Oprettet: 06-03-2020

Kvægkongres: Ko og kalv sammen giver glæde og udfordringer

Det er ikke nemt at have ko og kalv sammen, og det koster på bundlinjen. Men det gør Gert Lassen glad, og så håber han på højere afregning på sigt.


Kalvene hos Gert Lassen går sammen med deres egen mor i 14 dage, herefter går de med ammetanter til de er fire-fem måneder. Arkivfoto: SEGES

Gert Lassen er nok en af de mælkeproducenter herhjemme, der har størst erfaring med at lade ko og kalv gå sammen. Erfaringer han øste ud af til en af de mest populære sessioner på årets kvægkongres.

”Det er bestemt ikke alt, der har fungeret, som vi troede. Blandt andet troede vi i starten, at vi skulle ind og give kalven mælk en gang om dagen, men det fungerede slet ikke, for koen troede hver gang, at vi ville tage kalven fra hende,” fortæller han.

Godt foder til ammetanter

Kalven går sammen med sin egen mor de første 14 dage. Herefter går den med en ammetante til den er fire-fem måneder.

”Det er ikke alle køer, der egner sig som ammetante. Vi vælger dem ud fra celletal, og cirka to tredjedele af vores slagtekøer kommer fra ammetanterne, så det er også et slutfedningshold,” fortæller Gert Lassen.

Ammetanterne bliver fodret med kofoder, og der bliver ikke sparet på kraftfoderet.

”Det har vi prøvet, men det gik ud over ydelsen, og så fik de mindste kalve ikke mælk nok. Så det var bestemt ikke nogen god idé,” forklarer han.

Græs uden problemer

Gert Lassen er økolog, og var spændt på, hvordan det ville gå med ammetanterne og kalvene på græs. Men det gav ingen problemer.

”Der har ikke været nogen udfordringer i at have dem på græs. De små kalve lærer af de større, og de større lærer af køerne,” fortæller han og viser en film af kalve og ammetanter på en sommereng:

”Det her er alternativet til at køre med mælketaxaen, og jeg ved godt, hvad jeg helst vil. Jeg var også glad for at passe kalve i kalvestalden, men det her er anderledes – man bliver bare rigtig glad af at kigge på det,” fortæller han og tilføjer, at køer og kalve på græs appellerer til mange målgrupper.

”Nogle gange har jeg ældre landmænd med nede og se til dyrene på græs. De siger næsten altid, at det er noget pjat, før vi går derned, men så ender det altid med, at de står og smiler, når vi er dernede,” fortæller Gert Lassen.

Let at kommunikere

Han håber på at opnå en højere afregning for konceptet på sigt, og det er da også nødvendigt, afslører han.

”Det har kostet på ydelsen og også lidt på kalvedødeligheden, så det koster da på bundlinjen. Men jeg ser det som en license to produce. Det er nok ikke så faktabaseret, men det taler til folks følelser, og så er det utrolig let at kommunikere,” lyder det fra Gert Lassen.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 5, 2020

 

Sidst bekræftet: 06-03-2020 Oprettet: 06-03-2020 Revideret: 06-03-2020

Forfatter

Marketing og Fagkommunikation
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Kvægnyt nr. 7 - 2020
Fokus på grovfoderprisen blev kickstartet i gårdrådet; Etabler det bedste såbed til majs; Korrekt kvælstof og startgødning ...
03.04.20
Kvægnyt nr. 6 - 2020
Beskyt din bedrift mod coronavirus; Det skal du overveje, før du gødsker kløvergræs til slet; Det kan blive dyrt at spare p...
20.03.20
Muligheder for digital efteruddannelse
Er du rådgiver med tid til overs pga. aflyste landmandsbesøg? Så er det måske nu, du skal orientere dig i SEGES’ univers fo...
16.03.20
Det står sløjt til med kalvens immunforsvar
I hele 77 pct. af besætningerne i en dansk undersøgelse fra 2019 havde kalvene et lavere indhold af immunglobuliner i blo...
06.03.20
Kvægkongres: Smittebeskyttelse - Træk forværket tilbage og køb en ekstra vandkop
Bygningskonsulent Robert Pedersen gav en række konkrete tips i indlægget Smittebeskyttelse i nye og eksisterende stalde.
06.03.20