Kvæg i stald

Kvæg, Økonomi og ledelse

Kødkvægssæd til malkekvæg er blevet et vigtigt managementredskab

På bare 10 år er andelen af sæd fra kødkvæg steget fra 2 pct. til 20 pct. af Vikings samlede antal sæddoser. Kødkvægssæd er altså blevet et vigtigt managementredskab i mange malkekvægsbesætninger.

Brugen af kødkvægssæd til malkeracekøer er øget markant gennem de seneste år og har for alvor vundet indpas som et vigtigt managementredskab i en stor del af de danske malkekvægsbesætninger. Avls- og produktionschef i VikingGenetics, Lars Nielsen fortæller, at mens kødkvægsdoser for 10 år siden udgjorde 2 pct. af Vikings solgte sæddoser er tallet her i 2020 knap 20 pct.

”Det er en enorm udvikling,” fastslår Lars Nielsen og peger på forskellige faktorer, som har banet vej for udviklingen: 

  • Større fokus på optimeret kvieopdræt og reduceret udskiftning
  • Brug af genomisk selektion som managementredskab  
  • Øget forbrug af X-Vik på de bedste hundyr 
  • Større fokus på den ekstra slagteværdi af krydsningskalve frem for malkeracetyrekalve.

Lars Nielsen påpeger desuden, at bl.a. SEGES og Viking har gjort en stor indsats for at vise, at koens ydelse, kælvningen og kalvens livskraft ikke påvirkes negativt af et krydsningsfoster, hvis man bruger den ’rigtige’ kødkvægstyr. 

”Alle disse parametre er med til at skubbe til udviklingen – og vi forventer, at den fortsætter og øges. Tidligere har det kødkvægssæd, som blev benyttet til malkekvæg, blot været et restprodukt fra det renracede kødkvægsavlsarbejde. Men når salget på ti år øges fra ingenting til 20 pct., er det tydeligvis ikke et område, der kan marginaliseres – og det gør vi bestemt heller ikke,” lyder det fra avls- og produktionschefen.  

Det kan være en dyr løsning at vælge det billigste og noget ikke dokumenteret kødkvægssæd
Lars Nielsen, avls- og produktionschef, VikingGenetics

Brug X-indekset når du vælger kødkvægssæd

En del af udviklingen er altså en stigende bevidsthed blandt landmændene om, at kødkvæg ikke bare er kødkvæg, og at man skal stille krav til genetikken. 

”Det kan være en dyr løsning at vælge det billigste og noget ikke dokumenteret kødkvægssæd,” slår Lars Nielsen fast. Først og fremmest er det iflg. avls- og produktionschefen vigtigt, at kalvene er letfødte, da kælvningsvanskeligheder kan medføre både ødelagt ko og en mistet kalv.  Derfor anbefaler han, at man bruger X-indekset som udvælgelseskriterie. 

”Og det er bestemt muligt at kombinere letfødte kalve med gode produktionsegenskaber, hvis man blot avler efter det,” forklarer Lars Nielsen. I X-indekset får man bl.a. info om fødselsegenskaber og tilvækst. Derudover arbejdes der på udvikling af avlsværdital for metanudskillelse, fodereffektivitet og på intramuskulært fedt. Alt dette er med til at skabe endnu større værdi i produktet.  

Hav aftalerne på plads – mælke- og slagteproducent imellem

Viking Genetics ser større og større efterspørgsel på kødkvægs Y-Vik sæd, der er kønssorteret sæd, som giver tyrekalve – specielt til brug på Jersey – men forventer også, at det vil udbredes mere på de store racer. Men det afhænger af, hvilke aftaler, den enkelte mælkeproducent har med sin aftager af slagtekalve. 

”Vi anbefaler mælkeproducenter og slagtekalveproducenter at have klare aftaler omkring afregning, køn på kalve samt kvalitet på både sundhed og genetikken,” fortæller Lars Nielsen. Han påpeger, at DMS-afregningsmodul er et super redskab, der på en fair måde sikrer, at man betaler og modtager det, som den enkelte kalv forventes at være værd - og ikke kun tager højde for, at faren er en kødkvægstyr.

”Ved at have aftalerne på plads, kan mælkeproducenten lave insemineringsplaner, der tilgodeser de hundyr, som han har brug for – men også skabe de slagte- og krydsningskalve, som slagtekalveproducenterne har brug for,” siger han. 

Læs mere om DMS-afregningsmodulet og se video om, hvordan det bruges i artiklen Prissæt krydsningskalvene i DMS

Artiklen har været bragt i KvægNyt nr. 22, 2020.

Artiklens forfatter: Lars Nielsen, avls- og produktionschef, VikingGenetics, lanie@vikinggenetics.com

 

Vil du vide mere?