Johannes Demmer, præmis 92.
  4. C-684/13, Johannes Demmer, præmis 93.
  5.  TfL.2014.357V.
  6. C-684/13, Johannes Demmer, præmis 84.
  7. C-684/13, Johannes Demmer, præmis 87. I den retning taler også C-105/13, P.J. Vonk Noordegraaf, præmis 50.
  8. C-684/13, Johannes Demmer, præmis 89-90.
  9. Kan udledes af de forenede sager C-278/07 – C-280/07, præmis 44.
  10. Definitionen er fastsat af EU-domstolen i C-279/05, Vonk Dairy Products BV mod Productschap Zuivel, præmis 41, og gentaget i C- 52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co., præmis 49.
  11. Jf. C-52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co., præmis 56.
  12. Dette udledes af præmis 66 i C-52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co.
  13. C-278/02, Herbert Handlbauer GmbH, præmis 40. Fortolkningen er set gentaget i C-367/09, Belgisch Interventieen Restitutiebureau mod SGS Belgium NV m.fl., præmis 68 og C-52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co. KG, præmis 41.
  14. Forordning nr. 2988/95, art. 3, stk. 1, 3. afsnit, sidste punkt
  15. C-278/07 – C-280/07, Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb GmbH & Co., præmis 22. C-341/13, Cruz & Companhia Lda, præmis 45. C-52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co., præmis 23. C-278/02, Herbert Handlbauer GmbH, præmis 33.
  16. C-52/14, Pfeifer & Langen GmbH & Co., præmis 65.
Sidst bekræftet: 24-09-2019 Oprettet: 18-12-2015 Revideret: 18-12-2015

Forfatter

Økonomi & Virksomhedsledelse
Konsulent

Malene Dall Hardt Hansen

Team Personer


Af samme forfatter

Udenlandske medarbejderes mulighed for at få feriepenge optjent i overgangsåret udbetalt før folkepensionsalderen
I artiklen oplistes de kriterier, som skal være opfyldt, før der kan ske udbetaling af de indefrosne feriepenge i forbindel...
04.04.19
Ændringer til den nye ferielov samt lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler
Lovforslaget indeholder bl.a. forslag om udbetaling til et dødsbo, præcisering af antallet af fondsferiedage, ensretning af...
07.03.19
Nyt direktiv vil øremærke 2 måneder af forældreorloven til hver forælder
Den 24. januar 2019 indgik Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-kommissionen aftale om et nyt work-life balance-direktiv.
05.03.19
P 63-18 Sygedagpenge – revurderingstidspunkt – forlængelse – lønmodtager
Skal udbetalingen af sygedagpenge startes, når sygefraværet er anmeldt efter revurderingstidspunktet?
01.02.19
P 62-18 Sygedagpenge – anmeldelse – revurderingstidspunkt – selvstændig
Hvordan beregnes revurderingstidspunktet i de tilfælde, hvor den selvstændige hverken får udbetalt sygedagpenge eller løn u...
31.01.19