Jura, Økonomi og ledelse

Anbefalinger til dig, der køber en landbrugsejendom

Det er vigtigt, at du sikrer både virksomheden, familien og din alderdom, når du køber en ejendom, derfor har vi udarbejdet en række anbefalinger inden for forsikring, familie og pension, du f.eks. kan bruge som tjekliste for, om du kommer godt omkring alle aspekter, når du køber en landbrugsejendom

Anbefalinger vedrørende forsikring 

  • Når du køber en landbrugsejendom, er det lovpligtigt at tegne arbejdsskadesikring for dine ansatte. Derudover skal du tegne en motoransvarsforsikring, hvis du har biler og maskiner, der kører på offentlig vej, og en droneansvarsforsikring, hvis du har en drone. Hvis du har hund eller heste, skal du også tegne en hundeansvarsforsikring og hesteansvarsforsikring.
  • Når du køber en landbrugsejendom – som måske også er dit hjem – bør du overveje at tegne en landbrugsforsikring. En landbrugsforsikring kan omfatte dækning for bygninger, indbo, løsøre, maskiner, kasko, besætning, avl og produkter, besætningssygdom, dyreulykke, forurening, driftstab, bedriftsansvar og produktansvar.
  • Da du som selvstændig ikke er sikret af den arbejdsskadesikring, du har tegnet for dine ansatte, anbefaler vi, at du tegner en frivillig indehaverarbejdsskadeforsikring og tilmelder dig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det samme gælder for din medarbejdende ægtefælle. Derudover bør du overveje at tegne sygedriftstabsforsikring, ulykkesforsikring og livsforsikring samt forsikring mod tab af erhvervsevne og kritisk sygdom.    
  • Vi anbefaler, at du sikrer dig selv og dine ansatte mod sygdom, hvis det er muligt. På den måde sikrer du dig en indtægt, hvis du selv bliver syg, og en refusion for udbetalt løn op til dagpenge-maksimummet, hvis din medarbejder bliver syg. Din egen sygeforsikring dækker fra enten første eller tredje sygefraværsdag, mens sygeforsikringen for dine ansatte dækker fra anden sygefraværsdag.
  • Vi anbefaler, at du melder dig ind i en a-kasse, så du har ret til dagpenge, hvis du bliver arbejdsløs. Du skal have været medlem af en a-kasse i mindst ét år for at have ret til dagpenge, og du skal som udgangspunkt have haft en indkomst på mindst 228.348 kr. inden for de sidste tre afsluttede regnskabsår (2018-sats).
  • Hvis din ægtefælle arbejder i virksomheden, bør I overveje, om han eller hun skal over på en lønaftale. Det nye dagpengesystem for selvstændige giver nemlig ikke en medarbejdende ægtefælle mulighed for at få den maksimale dagpengesats, hvis han eller hun bliver arbejdsløs.

Anbefalinger vedrørende din familie

  • Du bør overveje om visse dele af din formue, herunder virksomheden, skal gøres til dit særeje via en ægtepagt, eller om det er mest hensigtsmæssigt, at din ægtefælle ejer visse aktiver fremfor dig, så virksomhedens kreditorer ikke kan gøre krav på dem.
  • Du bør overveje at oprette en fremtidsfuldmagt, som sikrer, at en eller flere i forening kan repræsentere dig i økonomiske og/eller personlige forhold, hvis du på grund af sygdom eller svækkelse er ude af stand til at varetage dine anliggender.

Anbefalinger vedrørende pension

  • Du bør spare op til pension f.eks. via en ratepension eller livrente. En pensionsopsparing sikrer dig en indkomst i din alderdom, og hvis du skulle blive invalid. Den er beskyttet mod dine kreditorer, og du betaler først skat af opsparingen, når du skal have pensionen udbetalt. Til gengæld kræver en pensionsopsparing likviditet, og midlerne er bundet frem til din pensionering.
  • Vi anbefaler, at du sparer så meget op til pension, at du som pensionist kan få udbetalt dét, der svarer til 80 procent af dit nuværende privatforbrug som erhvervsaktiv. Hvor meget du skal spare op for at nå dette mål, afhænger af, hvornår du regner med at gå på pension, og om du har andre frie midler at leve for.
  • Hvis du har svingende indkomster, anbefaler vi, at du sparer op til pension i de gode år. Pension giver fradrag i din personlige indkomst, og du får derfor størst værdi af fradraget, hvis du har en indkomst på topskatteniveau. Du kan indskyde op til 54.700 kr. om året på en ratepension (2018-sats). Hvis du har overskud i din virksomhed, kan du indskyde op til 30 procent af overskuddet på en livrente.

Vil du vide mere?