Tørkeskadet majs uden kolbeudvikling har et tørstofindhold på 18-20 pct. tørstof, som ikke stiger væsentligt. Er ikke hele majsmarken ramt, vil tørstofindholdet dog være højere. Udgør den tørkeskadede majs uden kolber en mindre del af majsen på bedriften, kan den vente på, at majsmarker med kolbeudvikling bliver klar til høst, dvs. opnår 31-34 pct. tørstof.
Har tørke skadet majsen, så der ikke er udsigt til kolber, skal du derfor overveje, om du vil høste majsen nu. Eller om du skal vente på, at mere veludviklede majsmarker på bedriften bliver klar til høst, så du kan blande den tørkeskadede majs med større mængder veludviklet majs.
Samensilering med tør veludviklet majs eller andre saftsugende foderemner, som f.eks. græsensilage, kornhelsæd eller andet, begrænser tabet ved saftafløb, hvilket øger tørstofindholdet og forbedrer dermed ensilagekvaliteten.
Vigtigt at reducere saftafløb fra majsen
Det er vigtigt at reducere saftafløbet i majs uden kolber, når den ensileres. Saftafløb i ensileret majs uden kolber medfører et stort tab af udbytte og foderværdi, og et evt. saftafløb skal opsamles, så det ikke skader det omgivende miljø. Desuden forbedres ensilagekvaliteten, når tørstofprocenten hæves i ensilage af meget umoden majs.
I tørkeskadet majs uden kolbeudvikling ligger tørstofindholdet på 18-20 pct. Tørstofindholdet skal hæves til min. 25-27 pct. tørstof for at begrænse tab ved saftafløb.
Kombiner flere tiltag, når du skal forbedre ensilagekvaliteten
Du har flere muligheder, når du skal forbedre ensilagekvaliteten, Måske er det en kombination af flere tiltag, du skal anvende, afhængig af situationen på din bedrift.
Ved samensilering er målet et tørstofindhold, så saftafløb netop undgås. Målet for tørstofindholdet afhænger af stakhøjden. Samensilering (god sammenblanding) er betydelig mere effektiv til opsamling af saft end indlægning af umoden majs oven på moden majs, tør helsæd eller græsensilage.
Dette kan du gøre:
- Bland majs uden kolber i majs med veludviklede kolber og med 33-34 pct. tørstof.
- Samensilér med græsensilage med et højt tørstofindhold (40 til 50 pct.).
- Samensilér majs sammen med tør helsæd, eller læg majsen ind oven på tør helsæd.
- Iblanding (samensilering) med saftabsorberende foderemner som f.eks. roepiller eller sojaskaller.
- Regulering af snitlængden i majs.
Stakhøjden har meget stor betydning for, hvornår der er risiko for saftafløb, se tabel 1.