Uanset om køber skal etablere sig eller er etableret, bør finansieringen af ejerskiftet nøje overvejes. Står afkastet på den nyerhvervede landbrugsvirksomhed ikke mål med risikoen ved investeringen, er forudsætningen for et vellykket ejerskifte ikke til stede.
I forbindelse med et ejerskifte bør køber have fokus på afkast og risiko fremfor bedriftens størrelse. Afkastpotentialet og risikoen ved at købe ejendommen skal derfor ses i sammenhæng med den pris, køber skal betale for både ejendom og finansiering.
På baggrund af forskellige følsomhedsberegninger kan køber og hans rådgiver danne sig et overblik over bedriftens drifts- og likviditetsmæssige resultater og risiko. Beregningerne kan bruges til at vurdere, om prisen, og dermed bedriften, er attraktiv.
- Hvis afkastet ikke står mål med risikoen, er der som udgangspunkt kun to veje at gå: enten at få reduceret prisen eller at finde en anden bedrift, fastslår specialkonsulent Kenneth Kjeldgaard, som er SEGES’ ekspert på nye finansieringsmuligheder i landbruget.
Når køber vurderer, om prisen på ejendommen er attraktiv, skal landmanden samtidig overveje, hvilken låntype der er mest fordelagtig for ham. Vælger køber at finansiere købet udelukkende med et variabelt forrentet lån, vil prisen på ejendommen ifølge Kenneth Kjeldgaard værdisættes for højt. Her står køber (eller kreditgiver) med hele risikoen. I den situation er det normalt bedre, at landmanden køber bedriften med en dyrere finansiering til en reduceret købspris.
- Kan køber honorere de lidt dyrere finansieringsomkostninger, vil han eller hun efter en kort årrække have mulighed for at refinansiere sig. Måske har køber også nedbragt en del af den yderste omkostningstunge finansiering. Det giver alt andet lige en bedre fremtidig bundlinje end en for dyrt købt bedrift med billig finansiering, fortæller Kenneth Kjeldgaard.
Egenkapitalen bør også være så velpolstret som muligt. Jo større egenkapitalen er, jo bedre kan bedriften klare pris- og konjunkturudsving, uheldige investeringer og ledelsesmæssige smuttere. Og det betyder noget for kreditgiver.
- Har køber ikke tilstrækkelig egenkapital til at imødekomme økonomiske udfordringer, overgår risikoen til långivere af den yderste del af finansiering. Det har historisk set været pengeinstitutterne. Vurderer pengeinstituttet, at deres investering er i risikozonen, kan de præsentere landmanden for et krav om investeringsstop, nedbringelse af kassekredit eller, i værste fald, tvangssalg af dele eller hele bedriften, siger Kenneth Kjeldgaard.
I kølvandet på finanskrisen består en traditionel ejerskiftefinansiering af 60-70 procent realkreditfinansiering og 30-40 procent i restfinansiering. Bankerne kræver også, at mellem 15-30 procent af restfinansieringen udgøres af egenkapital.
Til honorering af egenkapitalkravet kan landmanden tælle sine egne midler med. Desuden indgår også etableringslån og ansvarlige lån fra Vækstfonden, ansvarlig kapital fra Dansk Landbrugskapital, eksterne investorer, sælgerfinansiering samt succession.
Kenneth Kjeldgaard uddyber: - Ejerskiftet bør derfor foretages med en solid egenkapital, så landmandens overlevelse i de første år efter købet ikke afhænger af pengeinstituttets risikovurdering.
Jo mere såkaldt ”tålmodig” egenkapital, landmanden har, jo bedre kan han minimere risikoen for lukning i en presset økonomisk situation
- Ejerskiftet bør derfor kun gennemføres, hvis finansieringen indeholder en vis portion tålmodig egenkapital, som ikke lukker bedriften, hvis f.eks. afregningspriserne falder, lyder anbefalingen fra Kenneth Kjeldgaard.
Emneord
