Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 21-03-2020

  

Oprettet: 23-03-2018

Planlæg et super såbed til majs

Få majsen godt fra start


En harve, som bæres af pakkevalsen i stedet for hjul, er særdeles velegnet til såbedstilberedning til majs. Såbedet bliver jævnt og ensartet pakket. Til sandjord vælges en jernringspakkevalse i stedet for en rørpakkevalse. Foto: HE-VA Aps

Gode råd til at få majsen godt fra start

Det er forår ifølge kalenderen og forhåbentligt også snart i vejrudsigten. Det er under alle omstændigheder tid til at gøre sig de første tanker om den kommende vækstsæson. Her får du nogle gode råd til at få majsen godt fra start:

Et godt såbed til majs skal være bearbejdet i dybden. Men det skal også skal være ensartet, jævnt og fast, så der ikke bliver dybe såspor ved såning, og så jordvæsken med næringsstoffer let kan transporteres kapillært hen til majsens rødder. Hvis majsen står i uens højde, er det tegn på et uensartet og dårligt såbed.

På arealer med dybe hjulspor og trafikskader fra høsten i 2017 skal der gøres følgende for at udbedre skaderne:

  • Marken jævnes med en harve
  • Hårdt medtagne dele af marken undergrundsløsnes, fx. hvor der er spor. Løsningen må først ske, når jorden er tør, dvs. umiddelbart før såning. Ellers er der stor risiko for genpakning af jorden.
  • Dybdeharvning og/eller pløjning.

Bearbejdning med pløjning

På sandjord skal jorden pakkes lige efter ploven, mens jorden stadig er fugtig. Der skal køres med tvillinghjul på både for- og baghjul, og dæktrykket skal være så lavt som muligt – gerne under 1,0 bar. Inden såning harves op, gerne med en kombiharve, som bæres af pakkevalsen. En rørpakkevalse er mindre egnet på sandjord, fordi den pakker for lidt og pulveriserer jorden. Skal der sikres mod jordfygning med 30-40 kg vårbyg pr. ha, kan der laves et fortrinligt såbed til majs med et kombisåsæt med jordpakker. På lerjord harves med en rotorharve eller en harve med slæbeplanke, pakkervalse og rotorsmuldrer, så knoldene findeles.

Bearbejdning uden pløjning

Overvintret ukrudt og efterafgrøde bekæmpes med glyphosat. Er der et kompakt jordlag under pløjelaget harves i 30 cm dybde med en harve med stive tænder, maks. 50 mm brede spidser og pakkevalse. Gylle nedfældes inden harvning. På arealer uden trafikskade og kompakt jordlag kan harves i mindre dybde. Vent med at harve til jorden er tilpas tør og bekvem.

Majs efter kløvergræs eller kraftige efterafgrøder

Græsmarken eller efterafgrøde nedvisnes eller harves op hurtigst muligt. Det gør det lettere at pakke jorden før såning, så planterne kan få fat i næringsstofferne. Det er særlig vigtig på sandjord.

Gylle lige inden såning

Udbring gylle så tæt på såning, som det er praktisk muligt. På sandjord tilsættes en nitrifikationshæmmer til gyllen. På lerjord, som ikke tåler tung trafik før majssåning, kan gyllen udbringes, når majsen har fem blade enten før eller efter radrensning. Er der ikke mulighed for at placere fosfor i startgødning, kan startgødning erstattes af gylle med nitrifikationshæmmer, når det placeres lige under såsporet. Gyllen skal placeres, så der er 10-12 cm fra jordoverfladen til overkanten af gyllen. Gyllen placeres to-tre dage før majssåning.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 6, 2018

Sidst bekræftet: 23-03-2018 Oprettet: 23-03-2018 Revideret: 23-03-2018

Forfatter

PlanteInnovation
Landskonsulent, Grovfoder

Martin Mikkelsen

Afgrøder & Produktion


Af samme forfatter

Udsædsmængder og udsædskvalitet i majs
Plantetallet skal afpassese efter majsens anvendelse, forholdene for majsdyrkning og sortens tidlighed.
26.03.20
Sådan sår du majs
Vent med at så majs, indtil jordtemperaturen som gennemsnit over et døgn har passeret 8 gr. C i 10 cm dybde og vejrudsigten...
26.03.20
Lav et fast og fugtigt såbed til majs
Såbedet til majs skal være bearbejdet i dybden, men såbedet skal være ensartet, jævnt, fugtigt og tilpas fast, så næringsst...
26.03.20
Gødskning af kløvergræs til slæt
Tag hensyn til den aktuelle bestand af kløver i marken ved planlægning af gødskningsstrategien. Den store overskudsnedbør g...
26.03.20
Etablering af roer til foder og bioenergi
Etablering af roer bør have første prioritet, så snart jorden er tjenlig. Hav fokus på tilberedningen af såbedet og især på...
25.03.20

Læs også