Feedback Form

  

Oprettet: 13-06-2018

Begræns forekomsten af klovbrandbylder

Fokus på klovsundhed betaler sig

Mange slagtekalveproducenter har henover sommeren og efteråret oplevet flere problemer med klovbrandbylder, end vi normalt ser i disse måneder. Forekomsten af klovbrandbylder, er som regel højest i de fugtige måneder, og den kolde og våde sommer kan derfor være med- virkende årsag. Klovbrandbylder opstår ved, at bakterier fra miljøet trænger igennem huden i forbindelse med et sår. Disse bakterier kan ikke trænge igennem sund og intakt hud. Alle faktorer, der påvirker klovene og hudens sundhed, er altså med til at påvirke risikoen for indtrængen af bakterier og dermed udvikling af klovbrandbylder.

Betydning og smittespredning af klovbrandbylder

Klovbrandbylder kan være årsag til pludselig opstået halthed, der kan variere i sværhedsgrad. Der ses hævelse, rødme og ømhed omkring kronranden og i klovspalten. Hævelsen ved en klovbrandbyld vil altid være symmetrisk, og hævelsen vil ofte medføre, at klovene spredes. Kalven kan få feber, nedsat ædelyst, blive utrivelig og miste tilvækst.

Smittespredningen varierer og afhænger af både smittetryk (mængden af bakterier i staldmiljøet) og af klovenes modstandsdygtighed (mekaniske barrierer). Som oftest er smittespredningen lav, og sygdommen rammer kun nogle få dyr i besætningen. I sjældne tilfælde kan smittespredningen være helt op til 80 % og have store økonomiske konsekvenser. Smittede dyr synes at udvikle immunitet, der typisk varer to til fem år. Det er altså yderst sjældent, at den samme kalv behandles for klovbrandbylder flere gange.

Rettidig og effektiv indgriben begrænser skaderne

Det er meget vigtigt, at en klovbrandbyld bliver behandlet hurtigt, for at undgå at den udvikles til ledbetændelse samt betændelse i seneskeder omkring klovled og klovseneben. Hurtig behandling resulterer også ofte i hurtigt afheling. Tag en snak med besætningsdyrlægen om behandling.

Betingelser for gode og stærke klove Kalven skaber selv sin klov. Hvad kalven æder, og hvilken tilstand, den befinder sig i, er derfor af afgørende betydning for klovsundheden. Klovhornet vokser 1-2 millimeter om ugen, og kalvens fodringstilstand samt sundhed kan derfor aflæses i hornkvaliteten. Via en velfungerende fodring og en heraf sund vomflora danner kalven tilstrækkelig med biotin til dannelsen af sundt klovhorn. Endvidere er det vigtigt, at kalvefoderet lever op til kalvenes behov for bl.a. calcium/fosfor, zink, kobber, mangan samt vita- minerne A, D og E. Bratte foderskift eller fodring med muggent eller råddent foder udgør en stor risiko for kalvesundheden og dermed også for klovsundheden.

Klovenes mekaniske barrierer

Fodringen er altså af afgørende betydning for klovhornets hårdhed. Men kalvens omgivelser har også betydning. Fugtigt vejr og våd dybstrøelse blødgør klovene og øger risikoen for indtrængen af bakterier. Omvendt kan ekstrem tørke få klovene til at revne, hvilket ligeledes skaber en vej ind for bakterier. Til trods for dette er tørke i begrænset mængde et effektivt værktøj i det forebyggende arbejde, da et tørt miljø holder klovene hårde og modstandsdygtige samt forbedrer staldhygiejnen. Hertil kræves god ventilation, rigeligt med strøelse samt udtørring af bokse - eventuelt ved brug af hydratkalk. Udtørring af klove med hydratkalk frarådes, da hydratkalk bliver stærkt ætsende ved kontakt med vand. Forkert brug af hydratkalk, udgør derfor en stor sundhedsmæssig risiko for kalven. Brug i stedet foderkridt ved behov for udtørring af klove. Nogle slagtekalveproducenter oplever, at forekomsten af klovbrandbylder på bagklovene stiger i perioder, hvor kalvene springer mere på hinanden og dermed forårsager skader på bagklovene. Vær derfor opmærksom på at undgå klovlæsioner ved flytning og begræns sammenblanding

DLBR slagtekalve anbefaler:

  • At sikre en sund vomflora, ved at tilpasse tilførsel af struktur, cellevægge samt vitaminer og mineraler til kalvenes behov.
  • At undgå bratte foderskift
  • At undgå, at fodre med muggent eller råddent foder
  • At undgå klovlæsioner
  • At sørg for rene og tørre klove

Sidst bekræftet: 06-06-2019 Oprettet: 13-06-2018 Revideret: 13-06-2018

Forfatter

HusdyrInnovation
Slagtekalverådgiver

Terese Myhlendorph-Jarltoft

SAGRO

Af samme forfatter

Tyrekalve kan godt betale for deres tilvækst
Spædkalveprisen er lav i øjeblikket, og det kan få nogle mælkeproducenter til at slække på kvaliteten i pasningen af tyreka...
19.04.19
Tyrekalven skal ned i mælk 1 uge før salg
Styret mælkefodring giver kalven en god overgang fra mælkeproducent til slagtekalveproducent.
22.02.19
Varmt drikkevand fra trug gav sundere kalve
Supplering med varmt vand i drikketrug reducerede behandlinger hos kalve til en tredjedel.
21.09.18
De bedste slagtekalveproducenter er i mål med 650 g daglig nettotilvækst
På landsplan er der langt til L&F Kvægs mål om en gennemsnitlig daglig nettotilvækst på 650 g. Men nogle producenter er i m...
14.06.18
Sådan giver du dine slagtekalve 650 g daglig nettotilvækst
Her får du nogle bud på tiltag inden for kalvesundhed, fodring af kalve og kalvemanagement, der kan øge tilvæksten i slagte...
14.06.18